Engang levede frøer side om side med dinosaurer. For omkring 45 millioner år siden dækkede Nordsøen halvdelen af Tyskland.
Det er helt utroligt, at disse små skabninger overlevede, dengang dinosaurerne blev udryddet.
Men en mindre omfattende massedød fandt sted i den nuværende Geiseltal-region i det centrale Tyskland, og årsagen har længe været noget af et mysterium.
Hundredvis af frøfossiler blev fundet i en massegrav i Geiseltals sumpede kystområder, som er omkring 45 millioner år gamle. De mange fossiler har undret forskerne i flere årtier.
Nu har mit hold af forskere fundet en forklaring: Frøerne døde af udmattelse, mens de parrede sig.
Vi fandt også evidens for, at nulevende frøers og tudsers parringsadfærd går mindst 45 millioner år tilbage, fordi vi har observeret lignende træk i frøfossiler i andre massegrave ved andre lokationer som Geiseltal-fossilerne.
Vores fund
Mit irsk-tyske forskerhold studerede de fossile frøskeletter. Holdets palæontologer tog fotos, fremstillede tegninger og analyserede fossilerne. Vi tjekkede, hvor mange knogler der stadig var på plads, samt hvilke knogler og led der stadig var fastgjort.
Med disse data var vi i stand til at afdække, hvad der skete med frøskeletterne efter frøernes død samt fortolke dødsårsagen.
Vores forskning fandt også mange skeletter i et sedimentlag, som viste, at de fleste af de forstenede frøer døde i massedødshændelser (tilbagevendende hændelser, hvor mange hundrede frøer døde på kort tid).
Andre forskere troede, at Geiseltal-frøerne og tudserne omkom, da søerne tørrede ud, og iltniveauet hurtigt faldt. Men vores forskning viser, at det sandsynligvis ikke er årsagen, fordi frøerne nemt kunne have fundet vej til nærliggende vandområder.
Vi fandt også evidens for, at frøernes kroppe flød i vandet i nogen tid, før de sank til bunds i søen. Så søen tørrede ikke ud.
Sex kan være en dødsfælde
Vores sammenligninger af Geiseltal-skeletterne med nulevende frøer afslørede, at de fleste af Geiseltal-frøerne faktisk var tudser. Padder følger en landbaseret levemåde, undtagen når de vender tilbage til vandet i dammene for at parre sig.
De parrede sig med adskillige andre tudser i den meget korte parringssæson, som hos visse nulevende tropiske arter kun varer et par timer.
Sex kan være noget af en dødsfælde for moderne tudse- og frøarter. En del individer bliver regelmæssigt overvundet af udmattelse og drukner som følge.
Hunfrøer og -tudser har større risiko for at drukne, da de ofte er tvunget under vandet af én eller flere hanner.
Selv i dag findes massetudsegrave på trækruter og nær eller i parringsdamme. Det var sandsynligvis det, der skete i Geiseltal for mange millioner år siden.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet & Region H.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Forbløffende konklusion
De døde frøkroppe blev flyttet af lette strømme i de sumpede søer og sank til bunds i de kolde, dybe og uforstyrrede områder i søen.
De kolde temperaturer (sandsynligvis omkring otte grader celcius) afværgede, at frøkroppene blev nedbrudt, og sikrede, at mange skeletter forblev i god stand. I nogle skeletter er selv små knogler som fingerknogler eller tåknogler stadig veldefinerede.
Nogle frøer frøs muligvis ihjel, døde af sygdomme eller af alderdom. Lige dét tog frøerne med i graven, for disse tre dødsårsager er svære at verificere.
Men efter flere måneders studie af disse fossiler samt analyse af, hvad vi ved om deres levevis, nåede mit hold frem til en forbløffende konklusion.
Den mest sandsynlige forklaring på, hvorfor der er flere grupper af frøer, der hver tæller flere hundrede, som døde næsten samtidig i forskellige damme, er, at deres entusiastiske parring tog livet af dem.
Fantastisk tidskapsel
Det forklarer, hvorfor lignende massegrave er blevet fundet i forskellige dele af verden.
Den tyske samling af fossiler i Geiseltal var lukket i årtier, men blev for nylig genåbnet for offentligheden og forskerne. Det er en fantastisk tidskapsel med flere end 50.000 fossiler fra en tidligere brunkulsmine i Geiseltal.
Det er blandt andet fossiler fra krokodiller, enorme slanger, kæmpefugle (som ikke kunne flyve) og urheste på størrelse med hunde. Mange af Geiseltal-fossilerne er så velbevarede, at de viser bemærkelsesværdige detaljer, som knogler, skæl, hud, indre organer og tarmindhold.
Minen, som blev oversvømmet for at skabe et rekreativt område i begyndelsen af 2000'erne, er i dag en kæmpe sø.
Tag ikke frøer for givet
Selvom disse dødsfald som følge af parring lyder ekstreme, er det langt mere almindeligt, at frøer og udser dør, fordi mennesker ødelægger deres hjem, forurener vandkilder og spreder sygdom.
Frøer og tudser overlevede adskillige klimaforandringer og udryddelseshændelser på Jorden. En del arter er dog uddøde. I 2021 blev én af de få tilbageværende frøarter af en gammel slægt af padder erklæret for formentlig uddød, da arten ikke er set i de seneste 60 år.
En FN-rapport fra 2019 viste, at padder, især frøer, er blandt de hårdest ramte af naturkrisen.
Frøer kan migrere korte afstande, hvis miljøforholdene i deres dam ændrer sig. Men de er sårbare over for sygdomme, som kan være drevet af menneskelige effekter på naturen.
Frøer og tudser lever næsten overalt; i træer, i blomster, i junglen og i ørkenen.
Nogle af dem er næsten lige så farverige ud som en regnbue, og en del kan endda flyve. Forestil dig disse små skabninger ved siden af en Tyrannosaurus Rex. Det ville være en tragedie, hvis vi mistede flere arter.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
