Da den østamerikanske ribbegople Mnemiopsis leidyi første gang svømmede ind i danske farvande i 2007, blev den hurtigt en kendis.
Medierne døbte den dræbergoplen og rapporterede flittigt om truslen fra goplerne.
Under langt mindre bevågenhed er flere af dræbergoplens slægtninge fra udlandet nu svømmet ind i de danske farvande.
»Opvarmningen af havet betyder, at sydlige arter stille og roligt siver ind hos os i Danmark. Oprindeligt havde vi tre ribbegopler i Danmark. Nu har vi seks-otte arter i havene omkring Danmark,« fortæller lektor emeritus Ole Tendal, som følger ribbegoplerne tæt.
Gopleslægtningene kan hurtigt blive en stor bestand
To af de nye ribbegopler er blevet spottet af forskere i Storebælt, mens to andre ribbegoplearter er blevet konstateret i Danmarks baghave – langs den svenske vestkyst.
»Når de er fundet så tæt på danske farvande, må man nok forvente, at de også findes i Danmark,« fortæller Ole Tendal, som er lektor emeritus på Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet.
Indtil videre er de nye ribbegopler kun spottet enkelte gange, men følger de samme udvikling som deres kendis-slægtning dræbergoplen, vil de hurtigt være her i relativt stort antal.
\ Fakta
Ribbegopler i Danmark Tre arter af ribbegopler har været kendt fra danske farvande igennem årtier: – Pleurobrachia pileus, stikkelsbærgople – Bolinopsis infundibuliformis, tolappet ribbegople – Beroe cucumis, (stor) melongople I 2007 fandt man Mnemiopsis leidyi – også kendt som dræbergoplen eller østamerikansk ribbegople. I 2012 blev følgende ribbegopler-arter fundet i Danmark: – Beroe ovata, østamerikansk melongople – Beroe gracilis, (lille) melongople Yderligere to ribbegoplearter er fundet i Sverige og forventes også fundet i Danmark: – Mertensia ovata, set i den inderste del af Østersøen (2009) og ved den svenske Kattegatkyst (2013). – Euplokamia sp. set i Gullmarfjorden på den svenske vestkyst (2012). Kilder: Ole Tendal og Hans Ulrik Riisgaard
»Når nye invasive arter kommer hertil, følger de ofte et bestemt mønster. Først er der nogle få, så følger en periode med rigtig mange, og så finder de på en måde en balance med resten af faunaen.«
»Sådan var det også med dræbergoplen. På et tidspunkt var der særdeles mange, men nu har den tilsyneladende fundet et mere rimeligt leje,« siger Ole Tendal.
Dræbergopler er ikke farlige
Til trods for sit faretruende navn er dræbergoplen – og dens slægtninge – ikke spor farlige for mennesker.
»Ligesom dræbersneglen er dræbergoplen ikke farlig for mennesker. De fik deres navn af pressen, og navnet er vist det mest frygtindgydende ved dem. I modsætning til ægte gopler – som for eksempel brandmanden – har ribbegoplerne ikke nældeceller. Det betyder, at de ikke kan brænde,« siger professor Hans Ulrik Riisgaard, som forsker i dræbergoplen ved Syddansk Universitet.
Han mener, at dræbergoplen har fået sit tilnavn, fordi den lille ribbegople – længe før den nåede til Danmark – skabte stor ravage i Sortehavet i begyndelsen af 1980’erne.
»Når de forekommer i store mængder, kan dræbergoplerne nærmest støvsuge havet for dyreplankton, fiskeæg og -larver. Det kan gå hårdt ud over fiskebestanden. Det var det, man så i Sortehavet, hvor fiskeriet kollapsede, da den blev indslæbt,« fortæller Hans Ulrik Riisgaard.
Han tilføjer, at dræbergoplen oprindeligt stammer fra den amerikanske østkyst, men formentlig kom til Sortehavet som blind passager i ballastvand i skibe.
Dræbergoplens fjende er kommet

Først da dræbergoplens naturlige fjende – den østamerikanske melongople Beroe ovata – dukkede op og begyndte at æde løs af dræbergoplerne, kom der kontrol over bestanden i Sortehavet.
Den østamerikanske melongople er også en af de nye ribbegople-arter, som er blevet set i Danmark.
Den blev spottet første gang i 2012, og det gav forhåbninger om, at den ligesom i Sortehavet ville kunne gøre indhug på bestanden af dræbergopler i Danmark.
I en nyere undersøgelse finder Hans Ulrik Riisgaard imidlertid ikke tegn på, at den østamerikanske melongople har ført til færre dræbergopler – i hvert fald ikke i Limfjorden.
»Den østamerikanske melongople var ikke til stede i Limfjorden sidste år, og den har foreløbig ikke været i stand til at gøre et mærkbart indhug i bestanden af dræbergopler herhjemme,« siger Hans Ulrik Riisgaard.
I undersøgelsen fandt forskerne til gengæld tegn på, at en anden lille melongople – Beroe gracilis – jagtede dræbergoplerne i Limfjorden.
»Den lille melongople spiser også dræbergopler – vi har fundet små dræbergopler i maven på dem. Men eftersom Beroe gracilis ikke er mere end to centimeter, kan den ikke hamle op med større dræbergopler, som kan blive op til 6-10 centimeter,« siger Hans Ulrik Riisgaard.
Dræbergopler kan øge iltsvind

Hans Ulrik Riisgaards nye undersøgelse tyder samtidig på, at dræbergoplerne i Limfjorden kan være med til at øge iltsvindet i Limfjorden, og han påpeger, at de også udgør en konkurrent til sildefisk, fordi de har samme fødegrundlag.
(Læs mere i artiklen Undersøgelse: Dræbergopler øger iltsvindet i Limfjorden)
Gopleforsker Ole Tendal mener ikke, at der er grund til at være specielt bekymrede over dræbergoplerne i Danmark. Han mener, at bestanden af dræbergopler har fundet et naturligt leje, hvor de ikke udgør nogen videre trussel for hverken fisk eller fiskeri.
Lokalt set kan store opblomstringer af dræbergopler imidlertid godt være til gene, understreger han.
»Rent lokalt har i fiskere i Holbæk fjord for eksempel følt sig meget generede af dræbergoplerne, fordi de har fået deres ruser fulde af dem. Goplerne lyser op i mørket, så når ruserne bliver fulde af dem, kan fiskene se ruserne og bedre undgå dem,« siger Ole Tendal.
Du kan hjælpe forskerne med at dokumentere forekomsten af dræbergopler og deres slægtninge ved at sende billeder af dyrene og informationer om, hvor du har set dem, direkte til forskerne.
Det kan du gøre på mail-adressen hur@biology.sdu.dk eller ostendal@snm.ku.dk.