Ting er sjældent så enkle, som de umiddelbart tager sig ud. Her på Videnskab.dk troede vi for nylig, at vi én gang for alle havde aflivet en række rummyter i artiklen 'Forskere afliver populære rummyter: Solen er ikke gul'.
Men vores skarpe læsere rejste straks en række opfølgende spørgsmål og kommentarer, som krævede svar.
For eksempel skrev Karsten Bomholt:
»Det nævnes i artiklen, at Solen er hvid som de fleste andre stjerner – og det er faktisk ikke korrekt. De fleste stjerner er røde. Vi opfatter dem blot ikke som røde.«
Godt forvirret har vi hidkaldt Helle og Henrik Stub, Videnskab.dk's faste bloggere om rumfart og astronomi. Med mange års erfaring med formidling af fakta om rummets mysterier må de være de rigtige til at kaste lys over sagen. Vi bringer her deres svar.
Hvilken farve har Solen?
Det er vigtigt at gøre sig klart, at farver er noget, vi opfatter, og at vor farveopfattelse afhænger af vore øjne. Andre dyr med øjne forskellige fra vore ser verden på en anden måde med farver, vi undertiden slet ikke kan opfatte.
Således kan bier se mønstre på hvide blomster, fordi de kan se ultraviolet lys, og nogle slanger kan se infrarødt lys.
Så i en streng fysisk forstand har det ikke mening at tale om Solens farve, fordi – for at citere et gammelt ord – det sete afhænger af øjet, der ser.
Øjet ser bare summen af de mange bølgelængder
Når det er sagt, så kan vi se på Solens udstråling. Det er en varmestråling, der følger en såkaldt Planck-kurve for et 5.800 grader varmt legeme. Sagt på almindeligt dansk, så betyder det, at Solen udsender lys af mange bølgelængder.
Kurven topper ved en bølgelængde på 500 nm, hvilket er i det grønne område. Men Solen udsender også lys med andre bølgelængder – lys som vi vil opfatte som rødt, orange, gult og blåt lys. Solen har altså ikke en veldefineret farve.
Solen udsender faktisk lys i alle regnbuens farver, og det, vi ser, er summen af alle disse synsindtryk. Men når vi ser Solen højt på himlen og ude i rummet, så er den hvid. Det hænger simpelthen sammen med, at øjet bliver blændet, og det går ud over farveopfattelsen.
Vi kender jo udtrykket 'I mørket er alle katte grå', der beskriver, at vi ikke kan opfatte farver i svagt lys. Det kan vi heller ikke i meget stærkt lys.
Øjet modtager så meget lys af så mange bølgelængder, at det slet ikke opfatter, at der kommer en lille smule mere grønt lys end gult eller blåt. Vi ser bare summen af alle de mange bølgelængder som hvidt lys.
Solen udsender lys i mange bølgelængder
Når Solen står lavt i horisonten ved opgang eller nedgang, så ser den gul eller rødlig ud.
Det skyldes en spredningslov, der siger, at luften spreder lys af kort bølgelængde meget mere end lys af lang bølgelængde.
Ser vi på spektralfarverne og deres bølgelængder, så har vi for bølgelængderne i nanometer:
Blåt lys: 450 – 490 nm
Grønt lys: 490 – 580 nm
Gult lys: 580 – 600 nm
Orange lys: 600 – 620 nm
Rødt lys: 620 – 780 nm
Solen udsender som nævnt lys i alle disse bølgelængder, men det blå lys med lille bølgelængde spredes ud til alle sider og farver himlen blå. Det gule, orange og røde lys har langt lettere ved at gå direkte fra Solen og gennem atmosfæren ned til os end det grønne og blå lys.
Det er derfor, vi ser Solen i gullige og røde farver ved opgang og nedgang. Ved meget sjældne lejligheder kan man se 'det grønne glimt', når vor Sol går ned – men til daglig vil vi ikke bemærke, at Solens stærkeste udstråling er i det grønne område.

































