»Du vil ikke tro, hvad jeg lige har fundet i denne kvindes hjerne - og det er i live og kravler rundt,« lød det pludseligt fra en neurokirurg under en åben hjerneoperation på Canberra Hospital, Australien.
Lægen havde trukket en 8 centimeter lang orm af arten Ophidascaris robertsi ud af kvindens højre frontallap - en parasitisk rundorm, der som regel kun findes i pythonslanger, skriver The Guardian.
Patienten, en 64-årig kvinde fra det sydøstlige New South Wales, blev først indlagt på sit lokale hospital i slutningen af januar 2021 efter at have døjet i tre uger med mavesmerter og diarré efterfulgt af vedvarende tør hoste, feber og natlige svedeture.
I 2022 omfattede hendes symptomer også glemsomhed og depression, hvilket førte til en henvisning til Canberra Hospital. En MR-skanning af hendes hjerne afslørede unormaliteter, der krævede kirurgi.
»Men neurokirurgen gik helt sikkert ikke ind med tanken om, at de ville finde en kravlende orm derinde,« fortæller læge Sanjaya Senanayake, der var med under operationen, ifølge The Guardian.
»Neurokirurger beskæftiger sig regelmæssigt med infektioner i hjernen, men dette var et fund, man kun gør sig en gang i sin karriere. Ingen havde forventet det.«
Forskere mistænker, at en slange udskilte parasittens larver via dens afføring. Infektionen spredte sig derefter til kvinden, da hun berørte eller spiste forurenet græs engang i begyndelsen af 2021.
Selvom det er første gang, denne parasit er fundet hos mennesker, bør man ikke ligge søvnløs om natten af frygt for, at hovedpinen skal vise sig i virkeligheden at være den parasitiske orm, der nu pludselig er begyndt at rumstere rundt i menneskehoveder.
Udover det er utrolig begrænset, hvad vi har af pythonslanger herhjemme i Danmark, mener forskere også, at parasitten kun har kunnet finde vej til kvindens hjerne, fordi hendes immunsystem var svækket efter et andet medicinsk forløb.
Fundet af ormen er beskrevet i tidsskriftet Emerging Infectious Diseases.
jg

































