Efter supermånen kommer 'supertidevandet'

Under normale forhold oplever den sydengelske kystby, Plymouth, ikke større tidevandsudsving mellem høj- og lavvande.

Men i denne uge vil der forekomme et 'supertidevand' på 6 meter - det højeste i 18 år. Det sker et par dage efter den celebre 'supermåne'.

Faktisk vil mange steder langs kysterne i Storbritannien, USA og Australien 29. eller 30. september opleve det højeste tidevand i årtier. Kystvejene i eksempelvis Miami er allerede blevet afspærrede i forventning om exceptionelt højt tidevand.

Det høje tidevand bringer vandet ubehageligt tæt på havnevejene og forsvarsværkerne og understreger den betydelige risiko, det stigende havniveau udgør.

I Storbritainnien bliver det høje tidevand først et problem, hvis det indtræffer samtidig med stormvejr - og store flodbølger har en større indvirkning end selv det mest eksotiske tidevand.

I andre regioner, som USA og Stillehavsområdet, er en storm ikke nødvendig - tidevandet kan helt på egen hånd føre til ødelæggende oversvømmelser.

Læs mere om den totale måneformørkelse og blodmånen, som man kunne opleve natten til mandag 28. september, her.

Hvorfor opstår et 'supertidevand'?

Tidevand opstår, fordi Månen og Solen trækker i Jorden.

Tidevandet er kraftigst, når Måne, Sol og Jord ligger på samme linje og i samme plan, så højvandet fra henholdsvis Måne og Sol optræder på samme sted.

Det kaldes springflod og er den del af tidevandsbevægelsen, som giver det højest mulige højvande. Det optræder cirka hver 14. dag, nemlig ved nymåne og fuldmåne, når Solens og Månens tiltrækningskraft forstærker hinanden.

Hver måned er én springflod højere end de øvrige. Det er fordi, størrelsen af tidevandet afhænger af planeternes position i forhold til hinanden, således at Solens træk forstærker Månens træk ved fuldmåne og nymåne, mens den omvendt modvirker det, når Månen er aftagende eller tiltagende.

Ændring i Solens vinkel i retningen nord/syd

Jord-Måne-systemet udgør tilsammen et enkelt, bevægeligt system, der roterer omkring et fælles massemidtpunkt i rummet. Denne rotation har en periode på 27,2 døgn (den sideriske omløbstid).

Størrelsen af tidevandet kan variere i løbet af året, som Jorden bevæger sig fra sin tætteste position på Solen - kaldet perihelion - til den fjerneste - kaldet aphelion.

Ændringen i Solens tilsyneladende vinkel i retningen nord/syd er hovedårsagen til, at Jorden har skiftende årstider og er af stor betydning for tidevandet.

Ved forårsjævndøgn i marts og efterårsjævndøgn i september - hvor Solen er direkte over ækvator - er disse kræfter på deres højeste, og springfloden er altid højest her.

To særlige astronomiske omstændigheder er på spil

Men med jævne mellemrum - når Månen er en 'supermåne' - indtræffer de særlige astronomiske omstændigheder, der frembringer den ekstreme springflod.

To bevægelser i Månens kredsløb om Jorden har stor betydning. Bevægelserne - som i astronomien kaldes 'præcessioner' - er årsagen til, at vi ser usædvanligt høje tidevandsbevægelser i år.

Det første præcession kaldes 'perigee' og forekommer, når Månen er tættest på Jorden - og den har en indvirkning på tidevandet hver 4. til 5. år.

Månen følger Jorden i et fælles omløb om Solen i en fælles, elliptisk bane.

Månebanens punkt nærmest Jorden nås ikke nøjagtigt efter et omløb. Derved opstår der en periheldrejning, så perigæum (det punkt i Månens bane som er nærmest Jorden) går en gang rundt om Jorden for hvert 8,8 år.

Det betyder, at Månen enten ved forårs- eller efterårsjævndøgnet cirka hvert 4,5 år er tættest på Jorden og samtidig lige over ækvator.

Nodalcyklus skyldes en langsom ændring i Månens kredsløbsbane

Den anden præcession kaldes nodalcyklussen, som har en periodelængde på 18,6 år, og som er forårsaget af en meget langsom ændring i Månens kredsløbsbane.

Forstil dig, at Jordens kredsløbsbane omkring Solen lå på et stort stykke glas - i hvad astronomerne kalder en elliptisk bane. Månens kredsløb skærer overfladen med en vinkel på cirka 5°. Det tager Månen 18,6 år, at bevæge sig rundt, så den skærer den elliptiske bane et andet sted.

I 2015 er Månen nået det punkt, hvor den afviger mindst fra ækvator og er i zenit, altså lodret over jordoverfladen.

Da fuldmånen falder endnu tættere på jævndøgn, er virkningen større, og en yderligere forstærkning er opstået, dels fordi Månens bane hælder 5,1° i forhold til ekliptika (det plan, der indeholder Jordens bane om Solen. Set fra Jorden er ekliptika bestemt af Solens tilsyneladende bane på fiksstjernehimlen. Alle planeterne i Solsystemet bevæger sig i baner, der inden for nogle få grader ligger i ekliptika), og dels fordi dens knudepunkter foretager en tur hele vejen rundt på 18,6 år.

Der er mange faktorer, der skal spille ind på én gang, for at skabe de rekordsættende tidevandsudsving.

Og i år falder nodalcyklussen og perigee på samme tid - derfor ser vi de store tidevandsudsving i år.

Ivan Haigh modtager støtte fra Natural Environment Research Council og the Engineering and Physical Sciences Research Council. Kevin Horsburgh modtager støtte fra The Natural Environment Research Council and the Environment Agency. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Video: Bay of Fundy Tide, Time-lapse, Fundy National Park Brian Townsendl

Oversat af Stephanie Lammers-Clark