Forskere fra University of Maryland har opdaget en hemmelig evne hos gekkoer.
For et nyt studie udgivet i tidsskriftet Current Biology viser, at gekkoer har en form for ‘sjette sans’, når det gælder deres hørelse.
Det skriver University of Maryland i en pressemeddelelse.
Når vi skal holde balancen, bruger vi det, der hedder vores ‘sacculus’, som er en del af ligevægtsorganet i det indre øre.
Men tokaygekkoerne (Gekko gecko) bruger den del af øret til at registrere dybe og lave vibrationer ned til mellem 50 og 200 hertz, viser studiet. Det er langt under, hvad gekkoer normalt kan høre.
Man har oprindeligt troet, at det kun var fisk og padder, der brugte sacculus til at høre.
Men nu lader det til, at det også gælder for gekkoer, som muligvis kommunikerer via vibrationer med hjælp fra sacculus.
Det er bemærkelsesværdigt, da man anser mange krybdyr såsom slanger for at være 'døve' eller 'stumme', fordi de hverken hører godt eller udtaler lyde.

Gekkoernes ‘sjette sans’ udfordrer idéen om, hvordan dyrs sanseapparater har udviklet sig gennem tiden, da denne form for høremekanisme også kan eksistere hos andre krybdyr, mener forskerne bag studiet.
Resultaterne kan ikke kædes direkte sammen med menneskers hørelse, men antyder noget interessant.
For eksempel når man er til en koncert med høj musik:
»Du kan føle musikken, frem for kun at høre den. Den følelse indikerer, at balanceorganet måske også stimuleres i løbet af de højlydte koncerter, hvilket betyder, at vores hørelse og balance måske også er tæt forbundet,« siger biolog Catherine Carr, der er medforfatter til studiet, i pressemeddelelsen.

































