Er det trangen til at åbne Pandoras æske, der adskiller os fra andre aber?

Aber er menneskets nærmeste evolutionære slægtninge, og man kan til tider forbløffes over, hvor meget de ligner os; chimpansers og bonoboers genomer afviger for eksempel kun 1,3 procent fra menneskets.

Men hvilke forskelle findes så i disse 1,3 procent? Og hvor stor betydning har det for menneskets evolutionære succes i forhold til vores behårede fætre?

Ifølge et nyt studie, offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PLOS One, har det noget med nysgerrighed at gøre.

Skal man tro forskerne bag studiet er mennesket nemlig det mest nysgerrige dyr på Jorden - og det skulle ifølge forskerne være denne nysgerrighed, der har ført vores udvikling så langt.

Det er imidlertid en konklusion, som andre forskere forholder sig skeptisk til - men det kommer vi tilbage til.

Først til eksperimenterne!

At lære at vælge

Eksperimenterne er i sin essens ret simple og bygger på følgende undren:

Hvis en abe og et menneske bliver præsenteret for valget mellem en sikker gevinst og en usikker gevinst, hvem ville så være nysgerrig nok til at prøve den usikre af – og villig til at løbe risikoen for at miste den sikre?

De to forskere gennemførte i alt fem serier af forsøg: Tre med aber og to med menneskebørn.

I de første forsøg fik i alt 29 menneskeaber - 15 chimpanser, seks bonoboer, fem orangutanger og tre gorillaer - valget mellem to uigennemsigtige plastikbægre, hvor de ikke kunne se, om der var nogen 'belønning' (i form af druer) i nogle af bægrene.

Når aberne havde lært at vælge, blev de i anden serie forsøg stillet overfor to nye bægre; det ene gennemsigtigt med en synlig belønning, det andet uigennemsigtig, men i samme farve som den ene af bægrene fra første serie. Når aberne lod til at have lært, at et uigennemsigtigt bæger kunne rumme en større belønning end det gennemsigtige, gik de videre til tredje forsøg.

I tredje forsøg testede forskerne, om aberne – ud fra hvad de havde lært i de to første forsøg - var villige til at tage en chance på et uigennemsigtigt bæger, vel vidende at de ville gå glip af den sikre gevinst i det gennemsigtige.

Ifølge forskerne viste aberne ikke den store risikovillighed, når de blev stillet overfor sikre og usikre gevinster:

»Vi fandt, at de fleste store menneskeaber ikke var nysgerrige overfor de usikre valgmuligheder. De udforskede dem kun efter de blev præsenteret for alternativer,« konkluderes det i studiet.

Forskel i motivation

I de to sidste forsøg (dem med menneskebørn) gennemførte forskerne en række tests, der mindede om dem, aberne gennemgik. Belønningen var nu ikke længere druer, men klistermærker. Og det gav anderledes resultater.

Børnene »udforskede de usikre valgmuligheder, og udviste en højere grad af nysgerrighed end de store aber,« skriver forskerne i studiet:

Børnene var mere tilbøjelige til at risikere den sikre gevinst for en ukendt:

• Henholdsvis 85 og 87 procent af børnene valgte det uigennemsigtige bæger i fjerde og femte forsøg
• Kun 24 procent af aberne valgte det uigennemsigtige bæger i tredje forsøg

På baggrund af resultaterne argumenterer forskerne for, at børnene er mere tilbøjelige til at »udforske det ukendte«, end aberne er.

Nysgerrighed eller?

Det lyder jo umiddelbart som en klar og tydelig konklusion.

Men spørger man eksperter på området, er det måske ikke helt så klart og tydeligt. Tomas Persson er lektor i kognitiv videnskab og leder af Furuvik, Lunds Universitets forskningsstation for primater. Han er skeptisk overfor konklusionen:

»For mig ligner dette ikke et studie i nysgerrighed,« fortæller han til Videnskab.dk.

»Det er mere en ræsonneringsopgave, hvor erfaring påvirker efterfølgende valg. Det, der overrasker mig mest er, at aberne fra ret begrænset erfaring lærer, at det uigennemsigtige bæger kan være mere værdifuldt end den synlige drue.«

Tomas Persson bakkes op af Michael Winterdahl fra Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, der forsker i billeddannelse og udvikling af nye sporstoffer til at afbilde hvordan hjernen fungerer:

»Som jeg ser det, er det bare en teknisk opgørelse af, hvad de forskellige typer aber formår. Og det er jo fint; det er en grundig undersøgelse af, hvordan de formår at vurdere værdien i de her beholdere. Så det er en kognitiv test: Er aber simpelthen kloge nok til at gennemskue, at der rent faktisk er en gevinst i at udskyde belønningen?«

Børn og voksne?

Begge forskere peger også på, at sammenligningen mellem voksne aber og menneskebørn ikke er helt rimelig:

»Det virker som en skæv sammenligning: De her aber er 20-30 år (gorillaerne er 14 år, red.) og børnene er fem. De har et noget andet aktivitetsniveau og grad af nysgerrighed end voksne. Så du har taget mennesker, der er i den mest nysgerrige alder overhovedet, og nogle meget gamle aber. Det synes jeg ikke er en fair sammenligning,« siger Michael Winterdahl, og tilføjer:

»Chimpanser bliver kønsmodne i otte-årsalderen. Hjernen holder op med at være fleksibel, og den er ikke længere interesseret i nye ting. De er langt forbi den fase, og så sammenligner de dem med et menneske på fem år, der har 20 år, før deres hjerner stagnerer.«

Forskellige forudsætninger

Udover aldersforskellen peger Tomas Persson også på, at aber og børn får stillet forskellige belønninger i udsigt – og i øvrigt har forskellige introduktioner til eksperimentet:

»Aberne sidder med druer foran sig, men børnene med klistermærker. Og de finder også en forskel i, om børnene er blevet instrueret i en 'finde-leg' eller ej, hvilket antyder, at det ikke er arten, der gør forskellen, men det sproglige oplæg.«

»I min egen forskning bruger jeg ikke denne slags 'finde-lege' længere. Men selv i andre set-ups er det meget svært at skabe en ordentlig forståelse for valg. Så er det en god test af abers og menneskers nysgerrighed? Det synes jeg desværre ikke,« konstaterer forskeren.

Men vi er virkelig nysgerrige

Henrik Høgh-Olesen, der er professor i social- og personlighedspsykologi ved Aarhus Universitet, kan godt se de anførte mangler i undersøgelsesdesignet, hvor især generationsforskellene mellem voksne aber og menneskebørn springer ham i øjnene:

»Dette sagt, så bliver jeg bekræftet i noget jeg har set andre steder,« siger professoren, der ikke har været involveret i det nye studie.

»Jeg har interesseret mig for nysgerrighed, og for hvilke dyrearter der er stimulationssøgende og neofile (nysgerrige, red.). I den kontekst er studiet her interessant og relevant. Det indikerer, med de givne forbehold, at selv blandt primater er vi ekstremt neofile og risikovillige, som art betragtet. Vi er virkelig nysgerrige,« lyder det fra Henrik Høgh-Olesen.

En cool opdagelse

Tomas Persson og Michael Winterdahl er også enige i, at studiet ikke uden værdi. Også selvom konklusionerne om nysgerrighed og risikovillighed ikke står så stærkt.

»Valg ud fra erfaret tillæring er en cool opdagelse! Aberne virker meget kompetente på den front. De er i stand til at vælge noget, de ikke direkte er blevet bestyrket i,« fortæller Tomas Persson.

Michael Winterdahl supplerer:

»Det her er absolut på niveau med de gode studier, der kigger på, hvad dyr er i stand til af beslutninger; hvilke beslutninger de træffer, og hvor meget de kan overskue. Der er noget læringsmæssigt i det: de kører nogle forskellige sessioner og set-ups, og på den måde er det et fint studie. Men ikke udelukkende om nysgerrighed; der er nogle andre aspekter i det,« afslutter forskeren.