I den amerikanske delstat Utah findes en af verdens største og ældste organismer: En flere tusind år gammel koloni af aspetræer.
Kolonien af træer vejer ikke mindre end 5,9 milioner kg og består af 47.000 genetisk identiske stammer, som alle er forbundet i ét enormt, underjordisk rodsystem.
Men nu viser en studie af forskere fra Utah State University, at 80 procent af træerne er ved at dø - og det er med stor sandsynlighed menneskers skyld.
»Det er naturligt, at de gamle stammer dør, men det er unaturligt, at der ikke gror nye i stedet,« forklarer Paul Rogers, som er professor på Utah State University, ifølge Live Science. Paul Rogers er også hovedforfatter på studiet, som netop er udgivet i tidsskriftet PLOS One.
Tidligere stod træerne så tæt, at trækronerne rørte hinanden. I dag er der langt mellem træerne, som billedet herunder viser.

Skoven var engang hjemsted for dyr som ulve og grizzlybjørne, men med årene er store dele af disse dyrebestande blevet udryddet af mennesker, og det har betydet, at hjorte ikke længere har naturlige fjender.
Hjortene har derfor frit slag til at æde de nye træ-skud, før de når at gro, og derfor består skoven i dag primært af »ældre beboere,« siger Paul Rogers til Live Science.
»Vi bliver nødt til at kontrollere dyrene – både hjorte og kvæg – så vi kan give Pando (skoven, red.) en pause til at heles igen,« siger Paul Rogers ifølge Live Science.
Han foreslår, at der blandt andet sættes hegn op rundt om skoven, så dyrene bliver holdt ude af området.
ie

































