Det er lykkedes russiske forskere at genoplive en gruppe ældgamle mikroskopiske dyr, som sidst så Solen, da istiden var på sit koldeste, og mammutterne fortsat gik deres gang på Jorden.
Siden dengang har disse hjuldyr, som de hedder, ligget begravet dybt i den sibiriske permafrost i 24.000 lange år, tilsyneladende uden at tage skade.
Det meddeler forskerne i et nyt studie i tidsskriftet Current Biology.
Selvom man skal bruge et mikroskop for at se hjuldyrene, er de komplekse, flercellede organismer med både hjerne og tarmsystem: noget, som normalt er en ulempe, hvis man skal overleve nedfrysning.
Derfor forbløffer det, at hjuldyrene har kunnet overleve så længe.
»Hovedbudskabet er, at en flercellet organismer kan nedfryses og opbevares sådan i tusindvis af år og så vende tilbage til live - en drøm for mange fiktionsforfattere,« fortæller biolog Stas Malavin, ifølge en pressemeddelelse fra forlaget Cell.
»Selvfølgelig er det sådan, at jo mere kompleks organismen er, des sværere er det at holde den i live, mens den er frosset, og for pattedyr er det endnu ikke muligt. Men at kunne bevæge sig fra encellede organismer til en organisme med tarmsystem og hjerne, om end mikroskopisk, er et stort skridt fremad.«
Forskerne i det iskolde Sibirien borede sig vej ned til hjuldyrene, som lå begravet 3,5 meter under overfladen, og hev dem ud i iskerner, som de dernæst lod optø.
Og ikke nok med at hjuldyrene blev aktive igen - de begyndte også straks at formere sig.
Hjuldyrene er såkaldte ekstremofiler, et begreb forskere bruger om dyr, der kan overleve ekstreme forhold.
De kan overleve disse ekstreme forhold ved at gå i en dvaletilstand kaldet ‘kryptobiose’, eller ‘skjult liv’; hvor de ligesom bjørnedyr tørrer ud og derved kan tåle eksempelvis lave temperaturer, uden at deres celler og organer ødelægges af iskrystaller.
\ Læs mere
»Overraskende«
Men selv med denne overlevelsesstrategi er det overraskende, at hjuldyrene har kunnet overleve så længe, fortæller lektor Peter Funch fra Biologisk Institut ved Aarhus Universitet.
»Arvemassen bliver konstant udsat for mutationer. Hvis man er levende og aktiv, har man nogle reparationsmekanismer, som træder i kraft og retter op de steder i DNA’et, hvor det sker,« siger Peter Funch, der ikke har været involveret i studiet, til Videnskab.dk.
»Men hvis man ligger i dyb dvale og ikke har nogen metabolisme, foregår der ikke nogen DNA-reparation. Det betyder, at jo længere tid man ligger, desto flere mutationer ophobes der.«
Peter Funch har selv lavet forsøg med hjuldyr og andre ekstremofiler, hvor de bliver frosset ned, og her fortæller han at »overlevelsesraten falder og falder, jo længere tid de ligger i dvale«.
»Simpelthen fordi, mutationerne optræder tilfældigt og nogle gange rammer et eller andet vitalt, så dyret ikke kan genoplive efter den lange dvale.«
Ligesom forskerne i studiet fortæller Peter Funch, at man endnu ikke ved præcis, hvilken mekanisme hjuldyrene bruger for at beskytte sig selv over så lang tid, men at det kan have potentiale indenfor ‘kryopræservering’, hvor man fryser organismer ned til opbevaring.
»Hvis man får indblik i de mekanismer, der ligger til grund for, at de tilsyneladende kan det her, er det klart, at det har nogle anvendelsesmæssige perspektiver i forhold til præservering af organer.«
