Guldsmedenes kontante sexliv

De fleste dyrearter har en række ritualer forud for parringen, men hos guldsmedene springer langt de fleste arter forspillet over og går lige til sagen.

Når guldsmede parrer sig, angriber hannen typisk hunnen bagfra og holder hende fast. (Foto: Kent Olsen / Naturhistorisk Museum, Aarhus.)

Annonce:

Guldsmede spilder ikke tiden med kurtisering eller forspil.

Når guldsmede-hannen finder en hun, angriber han hende typisk bagfra i flugten og tager med benene fat om hendes hoved og bryst.

Kæmper hun imod, risikerer hun at blive bidt.

Læs også: Guldsmede kan stå på hænder

Holder hunnen fast som med en tang

Hannen krummer lynhurtigt kroppen sammen, så han kan komme til at gribe fat bag hendes hoved med sit specielle vedhæng. Det sidder yderst på bagkroppen, og som en tang holder det hunnen fast.

Samtidig slipper han med benene, så de sammen letter og flyver i en såkaldt tandem.

Under selve parringen – flyvende eller siddende – bøjer hunnen sin bagkrop ind under hannens samtidig med, at de kobler sig sammen, hvorved der dannes en lukket cirkel – et parringshjul.

Annonce:

Bagefter vil hannen i nogle tilfælde vogte hunnen for at forhindre andre hanner i at parre sig med hende og for at øge sine chancer for faderskab.