Seks hunkatte forventes ikke at kunne blive gravide resten af deres liv, efter de har fået en indsprøjtning med et enkelt-dosis præventionsmiddel.
Hvis det stemmer, kan det betyde, at det indsprøjtede præventionsmiddel kan erstatte en operation som måden, man undgår graviditeter hos katte - vilde som tamme.
Det skriver NewScientist.
Det ville ikke bare være det første ikke-kirurgiske præventionsmiddel for katte - det ville være det første permanente præventionsmiddel af sin slags for dyr i det hele taget.
Og det burde være muligt at tilpasse teknikken til andre pattedyr - inklusive mennesker, skriver NewScientist.
I studiet fik de seks katte præventions-indsprøjtningen, mens tre katte fik en dummy-indsprøjtning. Herefter blev hunkattene indkvarteret med en fertil hankat.
De tre katte uden præventions-indsprøjtningen blev alle gravide, mens ingen af kattene med indsprøjtningen blev gravide.
Indsprøjtningen, der gives i lårmusklen, indeholder DNA, der koder for et protein, der kaldes anti-Müllerian hormonet.
DNA’et er båret af en virus, der leverer det til kernen af muskelceller, hvor det forbliver på ubestemt tid.
Pattedyr producerer naturligt anti-Müllerian hormonet, men indsprøjtningen får niveauerne til at stige til mellem 100 og 1.000 gange højere end normalt, hvilket ifølge den nye forskning forhindrer æg-follikler i æggestokkene fra at udvikle sig.
At skabe et enkelt-dosis præventionsmiddel er et mål for mange forskere, som ønsker at kontrollere dyrepopulationer, særligt herreløse, vildtlevende og invasive dyr, uden at slå dem ihjel.
For katte har sterilisering indtil videre været den eneste permanente måde at forhindre hunkatte i at få killinger. Dette er en dyr operation, der involverer fjernelse af æggestokkene og sommetider livmoderen under bedøvelse.
»Operationer, især i kattedyr, involverer meget stress og økonomi i forhold til at indfange dyrene, flytte dem til et operationscenter, udføre operationen, have dyrene indlagt og derefter slippe dem løs igen,« siger Aime Johnson, professor i veterinærmedicin, ifølge NewScientist.
»En enkelt indsprøjtning ville kun indebære fangst, injektion, og straks derefter kunne dyret slippes fri.«
Studiet er udgivet i tidsskriftet Nature Communications.
aeh

































