Voksne takler mobbe-erfaringer forskelligt

'Voksne, der blev mobbet som børn, har meget svært ved at få venner og klare stress og brud i livet.' Dette er en af mange forestillinger om konsekvenserne af barndommens mobbeerfaringer, og karakteristisk for dem alle er, at de holder den mobbede og mobberen fast i bestemte roller. Men faktum er, at voksne takler mobning i barndommen meget forskelligt. Mange får evige ar på sjælen, men der er også nogle, der finder en måde at håndtere oplevelserne på, så de kommer videre. Det viser foreløbige resultater fra et studium om voksnes mobbeerfaringer, som de to adjunkter Charlotte Mathiassen og Eva Silbersmith Viala fra Institut for Læring, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole er i færd med at gennemføre. Studiet er en del af det omfattende forskningsprojekt i mobning, EXbus - eXploring bullying in schools. »Målet med projektet er ikke kun at fortælle de mange ulykkelige historier, men også at vise eksempler på, hvordan man kan bearbejde det, så det ikke ødelægger ens liv,« siger Charlotte Mathiassen, der leder projektet.

Hun fortæller, at nogle mobbede er dybt tyngede resten af livet. Andre er prægede af det, men bruger også deres erfaringer som en motor til at dirigere deres liv ind i en ny retning, og det er blandt andet disse historier, som de ønsker at bringe frem for dagens lys.

Beretninger og interviews

Det er ikke første gang, at der bliver forsket i mobningens betydning på lang sigt. Men de undersøgelser, der hidtil er lavet, har typisk været baseret på spørgeskemaundersøgelser, og samtidigt har de undersøgt konsekvenser, som eksempelvis dårligt selvværd, depression eller selvmordstanker, pointerer hun.

Visionen for de to DPU-forskere er til gengæld at undersøge, hvordan mobning i barndommen har betydning i voksenlivet ved rent faktisk at tale med voksne mennesker, som har haft mobningen tæt inde på livet som børn. Hun påpeger, at mange alvorlige hændelser over tid, som eksempelvis langvarig mobning og isolation, kan have en stor betydning for personens oplevelser af muligheder i tilværelsen. »Derfor forsøger vi at beskrive, hvordan deltagerne levede dengang og nu og at danne os et billede af, hvor mange forskellige dimensioner de har haft i deres liv,« forklarer hun. I rekrutteringen af deltagerne har forskerne lagt vægt på at finde personer med forskellige erfaringer, dvs. som enten selv har oplevet at blive mobbet, som har mobbet andre, eller som har set på. I samtalerne med de to forskere er deltagerne blevet bedt om at fortælle om hændelser og forløb sådan som de husker det og fortolker det, samt hvordan de lever deres liv i dag. Meningen er at følge deltagerne igennem flere år, og derfor varer det lidt, før de endelige resultater foreligger. Men allerede nu er det klart, at mobbeofrenes måde at bearbejde deres erfaringer varierer meget fra person til person.

Kan ikke stoppes i kasser

En udbredt forestilling er eksempelvis, at barndommens mobbeofre typisk også er dem, der går til psykolog som voksne, falder fra studierne eller bliver arbejdspladsens særling. Men virkeligheden er mere mangfoldig, og det er ikke nødvendigvis sådan, at man som voksen ikke kan få venner, fordi man blev mobbet som barn. »Mange deltagere siger, at de i nogle sammenhænge føler sig udenfor eller anderledes. Men de siger også, at de ikke har det sådan hele tiden, altid og konstant. Og der er eksempler på, at voksne, der tidligere er blevet mobbet, i dag har en stor venneskare og en god karriere,« siger hun. Mobbeerfaringerne rammer tilsyneladende heller ikke lige hårdt på alle områder. Erfaringerne kan virke stærkt hæmmende på nogle dele af personens liv for så slet ikke at berøre andre.

Et eksempel er en 36-årig kvinde, fortæller, hvordan hun igennem hele sin skolegang systematisk er blevet ignoreret, forbigået og forfulgt på vej til og fra skole.

»Jeg blev kaldt 'tykbolle', 'grimme' og 'brilleabe', og forfulgt når som helst jeg var i mobbernes synsfelt. Jeg blev ked af det hver gang. Ked af det, trist, nedbøjet, og jeg begyndte at føle, at det var mig, der var noget galt med,« fortæller hun. I dag har hun for længst lagt mobningen bag sig og har et stort netværk, et spændende job og en dejlig mand. Men børn har hun helt bevidst undladt at få af frygt for, at de skulle blive udsat for det samme.

De voksnes ansvar

Beretningen afslører, at man ikke nødvendigvis forbliver ensom og isoleret resten af sit liv, fordi man er blevet mobbet i barndommen. Men den viser også, hvordan mobningen kan præge et menneske for altid, fortæller Charlotte Mathiassen. Forskerne kan endnu ikke udtale sig endeligt om, hvorfor der er så stor forskel på, hvordan voksne håndterer deres mobbeerfaringer. Men de mener, at det kan hænge sammen med om personen har haft nogen at støtte sig til. Har mobbeofferet haft nogle fritidsinteresser, kan han eller hun have fået venner ad den vej, der har givet dem støtte og hjælp til at kunne takle de barske oplevelser.

Dertil kommer, at børn, som færdes i mange miljøer også har en chance for at opleve et fællesskab, hvor de ikke bliver mobbet, fordi de ganske enkelt indtager eller får tilbudt andre roller. Det kan give optimisme og gåpåmod, som offeret kan bruge til at løse sine problemer i skolen. Sådan et mobbeoffer vil stå betydeligt stærkere end et barn, der er dybt isoleret. Det helt centrale er altså, at de mobbede bliver set og får opbakning og støtte, og her er det uhyre vigtigt, at lærerne i skolen ser, hvad der foregår og påtager sig et ansvar. »Det der med at sige, at mobning skal løses ved at bekæmpe nogle brister eller svagheder hos den enkelte person, det holder ikke. Det handler snarere om at ændre en kultur, og her skal de voksne være på banen og blive ved med at være på banen. Voksne mennesker har et ansvar for at holde øje med børns velfærd og trivsel, og hvis børnene ikke har det godt, så skal de voksne tager hånd om det - det være sig i skolen eller i hjemmet,« siger Charlotte Mathiassen.

Mobning præger ikke kun de børn, der er blevet mobbet, men kan også trække spor i mobbernes liv. De personer, der har mobbet da de var børn, opfatter ikke sig selv som onde, men får det meget dårligt, når de tænker på, hvad det er, de har gjort. For at overleve det vælger nogle at fortrænge det. Andre derimod bruger deres erfaringer til at forsøge at forhindre, at mobning bliver et problem på arbejdspladsen eller i den folkeskole, som deres egne børn går i.