»Jeg kan lide svin. Hunde ser op til os. Katte ser ned på os. Svin behandler os som ligemænd,« har Winston Churchill angivelig sagt.
Alligevel er det hunden, som løber af med titlen som menneskets bedste ven. Grisene må i stedet som regel finde sig i at blive set som mad.
Måske rynker du lidt på næsen af én, som har en kælegris, men det er ikke nødvendigvis mere mærkværdigt end at have en hund, hvis man skal tro et nyt studie fra Eötvös Loránd Universitetet i Budapest, Ungarn, omtalt på det britiske website iflscience.com.
Sammenlignede grisenes og hundenes adfærd
Forskerne sammenlignede grisenes og hundenes adfærd, både når dyrene slappede af, og når de fik forskellige opgaver.
Når en hund får en uløselig opgave, henvender den sig til sin menneskelige partner.
Den søger eksempelvis øjenkontakt eller veksler mellem at se på mennesket og opgaven, den forsøger at løse.
Forskerne fortolker denne adfærd som et forsøg på kommunikation fra hundens side, og det er denne form for kommunikation, de ungarske forskerne har sammenlignet mellem grise og hunde.
Løselige og uløselige opgaver
Forskerne undersøgte adfærd blandt grise og hunde i forskellige situationer - i forbindelse med henholdsvis ingen opgave, løselig opgave og uløselig opgave.
Grisene, som deltog i studiet, var af typen minigris, og blandt dem var der seks hangrise og fire hungrise, mens der blandt hundene var syv hanner og fem hunner.
- I den første del af eksperimentet skulle dyrene observere genstandene, som blev brugt i eksperimentet: En gennemsigtig plastikkasse og en plade, der var lidt højere end gulvet.
- Den anden del af eksperimentet var det løselige problem: En godbid blev vist frem af den ansvarlige for eksperimentet. Den blev placeret på pladen med den gennemsigtige kasse ovenpå. Når dyrene skubbede kassen væk, fik de fat i godbidden.
- I eksperimentets 3. fase blev godbidden på samme måde placeret under den gennemsigtige plastikkasse, men denne gang var kassen fastgjort til underlaget, så det var umuligt for dyrene at få fat i godbidden.
Når kassen blev præsenteret uden mad, udviste grisene og hundene den samme adfærd, når de henvendte sig til ejerne.
Grisene klarede den løselige opgave hurtigere end hundene, men den største forskel mellem grisenes og hundenes adfærd så forskerne i forbindelse med den uløselige opgave.
Mere selvstændige?
Når kassen med mad var umulig at flytte, gav hundene hurtigt op og henvendte sig til deres ejere. Grisene var derimod mere selvstændige.
De fortsatte indædt med at forsøge at løse opgaven. De henvendte sig kun en smule til ejeren og personen, som var ansvarlig for eksperimentet.
Betyder det, at grise er mere selvstændige end hunde?
Forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite, talte med Inger Lise Andersen fra Norges miljø- og biovidenskabelige universitet (NMBU).
»De er utrolig intelligente, når det gælder problemløsningsopgaver. En af mine kolleger fra USA har vist, at grise formåede at styre et joystick på en pc for at føre en bold igennem en bane,« fortæller Inger Lise Andersen.
Smartere end hunde
»De er antagelig klogere end hunde, når det kommer til sådanne ting. De prøver vældig meget - de er ekstremt udforskende, så hvis de har tænkt sig at nå hen til et sted eller skaffe sig adgang til mad, giver de ikke op i første hug. Hundene giver nok op lidt hurtigere,« mener hun.
Det er også, hvad forskerne fra Ungarn kom frem til.
»De moderne grise, vi har i produktion i dag, er ekstremt nysgerrige og kontaktsøgende – de har behov for meget stimulering. For eksempel har slagtegrise omtrent brug for lige så meget stimulering som en border collie i den aktive periode. De er ekstremt aktive!«
Ude af syne, ude af sind
At grise har brug for meget stimulering, er én ting. Men stort set alle grise bliver brugt i kødindustrien. Får de nok stimulering på de norske landbrug?
»Nej, de får ikke nok stimulering,« svarer Inger Lise Andersen kontant.
Hun synes, det er svært at engagere forbrugerne i grisenes ve og vel. Vi tager nemlig ikke ansvar for det, vi ikke ser eller bliver eksponeret for; selvom vi er bevidste om, at problematikken findes.
»Forbrugerne reagerer meget stærkt: Eksempelvis på Brennpunkt-dokumentaren ('Griseindustriens hemmeligheter', en norsk NRK-dokumentar fra 2019, red.). Men en måned senere er forbruget lige så højt igen,« siger Inger Lise Andersen, som tilføjer:
»Vi har rigtig dårlig hukommelse og fortsætter bare som før, som om vi ikke ved, hvordan det står til. Så længe der ikke er noget, der minder os om vores ansvar, så tager vi ikke ansvar, uanset hvad der er tale om. Ude af syne, ude af sind.«
Man spiser jo ikke sit kæledyr
Inger Lise Andersen er sikker på, at svinekød langt sjældnere ville finde vej til middagsbordet, hvis grisen havde samme status som hunden.
»Det er for det første vanskeligt at have en ligeså emotionel relation til noget, vi spiser, som til noget, der er et medlem af familien. De fleste har jo hunden som et familiemedlem, og man kan ikke spise svinekød, hvis man har den samme relation til en gris. Men man kan jo alligevel have respekt og give dem så god en livskvalitet som muligt fra fødsel til slagtning.«
»Der vil nok altid være forskel fra en gris til en hund eller en hest. Det er dyr, man har for sin egen livskvalitets skyld; ikke for mad,« påpeger Inger Lise Andersen.
»Men hvis man har en gris som kæledyr, har man ikke en dårligere relation til den - men nok et problem med at spise svinekød.«
Kedsomhed kan resultere i skader og sygdom
- Hvad sker der med en gris, hvis den ikke bliver stimuleret nok eller er social nok?
»De udviser tegn på kedsomhed. Kedsomhed kan føre til sygdom, og til at de skader hinanden: De begynder at bide i nabogrisens hale og ører. De bliver rastløse, urolige og får forandringer i hjernen. Man har påvist fysiske, strukturelle forandringer i hjernen blandt dyr, som ikke bliver stimuleret. De bliver ikke stimuleret nok på et betongulv, hvor de bare får mad og vand,« siger hun.
Inger Lise Andersen tror, at problemløsningsopgaver, materialer, der opfylder grisenes behov for at udføre rodeadfærd, eller et miljø hvor grisene kan gå ud og ind ad stalden, vil hjælpe.
Men der er også udfordringer med frilandsgrise, blandt andet i forbindelse med smitteværn, og nordmændenes rejsevaner er en årsag til dette.
Hvis man bringer sygdomme med tilbage fra udlandet kan det få meget store konsekvenser. Hele besætninger risikerer i værste fald at skulle slagtes, fortæller Inger Lise Andersen. Desuden skal man sikre, at grisene ikke kommer i kontakt med vildsvin.
»Det er sådanne foranstaltninger, som man må tage, men jeg mener, at det er lettere at skabe et mere stimulerende miljø - især for unge grise - hvis de har adgang til udeområder.«
Flere kvantespring i løbet af de seneste år
Gustav Grøholt er organisationschef hos Norsvin - et kooperativ for svineproducenter. Han fortæller, at meget er sket i de norske svinestalde i løbet af de seneste to til tre år med hensyn til stimulering.
»Der er sket flere kvantespring i løbet af de seneste to til tre år især i forhold til stimulans og materialer, der opfylder grisenes behov for at udføre rodeadfærd, i konventionelle svinestalde. Der er sket ret store ændringer med hensyn til, hvad der er af krav og regler, og hvordan det gøres, og der er nu specifikke krav til både rodemateriale og stimulans i alle stalde.«
- Hvad menes der med stimulans?
»Der er lavet et sæt regler og en vejledning, der siger, hvad du kan bruge til det. Det er ting, der kan flyttes, rodes med, manipuleres og ændre form. Så alle grise har adgang til denne type stimuli nu, som vi ikke havde for tre år siden,« siger Gustav Grøholt.
\ Læs mere
Friere grise i fremtiden?
Ifølge Inger Lise Andersen er det kun vældig få grise, som får lov at være ude. De fleste går i en bås i en stald hele deres liv.
»Men det er man begyndt at diskutere mere nu. For griseavlere, som har udearealer, er det en billigere løsning end at øge arealet indendørs, og det er lettere at skabe et mere stimulerende miljø, hvor de måske kan rode lidt i jorden.«
Gustav Grøholt bekræfter, at der er fokus på emnet.
»Der er behov for det nogle steder, og i nogle tilfælde er det også muligt at gøre det. Samtidig er der en årsag til, at vi holder grisene inde i Norge. Hvis det er koldt, dårligt vejr, en masse træk og vind, er grisene ikke særlig glade for det. Vi gør det, så de får det bedst mulige klima og de bedst mulige forhold og hverken bliver skadede eller syge.«
»Om sommeren, fra maj til august, kan vi måske godt få markant flere udendørsgrise. Men resten af året er det vores holdning, at de fleste grise har det lige så godt indendørs, i og med at vi har gjort store tiltag som mere plads, stimulering og rodemateriale,« siger Gustav Grøholt, som tilføjer:
»Men vi afviser ikke, at vi kunne have gjort mere.«
Skabt til livet i skoven
Inger Lise Andersen fortæller, at en stor del af grisene liv fra naturens side består af at grave i jorden efter mad.
»Grisene er skabt til at bevæge sig rundt i små skovområder, hvor der er mange træer, grene og rødder. De bevæger sig ikke rundt i lige så stort et område som for eksempel en ko. Men de leder efter mad i hele den aktive periode, og de unge grise bruger tid på leg og social kontakt,« siger NMBU-professoren.
Grise ligner altså hunde på mange måder. Måske er de til og med et hak mere grådige?
Men kan grisen overtage hundens popularitet og titlen som menneskets bedste ven engang i fremtiden? Hvordan kommunikerer mennesker og grise?
»Du kan kommunikere med en gris på samme måde som med en hund - gennem kropssprog og stemme,« siger Inger Lise Andersen.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
