Diskussionen om arv og miljø har altid været centralt blandt psykologer og adfærdsforskere. Hvad er egentlig vigtigst for vores udvikling - det arvemateriale, som vi er født med, eller de mange påvirkninger, vi modtager i løbet af vores opvækst?
Den amerikanske psykolog Winthrop Niles Kellogg var dybt optaget af spørgsmålet, og i slutningen af 1920'erne fik han en idé til et forsøg, der kunne bringe ham på sporet af svaret.
Kellogg besluttede at opdrage en abeunge på nøjagtig samme måde som et menneskebarn. På den måde ville betydningen af arv og miljø blive tydelig - det ville vise sig, om aben ville opføre sig mere som et barn end som en abe, når den blev stimuleret på samme måde og i samme miljø som et rigtigt menneskebarn.
Et nyt medlem af familien
Det tog ham nogle år at få finansieret forsøget og skaffe en passende abe. Desuden krævede det en del tid og overtalelsesevner ud over det sædvanlige at få konen Luella med på ideen. Planen var nemlig, at aben skulle vokse op sammen med parrets egen søn.
Og sådan blev det. Den 26. juni 1931 fik sønnen Donald på 10 måneder en søster, den syv måneder gamle chimpanse Gua.
Winthrop Kellogg ville helst have haft en yngre abe, men nyfødte chimpanser var ikke så nemme at få fat på, så han måtte klare sig med Gua, som blev indlemmet i familien på fuldstændig lige fod med Donald.
Behandlet som et barn
Chimpansen blev fra starten behandlet som et menneskebarn og aldrig som et kæledyr. Den modtog samme kærtegn som sønnen og fik lige så meget opmærksomhed.
Den fik tøj og sko på og sad med ved bordet, når der skulle spises. Når det var sengetid, fik den et godnatkys og blev puttet i en almindelig seng.
Gua havde samme legetøj som sønnen, og Kellogg-parret legede med den i flere timer hver dag, samtidig med at de forsøgte at lære den at tale - nøjagtig som de gjorde det med Donald.
Testet på mange måder
Oven i den almindelige opdragelse blev både Donald og Gua testet på et væld af forskellige måder - det skulle jo gå videnskabeligt for sig.
Winthrop og Luella Kellogg testede blandt andet ungernes evne til at løse problemer, huske og fastholde koncentrationen. Fysiske ting som at klatre og række ud efter genstande blev også testet, og forskerne fandt ud af, hvordan de små reagerede på forskellige ting som for eksempel at blive kildet, at blive rundtosset og høre pludselige, høje lyde.
Alt blev udførligt dokumenteret i rapporten "The Ape and the Child," der endte med at blive 336 sider lang.
Aben lærte aldrig at tale
Gua var hurtigere end Donald til at lære at spise med en ske, drikke fra et glas og åbne døre, og den motoriske udvikling gik også noget hurtigere hos aben, der ikke overraskende var langt den bedste til at hoppe og kravle.
I videoen ses nogle af de forsøg ægteparret Kellogg lavede med henholdsvis Donald og Gua (Video: Pennsylvania State Univ.)
Til gengæld havde Gua svært ved at forstå meningen med at gå på toilettet, og selv om chimpansen lærte at forstå 95 forskellige ord og fraser, magtede den ikke at udtale som meget som et enkelt ord. Da Donald var 11 måneder, kunne han sige tre ord - det ene var Gua.
I ni måneder - frem til 28. marts 1932 - var Gua en del af familien, men så var det slut, og aben flyttede til et forskningscenter for primater. Her blev han langsomt ført sammen med artsfæller.
Gua blev farlig for Donald
Winthrop Kellogg har aldrig fortalt, hvorfor eksperimentet stoppede efter ni måneder, men det hang nok sammen med, at Gua hurtigt blev større, stærkere og mere uforudsigelig. Aben kunne være til fare for Donald, som desuden kunne risikere at komme voldsomt bagud i sin udvikling på grund af forsøget.
Da Donald var 14 måneder, begyndte han at efterligne de lyde, som Gua brugte til at kræve mad, og i en alder af 19 måneder kunne drengen - der brugte meget tid sammen med aben og kun lidt tid med jævnaldrende børn - stadig kun sige tre ord.
Så det var nok en meget god idé at afbryde forsøget, før det gik helt galt. Konklusionen blev, at en ung chimpanse i mange henseender kan lære at opføre sig som et menneske, men at der så absolut er grænser for, hvor menneskelig den kan blive.
\ Man skal ikke tro, man skal vide! Og hvordan finder man så ud af det, man ikke ved? Man laver selvfølgelig et forsøg.
Eksperimentet er helt centralt i videnskaben. Det er ikke nok at have en teori, man skal kunne bakke teorien op eksperimentelt - man skal vise, at den stemmer overens med de ting, man observerer i den virkelige verden.
Ind imellem støder man på eksperimenter, som lyder ret langt ude - mærkelige forsøg, hvor man næsten tror, det er løgn.
Dette er den 13. artikel i serien om sådanne opsigtsvækkende eksperimenter. Vi vil både præsentere nye og historiske forsøg, som på en eller anden vis er forunderlige - og ind imellem bare for underlige.
