Der var engang et gammelt hjortesvin, som boede i Zoologisk Have i København. Det var ét af de sidste hjortesvin i Europa, og Zoologisk Have kunne ikke få lov at importere andre. Det var helt alene.
Dyrepasserne ville gerne give hjortesvinet lidt selskab, så de satte et par helt normale grise ind til ham. Det skulle vise sig at være en fin løsning. Grisene hyggede sig så meget, at de endda begyndte at lave parringslege.
Dyrepasserne syntes, det var pudsigt og interessant, for hjortesvin og tamgrise er to vidt forskellige arter, som ikke kan få børn sammen - »så lad dem da bare lege«.
Men pludselig skete det umulige. Den ene af grisene blev drægtig.
Tre måneder, tre uger og tre dage senere kom tre hybridgrise til verden. De tre små grise voksede sig store og levede lykkeligt i det gamle elefanthus i Zoologisk Have.
Brat slutningSådan lyder begyndelsen på eventyret for de tre små hybridgrise i København Zoo. Men om en uge slutter det væsentligt mere brutalt, end vi kender det fra Walt Disneys tegneserieversion af De Tre Små Grise. Hybridsvinene skal nemlig aflives.
»Det var på ingen måde planlagt, at de skulle komme, og derfor var det heller ikke meningen, at de skulle udstilles overhovedet,« fortæller Mads Frost Bertelsen, dyrlæge i København Zoo.
\ Fakta
LÆS OGSÅ
»Når de nu var kommet til verden, syntes vi, det var interessant at lade dem vokse til for at se, hvad der kom ud af det og for at studere deres udvikling og adfærd. Nu viser det sig, at de to hangrise er sterile, og ingen kan se noget dybere formål med at have dem på lang sigt, fordi de ikke kan få fornuftige forhold. Så der er ikke noget at gøre,« konstaterer dyrlægen.
Siden det gamle elefanthus blev nedlagt i foråret, har de tre sterile grise været gemt væk fra offentligheden. De to år gamle grise opholder sig i stedet i karantæne i en gård i Zoologisk Have. Turen er slut for grisene, der er endt i en genetisk blindgyde.
I videnskabens navnDa ingen dyr må forlade Zoologisk Have, er hybridsvinene dømt til et liv i karantæne uden optimale omgivelser - med mindre de altså bliver aflivet. I så fald kan videnskaben nemlig bruge dem.
»Vi håber på at kunne se, nøjagtigt hvordan genetikken er, hvordan kromosomerne er koblet sammen, og om den 'afsporede' celledeling, som gør hannerne sterile, også som forventet kan findes hos hunnen,« forklarer Mads Frost Bertelsen.
»Grisenes udviklingshistorie er interessant, fordi den kan give et fingerpeg om, hvorfor de to arter har udviklet sig forskelligt. Det er det bedste, vi kan få ud af dem nu,« siger Mads Frost Bertelsen og tilføjer til folk med stor medlidenhed for dyrene:
»Man kunne godt se det fra den humane vinkel og tænke, at man kunne give grisene flere år at leve i. Men tænk på, at en almindelig gris på en gård ikke bliver nær så gammel, før den bliver slagtet.«
Hybridsvinene bliver aflivet og obduceret i næste uge af forskere fra Zoologisk Have i samarbejde med én af verdens førende eksperter i svineanatomi, Alastair Macdonald fra University of Edinburgh i Skotland.
Første biologiske studiumEn biologistuderende fra Københavns Universitet har i to måneder fulgt hybridsvinene i Zoologisk Have for at finde ud af, om hybriderne minder mest om hjortesvin eller tamsvin. Du kan læse om hendes arbejde i boksen herunder.
Begrænset viden om hybriderne
Biologistuderende Christina Veber fra Københavns Universitet har som den første og eneste i verden studeret denne type hybridsvin på tætteste hold.
Hun har fulgt svinene morgen og aften i februar og marts i år for at studere deres adfærd og kortlægge deres aktiviteter. Formålet var at finde ud af, om hybridsvin mest ligner hjortesvin eller tamsvin.
Grundlæggende er tamsvin og hjortesvin ganske forskellige dyr. De bevæger sig for eksempel forskelligt. Hjortesvin rejser sig op og basker med forbenene og slås. Almindelige grise roder i jorden og har en hård plade i trynen, der gør, at de kan gøre det i høj fart.
Studierne viste, at hybridsvinene brugte mest tid på at søge føde og sove - ligesom både hjortesvin og tamsvin. I det hele taget har hybridsvinet stort set lige mange træk fra begge forældre, og ingen af de to arters karakteristika er specielt fremtrædende.
»Man kunne formode, at de havde flest adfærdstræk fra moderen (tamgrisen), som har opdraget dem, mens de var små, men der var ikke noget at komme efter dér. Man kunne også have troet, at man ville have set en del af hjortesvinenes karakteristiske adfærdstræk. Der var også lidt indikationer på det, men hvis man skulle have et klart svar, skulle man nok have undersøgt dem mere og over længere tid, end jeg har kunnet,« mener Christina Veber.
Der var heller ingen nævneværdige forskelle på han- og hunhybridsvinene.
Normalt kan biologer og andre videnskabsfolk støtte sig til referencer fra tidligere studier. Christina Veber måtte starte på fuldstændig bar bund med at udfylde skemaer, hvor man objektivt noterer ned, hvordan dyret opfører sig, og hvad det laver.
Skemaerne - såkaldte etogrammer - sammenholdt hun med beskrivelser af den naturlige adfærd for hjortesvin og tamsvin. Både hjortesvin og tamsvin er mest aktive om morgenen og om aftenen, og det kunne være interessant for eksempel at finde ud af, om det også gælder hybridsvinene.
»Men igen, jeg har ingen skarpe konklusioner, for selvom det er let at lave adfærdsobservationer i et miljø som i Zoo, er de meget påvirket af deres omgivelser. Dyrene er bundet af, at de får mad på bestemte tidspunkter i åbningstiderne, så det er så publikumsvenligt som muligt. Det ville måske se anderledes ud i naturen,« forklarer Christina Veber.
