I første halvdel af 1800-tallet malede det sydafrikanske Saan-folk - også kendt som buskmænd - et mystisk portræt på en klippevæg.
Afbildet er blandt andet et stort, aflangt dyr med enorme, nedadpegende stødtænder. Der er bare et problem. Portrættet matcher ikke noget dyr, der levede i det område.
I hvert fald ikke på det tidspunkt.
I et nyt studie fremlægger forskere nemlig et ret vildt argument: Hvad nu, hvis der er tale om en afbildning af det pattedyrslignende krybdyr Dicynodontia, der uddøde for mere end 250 millioner år siden?
Det skriver netmediet IFLScience.
Palæontolog Julien Benoit, der står bag det nye studie, mener, at Saan-folket er blevet inspireret af i hvert fald kraniet fra en Dicynodontia.
Indtil nu har teorien lydt, at der var tale om et pure fabeldyr.
Selvom det selvfølgelig ikke kan udelukkes, så ved vi fra andre klippemalerier, at Saan-folkets mytologiske dyr næsten altid tager udgangspunkt i virkelige dyr, hvilket også støtter op om Julien Benoits teori.
Samtidig tyder tidligere fund på, at Saan-folket flere gange har fundet og identificeret præ-historiske fossiler, som sagtens kunne blive til inspirationen bag for eksempel et klippemaleri.

Og for øvrigt: Hvis din første tanke var en hvalros, så er du ikke alene. Problemet er blot, at disse lever ved nordpolen - omkring 16.000 kilometer borte.
Så er fossil-forklaringen alligevel en del mere sandsynlig.
Det nye studie om teorien er publiceret i det videnskabelige tidsskrift PLOS One.


































