Første billeder af Ultima Thule: Aflang isklode ligner en bowlingkegle
Aldrig har vi undersøgt så fjernt et objekt med et rumfartøj.

Det nye billede viser et aflangt objekt formet som en bowlingkegle. Men det kan også vise sig, at være to objekter der kredser om hinanden, påpeger forskere. (Foto: NASA. Illustration: James Tuttle Keane.)

Kuiper-bæltet er et stort, koldt asteroidebælte, som ligger i udkanten af vores solsystem.

I 2015 tog NASAs rumsonde New Horizons de første højopløsningsbilleder af Pluto i Kuiperbæltet, og siden er sonden nået endnu længere ud på sin rejse.

Tidligt nytårsdag passerede New Horizons en lille isklode ved navn Ultima Thule, og her tog den de fjerneste billeder nogensinde taget af et rumfartøj. Formålet er at finde ud af, hvilken slags objekter, der gemmer sig i i Kuiper-bæltet.

Billederne viser, at kloden ikke bare er aflang, men også at den buler ud i hver ende som en bowlingkegle.

»Det er ikke et rundt objekt. Det er det første, man lægger mærke til. Enten er det, fordi det ikke er stort nok til, at tyngdekraften har kunnet gøre det kugleformet, eller også er det to objekter, der er blevet ført sammen,« siger Christoffer Karoff, der er astronom og lektor på Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

Ultima Thule roterer

NASA modtog 31. december tre grovkornede billeder af Ultima Thule taget med lidt over en times mellemrum.

De tre billeder er sat sammen i en sekvens efter hinanden i nedenstående GIF, og de afslører, hvordan Ultima Thule roterer. Opdater siden for at få GIF'en til at starte forfra.

Fotos: NASA/Johns Hopkins University Applied Physics Laboratory/Southwest Research Institute

Bedre billeder er på vej

New Horizons er ikke den rumsonde, som befinder sig længst fra Jorden, men det er den første, der på så lang afstand kan sende billedmateriale tilbage til Jorden.

Det betyder, at forskerne rent faktisk aldrig i detaljer har set, hvad der gemmer sig ude i Kuiperbæltet 6,4 milliarder kilometer fra Solen. Før nu.

»Vi har kun teoretisk viden, for vi har aldrig set nærbilleder af noget så langt væk. Derfor er vores forventninger baseret på udregninger eller erfaringer fra det indre solsystem. Men måske kan vi snart se, om Ultima Thule er ét objekt eller to objekter,« siger Hans Kjeldsen, der er professor på Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet.

Han fortæller nemlig, at der i løbet af i aften og i morgen vil komme endnu bedre billeder af Ultima Thule. De er allerede taget, men på grund af den store afstand tager det hele 6 timer og 8 minutter for New Horizons at kommunikere med Jorden.

Og hvis du synes, de foreløbige billeder er en anelse slørede, så er det altså, fordi de er taget på den beskedne afstand af én million kilometer.

New Horizons billeder af Pluto fra 2015 var i en noget bedre opløsning end de nyeste af Ultima Thule. Ifølge Hans Kjeldsen kan vi dog forvente os lidt bedre billeder i løbet af de næste dage. (Foto: NASA)

New Horizons sender data langvejs fra

Det tager NASA 6 timer og 8 minutter at sende en kommando fra Jorden til New Horizons-rumsonden.

Det betyder også, at det vil tage lang tid for rumsonden at sende de cirka 7 gigabyte data, den har opfanget, tilbage til Jorden.

Ifølge Hans Kjeldsen vil rumsonden først være færdig med at sende al dens data om cirka 20 måneder - men de fleste detaljerede billeder forventes i februar 2019, og de første af dem burde ankomme allerede mellem i aften den 02.01.19 og morgenen 03.01.19 dansk tid.

(Kilde: Hans Kjeldsen)

Vi ved næsten intet om Ultima Thule

Ultima Thule er blot en af mange objekter, som svæver rundt i det kolde Kuiperbælte i udkanten af Solsystemet.

Den er ikke ret stor, blot cirka 35 kilometer på den længste led, og så er der is på overfladen. Men her stopper forskernes viden også. Det vides nemlig ikke, hvilke istyper der er tale om, hvilken farve Ultima Thule har, eller hvilke processer, som har formet overfladen.

Ultima Thule er med andre ord ikke udvalgt, fordi den er anset som noget særligt i forhold til andre objekter i Kuiperbæltet. Den er ganske enkelt valgt, fordi den var tættest på New Horizons bane.

»Men det er måske i virkeligheden en god ting. For når den er tilfældigt udvalgt, kan den måske være typisk for de mange andre objekter, der befinder sig derude, men ret beset ved vi det ikke,« siger Hans Kjeldsen.

»Jeg glæder mig meget til at se, hvordan den ser ud, hvilken farve den har, hvad der er på overfladen, og selvfølgelig om den virkelig er et eller to objekter,« tilføjer han.

Ultima Thule kan lære os om dannelsen af det tidlige solsystem

Kuiperbæltet er minus 240 grader, og det menes ikke, at der er sket nogle større ændringer i området siden Solsystemets dannelse.

Derfor mener forskerne, at mere viden om objekterne i Kuiperbæltet kan gøre os klogere på, hvordan planeterne i vores solsystem er blevet dannet.

»I teorien kan det være et objekt, der ikke har været omdannet siden Solsystemets barndom. Det er utroligt vigtigt for os at finde ud af mere om, hvordan det skete, at små objekter i sin tid trak sig sammen og blev til store planeter. Det kan de her nye data virkelig hjælpe med,« siger Hans Kjeldsen.

Christoffer Karoff er enig.

»Flere billeder og mere data derude fra kan lære os mere om, hvordan vores solsystem er blevet dannet,« siger han.

»Derudover er der også ind i mellem kometer fra Kuiperbæltet, som passerer vores del af Solsystemet og kan være til fare for os på Jorden, derfor er det vigtigt at holde øje med og prøve at forstå dem,« tilføjer han.

Gemmer der sig en Planet X i Kuiperbæltet?

Den omdiskuterede 9. planet skulle angiveligt være på størrelse med Neptun - såfremt at den eksisterer. (Illustration: R. Hurt (IPAC)/Caltech)

Tidligere målinger af objekterne i Kuiperbæltet har vist nogle usædvanlige udsving i deres baner, som man endnu ikke har fundet forklaringen på.

Det har fået nogle forskere til at spekulere på, om der kunne gemme sig en planet i området, som påvirker de mange objekters baner.

Ifølge Christoffer Karoff er det ikke påvist, men det kan være en sandsynlig forklaring.

»Mere viden om objekter i Kuiperbæltet kan måske være med til at opklare, om der virkelig findes en stor planet på størrelse med Neptun derude,« siger han.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om det nye krater på Mars, som er foreviget i nedenstående foto.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed. Kanalen henvender sig til unge, som bruger YouTube til at hente inspiration og viden om sundhed.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Det sker