Dårlige nyheder – ingen vil overleve zombieapokalypsen, eller Z-day, som den kaldes blandt kendere. Når først zombiehorden kommer, kan ingen vide sig sikker på andet, end at enden er nær. Zombier er, ligesom vampyrerne, blevet mere og mere populære i løbet af de sidste 10-15 år.
I modsætning til den romantiske vampyr er zombierne ulækre, frastødende, identitetsløse og fuldstændigt umulige at undslippe. Zombier har interesseret Steen Ledet Christiansen ph.d fra Aalborg Universitet de sidste 20 år, mindst.
De seneste par år har interessen ført ham til at studere dem akademisk. Zombierne kan nemlig fortælle os meget om os selv. »Jeg tror, mange ser zombiefilm som ren underholdning. Det er en skam, når de ikke opdager deres ofte meget samfundskritiske dimensioner. Filmene indeholder både kritik af forbrugersamfundet, tendensen til at spærre sig inde i små samfund, totalitære og inkompetente regeringer,« fortæller Steen Ledet Christiansen.
Fra Haitti til storcenteret
Modsat mange andre monstre, der kommer fra bøgernes univers, opstår zombien i 1930-40 på filmlærredet. Her er det voodoo, som danner rammen for zombiefortællingen. Det startede som et lidt racistisk projekt, hvor zombierne kun var sorte og marginaliserede grupper. Det var en måde for de hvide at forholde sig til fremmede kulturer, forklarer Steen Ledet Christiansen. »Ikke før 1968 med “Night of the living dead” bliver zombierne til amerikanerne selv, og zombierne er pludselig flyttet ind i genkendelige omgivelser. Samfundskritikken er dog tydeligst i “Dawn of the Dead” fra 1978, hvor zombierne søger tilbage til et storcenter, som er en klar kritik af forbrugersamfundet. Det udtrykker en frygt for en kultur, der løber løbsk, og hvad vi bliver til som kultur,« forklarer han.
Pandemi, terror og nationalisme
Zombiehorden er perfekt til at tage spørgsmål om pandemier, nationalisme og terror op.
Zombierne var nemlig engang mennesker ligesom os selv, men de er blevet anderledes eller omvendt af noget, som vi frygter. Det kan være alt fra fugleinfluenza, terrorisme og forbrugersamfund. »De overlevende isolerer sig i byer og øer, og prøver at opretholde en form for civilisation mod zombiemasserne. Det er et godt billede på frygten for terror, at man isolerer sig og holder en uforståelig fjende fra livet med mure og hegn,« forklarer Steen Ledet Christiansen.
Smittefaren ved at blive bidt af zombier har en metaforisk kobling til “smittefare” i forhold til terror, eller anden uønsket kultur. Isolationen kan dermed også gå hen og blive et billede på nationalisme. Man er bange for at ens kultur bliver inficeret af noget udefrakommende.
Angreb på kulturen
Zombiefilmene var i begyndelsen ude efter individet, det var blandt andet derfor de stavrede rundt og rallede efter “brains”.
Jeg tror, mange ser zombiefilm som ren underholdning. Det er en skam, når de ikke opdager deres ofte meget samfundskritiske dimensioner. Filmene indeholder både kritik af forbrugersamfundet, tendensen til at spærre sig inde i små samfund, totalitære og inkompetente regeringer
Steen Ledet Christiansen
Det er nemlig i hjernen identiteten sidder, rent symbolsk. Zombiernes kald på “brains” er komisk, og er derfor erstattet med gruvækkende hvæs og brøl. Jagten på brains viste også, at zombierne var ude efter enkeltpersoner, og nu er frygten flyttet fra det personfikserede til en frygt for hele ens kultur. Det er nemlig en væsentlig bekymring i et stadigt mere globaliseret samfund.
»Man ophører selv med at eksistere og bliver en del af noget andet – en uigenkendelig masse. Alle zombier er ens, men ikke alle mennesker er ens – mennesker er individer, men når de bliver til zombier, mister de deres identitet. Hvis mange mister sin identitet, mister kulturen også sin identitet,« forklarer Steen Ledet Christiansen.
Dommedag uden håb
Ingen håb, ingen løsning, kun uundgåelig undergang. Zombiegenren er meget pessimistisk. Der er sjældent nogen løsning. Grupper af overlevende samler sig enten i små eller store samfund, der uanset deres udgangspunkt, er dømt til at fejle. »Det er sjældent ret positive samfund. De små familiære samfund overlever i et stykke tid, men bliver altid udslettet af zombie-tsunamien. De større samfund er tit meget autoritære, grænsende til det fascistiske. De prøver at fremstå som beskyttere, men de overlevende lever under forhold, som er helt urimelige. På en måde bliver de totalitære samfund paralleller til de identitetsløse zombiehorder,« forklarer Steen Ledet Christiansen. »I den virkelig verden ved vi ikke, hvad vi skal gøre ved pandemier, terrorfrygt og forbrugersamfundet. Derfor tilbyder filmene heller ingen vej ud. Kun uundgåelig undergang.«
