Ikke nok med at den spaghetti-lignende hårorm overtager andre insekters nervesystem og giver dem ‘zombie’-agtig adfærd, så mangler den også gener, der ellers er grundlæggende for næsten alle andre levende væsener på jorden.
Det skriver Field Museum i en pressemeddelelse.
Postdoc ved Field Museum Tauana Cunha besluttede sig sammen med sine kolleger for at tage en DNA-prøve hos to hårorme-arter, fordi det ikke var blevet gjort før.
Det viste sig, at hårorme mangler omkring 30 procent af de gener, som forskere ellers troede, de havde. De manglende gener betyder, at der ikke bliver udviklet fimrehår hos dem, fremgår det af et nye studie, som Tauana Cunha er hovedforfatter på.
\ Fimrehår
Fimrehår er et organel, det vil sige en lille struktur i celler, som de fleste dyr, planter og svampe besidder. De kan hjælpe med at flytte væske fra det ene sted til det andet. Eksempelvis bruger vi mennesker dem i luftrøret og i lungerne, men de er desuden til stede mange steder i kroppen.
Undersøgelserne fra de to arters arvemasse tyder på, at de mistede fimrehår-generne for lang tid siden.
»Det giver mest mening, at de mistede dem tidligt i evolutionen af den gruppe, og at de blot har levet videre siden,« siger Cunha.
Som en vaskeægte parasit lever hårormen det meste af sit liv inde i et andet dyr, da deres æg bliver spist af små jagere i vandet - oftest larver - som bliver spist af større jagere, såsom fårekyllinger.
Fårekyllingerne bliver så manipuleret og får overtaget deres nervesystem af parasitten, når den er fuldvoksen, så fårekyllingen hopper i vandet, og ormen kan kravle ud af bagen på fårekyllingen for at finde en mage at parre sig med i vandet.
»En af de sejeste ting ved den er måske det, at den kan påvirke adfærden hos dens vært og få den til at gøre ting, som den ellers aldrig ville have gjort,« siger Tauana Cunha.
Fundet af de manglende gener hos hårormene åbner op for mange spørgsmål. Det er hverken klart, hvor meget det har påvirket dem, at de mangler fimrehår, eller om deres adfærd påvirkes af denne mangel.
Studiet er foretaget i et samarbejde mellem Field Museum, Harvard University og Københavns Universitet og udgivet i tidsskriftet Current Biology.
mls

































