Yanis Varoufakis fortryder handlinger i konflikten med EU

Da Yanis Varoufakis blev valgt til parlamentet og tiltrådte på posten som Grækenlands finansminister, påbegyndte han 7 måneders forhandlinger med landets kreditorer og deres europæiske partnere.

Den 6. juli støttede de græske vælgere op om hans hårde linje over for EU, og 'Nej-siden' vandt en jordskredssejr i Grækenlands folkeafstemning med opbakning fra 62 procent af stemmerne.

Efter folkeafstemningen trådte Yanis Varoufakis tilbage fra posten som finansminister, da premierminister Alexis Tsipras - af frygt for en ubehagelig exit fra Eurozonen - besluttede at gå imod valgresultatet.

Tsipras' regering er 'et mindre onde'

Siden da er det regerende parti, Syriza, blevet splintret, og et hurtigt valg er blevet udskrevet. Varoufakis sidder stadig i parlamentet og spiller en fremtrædende rolle i både græsk og europæisk politik.

Da han blev spurgt om Tsipras' beslutning om et lyn-valg og hans opfordring til det græske folk om at afgive en bedømmelse af hans regeringstid, svarede Varoufakis:

»Gid det var så vel! Vælgerne bliver bedt om at sige god for Alexis Tsipras’ beslutning - den samme aften som deres storslåede valgresultat, bedt om at omstøde det, bedt om at kapitulere deres modige 'Nej' med den begrundelse, at det ville udløse et Grexit. Det er ikke det samme som at bede vælgerne om at bedømme et generalieblad af standhaftig opposition mod et falleret økonomisk program, som gør uhørt skade mod Grækenlands sociale økonomi. Det er snarere en bøn til vælgerne om at støtte ham og hans valg - om at overgive sig - som et mindre onde.«

The Conversation bad 9 førende akademikere stille spørgsmål til en mand, der beskriver sig selv som 'økonom ved et tilfælde'.

Yanis Varoufakis' svar afslører, at han fortryder den måde, han greb visse ting an i løbet af et dramatisk 2015. De leverer en sønderlemmende bedømmelse af Frankrigs indflydelse og magt i Europa, frygt for Syriza-partiets fremtid, som han opfatter som færdigt og tvivl om Jeremy Corbyn som Labour-partiets mulige leder.

Jeg tog fejl med hensyn til Trojka-truslernes troværdighed

Anton Muscatelli, University of Glasgow: Hvorfor blev den græske premierminister, Alexis Tsipras, overtalt til at acceptere EU’s vilkår før diskussionerne om den 3. økonomiske redningsaktion på trods af den overvældende valgsejr for Nej-sigerne - og er det enden på Syriza som modstandere af nedskæringspolitikken i Grækenland?

Varoufakis, »Tsipras’ svar er, at det kom bag på ham, at Europa var så fast besluttet på at straffe de græske vælgere ved at realisere den tyske finansminister Wolfgang Schäubles plan om at skubbe Grækenland ud af Eurozonen, tvinge Grækenland til at konvertere den græske valutaenhed om en ny valuta, der ikke engang var parat (drakmer, som var Grækenlands valuta før euro'en, red.) - og endda forbyde brugen af euro i Grækenland.

Disse trusler - uanset om de er troværdige eller ej - gjorde utalt skade mod Den Europæiske Unions image som et fælleskab af nationer og drev en kile i antagelsen om, at Eurozonen er udelelig.

Som du sikkert har hørt, var jeg uenig med Tsiras om truslernes troværdighed på valgnatten. Derfor fratrådte jeg som finansminister.

Men selvom jeg tog fejl med hensyn til Trojka-truslernes troværdighed, var - og er - min største frygt, at vores parti, Syriza, ville blive sprængt fra hinanden af beslutningen om at implementere endnu et selvdestruktivt sparepolitiksprogram af samme slags, som vi var blevet valgt til at udfordre. Det står nu klart, at mine bange anelser var berrettigede.«

Det ville være ansvarsløst at bluffe

Roy Bailey, University of Essex: Var den uventede folkeafstemning i juli udtænkt som en trussel i de løbende forhandlinger mellem Grækenland og kreditorerne - og har det det forløbne år fået dig til at justere din opfattelse af 'Game Theory'? (studiet af strategisk beslutningsanalyse, red.)

Varoufakis, »Jeg er nødt til at skuffe dig, Roy. (Roy Bailey underviste Varoufakis ved Essex University og vejledte hans ph.d., red.) Som jeg skrev i New York Times, var Game Theory aldrig relevant. Det gælder kun for udvekslinger, hvor motiverne er udefrakommende, og formålet er at udarbejde de optimale bluf-strategier og troværdige trusler udfra de tilgængelige informationer.

Vi havde en anden opgave, som var at overtale 'den anden side' til at ændre deres motivation i relation til Grækenland.

Jeg repræsenterede en lille nation, som i 6 år har lidt under nedgangstider og lavkonjunktur. Det ville være ansvarsløst at bluffe, når det handler om mange menneskers skæbne. Så det gjorde jeg ikke.

I stedet ridsede vi op, hvad vi betragtede som en rimelig position i overensstemmelse med vores kreditorers egeninteresser. Og så stod vi fast.

Da Trojka'en (Den Europæiske Centralbank, Europa-Kommissionen og IMF, red.) trængte os op i en krog, og gav mig et ultimatum den 25. juni - lige før den lukkede Grækenlands banker og betalingssystemer - overvejede vi det nøje og konkluderede, at vi hverken havde mandat til at acceptere det (i lyset af, at det ikke var økonomisk gennemførligt) eller afslå det (og ryge i totterne på det officielle Europa).

Så vi besluttede os i stedet for at gøre noget meget radikalt: Lade det græske folk afgøre sagen.

Og til sidst lige et teoretisk punkt. Truslen, du hentyder til i dit spørgsmål, refererer til John Nashs forhandlingsløsning, som er baseret på antagelsen af, at der ikke er konflikter mellem de forhandlende parter.

Det var tragisk nok, ikke en antagelse vi havde den luksus at have.«

Europæisk politik handler ikke om sparepolitik og nedskæringer

Cristina Flesher Forminaya, University of Aberdeen: Forholdet mellem Grækenland og bankerne forekommer mere som en konkurrence mellem demokratiet på den ene side og bankerne på den anden end forhandlinger mellem EU og en medlemsstat. I lyset af slutresultatet, hvad kan andre europæiske grupper, der modsætter sig sparepolitiske tiltag lære her?

Varoufakis, »Tillad mig at omformulere spørgsmålet. Det var en kamp mellem kreditorernes ret til at styre en stat, der skyldte dem penge, og den nævnte stats demokratiske ret til selvstyre.

Du har ret i, at der aldrig blev foretaget forhandlinger mellem EU og Grækenland som et medlem af EU. Vi forhandlede med Trojka-långiverne, IMF, Den europæiske Centralbank og en svækket EU-kommision i forbindelse med Eurogruppen - uden reglement, uden at der blev ført referat og fuldstændigt underlagt én finansminister og Trojka-långiverne.

Desuden var Trojka'en meget fragmenteret med mange modstridende dagsordner på spil. Resultatet blev, at de 'overgivelsesvilkår og betingelser', de påtvang os, var - for at sige det mildt - mærkværdige. En aftale, som blev påtvunget os af kreditorerne, der var fast besluttet på at vedhæfte betingelser, som garanterede, at vi, låntagerne, ikke kan betale dem.

Så den vigtigste lærestreg fra de sidste par måneder er, at europæisk politik ikke handler om sparepolitik og nedskæringer. Eller som Nicholas Kaldor skrev i The New Statesman i 1971, et hvert forsøg på at skabe en monetær union før en politisk union ender med et monetært system, som gør en politisk union meget, meget sværere. Sparepolitik og et frygteligt demokratisk deficit er kun symptomerne.«

Jeg har fortrudt mange interviews

Panicos Demetriades, University of Leicester: Var du på noget tidspunkt bange for, at dit budskab ville blive udvandet, ‘støjende’ eller endda usammenhængende ved at give så mange interviews?

Varoufakis, »Ja. Jeg har fortrudt mange interviews, særligt når journalisterne tog sig friheder, som jeg ikke havde forudset. Men lad mig lige tilføje, at 'støjen' ville havde floreret, selvom jeg havde givet færre interviews.

Medierne var imod vores regering - og mig personligt - på den mest uventede og rædsomme måde. Moderate og teknisk avancerede forslag blev ignorerede, mens medierne fokuserede på ligegyldigheder og forvanskninger.

Den eneste måde, jeg kunne få afløb, var ved at give interviews, jeg i nogen udstrækning havde kontrollen over. Ansigt til ansigt med en bevidst 'støjende' mediedagsorden, valgte jeg overeksponering.«

Wolfgang Schäuble styrer hele Eurogruppen

Simon Wren-Lewis, University of Oxford: Ville det havde været muligt for Frankrig at agere modvægt til Tyskland i Eurogruppen, eller havde Tyskland hele tiden flertallet?

Varoufakis, »Den franske regering føler, at den sidder med dårlige kort på hånden. Frankrigs deficit er konstant i Excessive Deficit Procedure-området (ØMU-gæld og ØMU-saldo opgøres som et led i proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store offentlige underskud i den Økonomisk Monetære Union, den såkaldte Excessive Deficit Procedure (EDP), der er en del af Stabilitets- og Vækstpagten, red.)

Det sætter Pierre Moscovici, EU's økonomikommissær og Frankrigs forhenværende finansminister, i en svær position. Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble, holder et vågent øje med ham, så han skal føre en hård kurs overfor Paris.

Som du også siger, er det sandt, at Wolfgang Schäuble styrer hele Eurogruppen.

Ikke desto mindre havde Frankrig chancen for at bruge Grækenlands krise til ændre reglerne på et spil, som Frankrig aldrig kan vinde. Den franske regering har forpasset en enestående chance for at gøre landet levedygtigt indenfor Eurozonen. Jeg frygter, at resultatet bliver, at Paris snart står overfor et strengere regime.

Muligvis en situation hvor Eurogruppens præsident bliver udstyret med drakoniske veto-rettigheder over den franske regerings finanslov. Og når det først er sket - hvor længe kan EU overleve en genopblussen af den væmmelige nationalisme i lande som Frankrig?«

Vores møder med Trojka’en handlede overhovedet ikke om økonomi

Kamal Munir, University of Cambridge: Du har ofte antydet, at hvad der skete under møderne med Trojka'en kun handlede om økonomi på overfladen. At der foregik et dybere politisk spil. Mener du, at vi gør de studerende en bjørnetjeneste ved at undervise dem i en slags samfunds- og nationaløkonomi, som tydeligvis ikke har meget med realiteterne at gøre?

Varoufakis, »Jeg ville have været lykkelig, hvis vores møder med Trojka’en bare havde handlet en smule om økonomi! Det gjorde de overhovedet ikke.

Selv når økonomiske variabler blev diskuteret, blev der ikke foretaget en økonomisk analyse. Diskussionerne var udtømte, når vi nåede til regler og aftalte mål.

Jeg fandt, at jeg talte forbi mine samtalepartnerne. De ville sige ting som, 'reglerne for primært overskud foreskriver, at jeres mål skal være mindst 3.5 procent af BNP på mellemlangt sigt'.

Jeg forsøgte at føre en økonomisk diskussion ved at foreslå, at reglen blev ændret, da et 3.5 procent primær mål for 2018 vil svække den nuværende vækst, øjeblikkeligt øge den offentlige gæld i forhold til BNP og gøre det umuligt at opfylde målsætningerne, før vi når til 2018.

Disse basale økonomiske argumenter blev betragtet som fornærmelser. Jeg blev beskyldt for at 'belære' dem om makroøkonomi.

Med hensyn til dit pædagogiske spørgsmål - selvom det er sandt, at vi underviser de studerende i en type økonomi, der er designet til at være blind over for virkelig, eksisterende kapitalisme, så er det et faktum, at der ikke findes en slags avanceret økonomisk tænkning - ikke engang nyklassicistisk økonomi - som kan nå de dele af Eurogruppen, som tager vigtige beslutninger af afgørende betydning bag lukkede døre.

Krisen i Grækenland har afsløret den nyklassicistiske økonomis fejl og mangler

Under den nuværende, institutionelle udformning er det kun en monetær union, der strækker sig øst for Rhinen og nord for Alperne, der ville være holdbar og levedygtig.

Yanis Varoufakis

Mariana Mazzucato, University of Sussex: På hvilken måde har krisen i Grækenland (dens årsag og indvirkning) afsløret den nyklassicistiske økonomis fejl og mangler - både på mikro- og makroøkonomisk niveau?

Varoufakis, »De uindviede vil nok blive overraskede over at høre, at de makroøkonomiske modeller, der undervises i på de bedste universiteter, ikke indeholder akkumuleret gæld eller ufrivillig arbejdsløshed. Modellerne forestiller sig heller ikke, at der ikke er nogen penge (hvor den relative pris for hvert par af varer afspejler en slags byttehandel).

Ud over et par vilkårlige chokvirkninger formoder man, at udbud og efterspørgsel hurtigt udlignes. Selv de smarteste modeller, som de mest begavede studerende undervises i, går ud fra at besparelser og opsparing automatisk omdannes til produktive investeringer - hvilket ikke efterlader plads til en krisetilstand.

Det gør det svært for kandidaterne, når de står ansigt til ansigt med realiteterne. De forstår for eksempel ikke, at Tysklands besparelser og opsparinger opvejer Tysklands investeringer, men Grækenlands investering opvejer besparelser og opsparing i 'de gode tider' før 2008, men bryder sammen til nul under krisen.

Når man bevæger sig over på mikroniveau, faldt reallønnen 40 procent i Grækenlands tilfælde, arbejdsløsheden steg markant, mens eksportudviklingen var nogenlunde flad. Det illustrerer i farver, hvor ubrugelig den mikroøkonomiske model er uden et makroøkonomisk grundlag.«

Labour-partiets egen historie og interne dynamik vil begrænse Jeremy Corbyn, hvis han vinder

Tim Bale, Queen Mary University of London: Kan du se ligheder mellem dig selv og Jeremy Corbyn, som ser ud til at blive valgt som leder af Labourpartiet i Storbritannien. Og tror du, at et ventreorienteret, populistisk parti formår at vinde et 'først over målstregen' (flertalsvalg i enkeltmandskredse, red.) valgsystem?

Varoufakis, »Jeg tør godt røbe, at Corbyn og jeg - højst sandsynligt - begge var med til mange demonstrationer imod den britiske konservative regering, mens jeg boede i Storbritannien i 1970’erne og 1980’erne.

Vi har mange fælles opfattelser og meninger om den katastrofe, der ramte de britiske arbejdere, i takt med at magten skiftede fra produktion til finans. Alle andre sammeligninger skal holdes under kontrol.

Syriza var et radikalt, venstreorienteret parti, som fik lidt over 4 procent af stemmerne i 2009. Vores utrolige fremgang var forårsaget af den 'politiske midtes' kollaps, som skyldes folkets utilfredshed med den store økonomiske depression, forårsaget af én enkelt valuta, som det aldrig har været meningen skulle kunne klare en global krise - og magthavernes benægtelse af hvad der skete.

Den britiske centralbank, Bank of England, gav Gordon Browns og David Camerons britiske regeringer meget større fleksibilitet, som forhindrede den samme socio-økonomiske implosion, som betød, at Syriza fik magten.

Set i den sammenhæng er det er meget usandsynligt, at man får et ligeså optimistisk og radikalt parti at se i Storbritannien. Jeg er sikker på, at Labour-partiets egen historie og interne dynamik vil begrænse Jeremy Corbyn, hvis han vinder, på en måde, som ville være fremmed for Syriza.

For at vende tilbage til et 'først over målstregen' valgsystem - hvis det system var gældende i Grækenland, ville det havde givet vores parti et overvældende flertal i parlamentet. Det er derfor ikke sandt, at Labours valgnederlag skyldes valgsystemet.

Lad mig lige til sidst mane til forsigtighed med hensyn til ordet 'folkeligt'. Syriza gik ikke til valg med en folkelig dagsorden. Vi lovede kun bistand til de personer, der tjente mindre end DKK 5100 om måneden. Hvis Labourpartiet vil være populært, har det heller ikke råd til at være folkeligt.«

Eurozonen var dårligt udformet for alle

Mark Taylor, University of Warwick: Er du enig i, at Grækenland ikke opfylder kriterierne for et succesfuldt medlemsskab af en monetær union med resten af Europa? Ville det ikke være bedre, hvis de forlod unionen nu i stedet for at skjule sprækkerne og vente på, at endnu en økonomisk krise finder sted i Grækenland om et par år?

Varoufakis, »Eurozonen var udformet, så selv ikke Frankrig eller Italien kunne trives indenfor den. Under den nuværende, institutionelle udformning er det kun en monetær union, der strækker sig øst for Rhinen og nord for Alperne, der ville være holdbar og levedygtig.

Men det ville ikke være til nogen nytte for Tyskland. Det ville ikke værne Tyskland mod andre landes devaluering. En sådan union ville ikke beskytte landets store eksportfremgang og betalingsbalanceoverskud.

Hvis du med 'kriterier' mener Maastricht-restriktionerne, opfyldte Grækenland dem selvfølgelig ikke. Men det gjorde Italien og Belgien heller ikke. Omvendt blev de opfyldt af både Spanien og Irland.

Faktisk indberettede regeringerne i Madrid og Dublin underskuds-, gælds- og inflationstal, der var bedre end Tysklands, da vi nåede til 2007. Alligevel sad Spanien og Irland fast i sølet, da krisen tog fat. Kort sagt var Eurozonen dårligt udformet for alle. Ikke bare Grækenland.

Så skal vi se at komme ud, før det bliver værre? For at svare på behørig vis er vi nødt til at forstå forskellen på at sige, at Grækenland og andre lande ikke skulle været gået ind i Eurozonen, og så nu at sige, at vi skal forlade den.

Teknisk set er det et tilfælde af hysterese: Den sti, landet fulgte ind i eurozonen, forsvandt efter euro’en blev indført, og ethvert forsøg på at gå langs den samme - nu ikke-eksisterende - sti kan føre til et skridt ud over afgrunden.«

Yanis Varoufakis var finansminister i Grækenland ( fra januar til juli 2015) og er medlem af Grækenlands parlament.
Cristina Flesher Fominaya er tiknyttet National University Ireland, Maynooth og modtager støtte fra Marie Sklodowska-Curie Intra-European Fellowship.
Panicos O. Demetriades modtager støtte fra ESRC og Gerson Lehrman Group.
Anton Muscatelli, Kamal Munir, Mariana Mazzucato, Mark Taylor, Roy Bailey, Simon Wren-Lewis og Tim Bale hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark