»Die Erhabenheit, die ihm hier eingeräumt wird, ist nur die Erhabenheit des Knopfes am Kirchturme, um den kein Mensch sich kümmert.«
Denne beskrivelse af regentens rolle i den parlamentariske forfatning i Storbritannien – at hun var som en knop på kirketårnet, øverst oppe, men uden betydning – blev udtrykt i pjecen 'Das Monarchische Princip' fra 1845. Forfatteren var juraprofessor og senere politiker Friedrich Julius Stahl.
At denne pjece også fandt udbredelse bredere end blot det tysksprogede område, vidner det, at den kort efter udgivelsen også fik plads på hylden i Roskilde Stænderforsamlings bibliotek, hvor de store politiske personligheder fra forsamlingen kunne suge af professorens visdom.
Pjecen var skrevet ud fra den grundlæggende antagelse, at en sådan overflødig rolle ikke var givende, hverken for monark, folk eller nation.
Som antydet i et indlæg for nogle uger siden kan den samme grundlæggende antagelse spores i forhandlingerne i Den grundlovgivende Rigsforsamling i 1849, og flere gange i disse forhandlinger henviste man netop til det såkaldte monarkiske princip, som Stahl havde promoveret – behovet for en aktiv kongemagt og det grundlæggende urigtige i en passiv.
Kongen kunne udforme loven som han ville
I dag er antagelsen en anden. De fleste danskere vil mene, at det konstitutionelle monarki som styreform er formelt snarere end reelt – regentens rolle er begrænset til at være ceremonielt, ikke politisk overhoved.
Dette stiller spørgsmålet, hvordan vi er nået dertil. Det er mit formål med disse indledende bemærkninger at påbegynde en række af indlæg, der i grove træk vil forsøge at skildre denne ændring af opfattelse.
Vi starter i 1830’erne. Med udgangspunkt i den absolutte enevælde etablerede kong Frederik VI de fire rådgivende stænderforsamlinger.
Både medlemmer af forsamlingerne og kongens regering kunne forelægge forslag for stænderne, og denne afgav så en begrundet betænkning, der i øvrigt ikke kun indeholdt flertallets, men også mindretallets indstilling, hvis der havde været uenighed i forsamlingen. Kongen kunne således på denne baggrund udforme loven, som han ville.
Det kunne forekomme som en total tilsidesættelse af folkets ønsker
Flere gange i løbet af stænderforsamlingernes tilværelse foreslog tilhængerne af en liberal forfatning at sammenlægge i hvert fald dem i Viborg (for Jylland) og Roskilde (for øerne) til én forsamling og at fjerne mindretallets indstilling fra betænkningen. Hvorfor? Formelt set kunne det jo være ligegyldigt, hvis kongen alligevel kunne gøre, hvad han ville.
Hvis der kun var én forsamling, og denne kun indgav ét forslag til lov, ville kongen i langt højere grad føle sig indirekte tvungent til at holde sig til indstillingen. Ellers ville det forekomme at være en total tilsidesættelse af folkets ønsker, hvilket på længere sigt ville give indtryk af, at kongen ikke ville folkets bedste.
Frederik VI er – ganske vist noget upræcist – blevet tilskrevet sætningen 'Vi alene vide', men selv under det enevældige styre lå et behov for at komme folket – hvordan denne betegnelse så end skulle forstås – i møde. Denne regel var ikke nedfældet i Kongeloven, der på nogle få undtagelser nær, gav kongen den fulde magt over rigets anliggender.
Den endte med at blive selve betingelsen for Kongelovens opretholdelse, fordi folkelig utilfredshed i sidste instans kunne føre til enevældens endeligt.
I marts 1848 var denne imødekommenhed fra kongens side ikke længere nok. Det københavnske borgerskab krævede en fri forfatning, hvilket Frederik VII accepterede. Kronens rolle som principielt enevældig magtfaktor var ovre. Kronens rolle som konstitutionel magtfaktor skulle til at begynde.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.


































