Lønmodtagere og arbejdsgivere rasler i skrivende stund med sablerne.
Der er udsigt til en gigantisk konflikt, som sætter skoler, toge, forelæsninger, forskning, sygehusafdelinger og andre offentlige institutioner på stand by.
Kommunerne, staten og regionerne truer med at sende 440.000 offentligt ansatte hjem fra arbejde uden løn, fordi de ikke vil gå med til fagforeningernes krav, blandt andet om betalt frokostpause og lønstigninger.
Hvis arbejdsgiverne gør alvor af truslen, kan 2018 blive et skelsættende år i historien om det danske arbejdsmarked, forudser Lars K. Christensen, der er seniorforsker på Nationalmuseet.
»Der er overhængende risiko for, at den varslede storlockout ender med, at offentligt ansatte mister tilliden til den danske arbejdsmarkedsmodel,« siger historikeren, som forsker i arbejderbevægelsens historie.
Modellen blev lavet til det private
I over hundrede år har den danske model sørget for, at der er spilleregler for, hvornår ansatte må strejke, og hvornår arbejdsgivere må gennemføre en lockout, som det kaldes, når de sender ansatte hjem uden løn.
Det, man kalder den danske model, fordi den var verdens første af sin art, har siden 1899 været en garanti for:
- At arbejdsgivere og lønmodtagere som udgangspunkt forhandler sig frem til løn, ferie og andre arbejdsvilkår.
- At store strejker og lockouter kun gennemføres i perioder, hvor parterne ikke kan blive enige om en overenskomst.
- At de store konflikter bliver varslet på forhånd.
Men modellen blev oprindeligt lavet til det private arbejdsmarked og er i virkeligheden ikke specielt egnet til den offentlige sektor, siger Lars K. Christensen.
2018 kan blive året, hvor tilliden til modellen får et knæk, forudser han.
Vi vender tilbage til historikernes bekymring for den danske model senere i artiklen. Først får du historien om, hvordan modellen blev til.
I 1800-tallet var det ulovligt at strejke
Vi skruer tiden helt tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, hvor der var enevælde i Danmark. En stor del af befolkningen var landarbejdere.
»Landarbejdere var trykket langt ned i plovfurerne. De var ufrie, fattige og boede i godsernes boliger. Hvis de strejkede, risikerede de at miste både indtægt og bolig,« siger Lars K. Christensen.
Håndværkere var heller ikke frie i starten af 1800-tallet.
Kun to gange om året, når der var skiftedag, havde håndværkersvende ret til at forlade deres arbejdspladser for at gå på valsen, som det kaldes, når svende vandrer ud i Europa og arbejder undervejs for at få nye erfaringer.
Det var ulovligt at strejke.
Strejkede på skift
Først efter 1849, hvor Grundloven blev gennemført, blev strejker et slagkraftigt våben, fortæller Lars K. Christensen.
Med Grundloven kom demokratiet. Danske arbejdere blev sat fri og kunne nu skifte og søge job. For eksempel på fabrikker, der under industrialiseringen skød op i store byer.
Men arbejderne kunne også blive fyret fra den ene dag til den anden. De havde ikke ret til ferie, knoklede 10-12 timer hver dag, og arbejdsgiveren bestemte enerådigt, hvor meget de skulle have i løn.
»Man var udsat for vilkårlighed. Der var ingen formaliseret løndannelse og ingen krav til arbejdsforhold. I den sidste halvdel af 1800-tallet var man sin egen lykkes smed,« siger Niels Jul Nielsen, der forsker i arbejdsmarkedets udvikling og er lektor på Saxo Instituttet ved Københavns Universitet.
\ Læs mere
I 1870’erne begyndte lønarbejderne så småt at organisere sig. De ville have otte timers arbejdsdag og del i opsvinget.
»Der opstod et fænomen, man kaldte omgangsskruen (skruen er et gammelt ord for strejke, red.). Det gik ud på, at håndværkere inden for et fag strejkede på skift,« fortæller Lars K. Christensen.
»Man startede med at strejke i én by og fik penge fra håndværkere i andre byer, så man havde noget at leve af under strejken. Når lønnen blev hævet, strejkede man i en anden by. Strejken gik på omgang, indtil alle have fået højere løn,« fortsætter han.
Louis Pio mobiliserede arbejderne
I København begyndte borgerskabet at frygte det voksende proletariat - et ord, der blev brugt af kommunismens fader Karl Marx til at beskrive den del af befolkningen, der er afhængig af at sælge deres arbejdskraft og ikke ejer deres egne produktionsmidler.
»Man var nervøs for social uro. Folk fra borgerskabet satte ind med hjælpearbejde og oplysning. De underviste arbejdere i kultur og oldtidshistorie for at danne dem, så de blev gode samfundsborgere, der kunne blive integreret i det pæne borgerskab,« fortæller Lars K. Christensen.
I 1871 stiftede postarbejderen Louis Pio, der i dag betragtes som grundlæggeren af det danske socialdemokrati, den første egentlige arbejderforening i Danmark.
»Louis Pio talte hånligt om overklassens oplysningsfolk. Han sagde, at de fyldte de stakkels arbejderes hoveder med ‘rustne slagsværd fra kæmpehøjene,’ altså, fuldstændig ubrugelig viden fra dansk oldtid,« fortæller Lars K. Christensen og fortsætter:
»Proletariatet havde ikke brug for viden om oldtiden. De havde brug for at organisere sig, læse aviser, holde faglige møder og forberede sig på at tage magten i samfundet med fredelige midler, mente Louis Pio.«
Louis Pio så på strejke som »et tveægget sværd,«. Når datidens arbejdere strejkede, ramte de godt nok arbejdsgiverne på pengepungen, men ofte gik det også ud over dem selv, fordi de ikke havde en indtægt, når de strejkede.
»Louis Pios sagde, at arbejderne skulle organisere sig i fagforeninger, spare op i strejkekasser og aftale, hvem der skulle strejke, og hvem der ikke skulle,« siger Lars K. Christensen.
Arbejdsgiverne organiserede sig
Med Louis Pio i spidsen blev arbejderbevægelsen samlet.
»Det foregik under enorme brydninger og konflikter, men proletariatet blev efterhånden en organisatorisk samlet flok, som kunne lægge pres på arbejdsgiverne,« siger Niels Jul Nielsen.
I takt med, at arbejderbevægelsen blev stærkere, begyndte arbejdsgiverne at erkende, at de også var nødt til at slutte sig sammen, fortæller Lars K. Christensen.
»Arbejdsgiverne var liberalt og individualistisk orienterede, så de var længere tid om at organisere sig end arbejderne. Det var en overvindelse for dem at skulle arbejde kollektivt,« siger han.
I 1896 blev Dansk Arbejdsgiverforening (DA) stiftet. To år senere slog fagforeningerne sig sammen i De Samvirkende Fagforbund - i dag kendt som Landorganisationen LO.
Septemberforlig skabte den danske model
Året efter, i 1899, blev et afgørende kapitel i historien om det danske arbejdsmarked skrevet: Den danske model kom til verden.
Det skete, da LO og DA indgik forlig efter en 4 måneder lang storkonflikt, hvor 40.000 arbejdere var blevet lockoutet.
»I forhold til befolkningens daværende størrelse er det talmæssigt en af de største arbejdskonflikter, der har været, også internationalt. Det er også en af de vigtigste, fordi den handlede om, hvordan forholdet mellem arbejdsgivere og arbejdere skulle være,« siger Lars K. Christensen og fortsætter:
»Arbejdsgiverne ville have inddæmmet fagforeningernes magt, men først og fremmest krævede de, at LO’s ledelse skulle tage ansvar og sørge for, at deres medlemmer ikke strejkede spontant i tide og utide.«
Efter den fire måneder lange konflikt indgik LO og DA Septemberforliget. Forliget gav arbejdere ret til at organisere sig og få indflydelse. Arbejdsgivere fik ret til at lede og fordele arbejdet.
Parterne begyndte forhandle
Efter Septemberforliget begyndte arbejdsgivere og lønmodtagere at lave overenskomster.
»Danmark var et af de første lande i verden, der fik nationale overenskomster mellem arbejdsgivere og fagbevægelsen,« siger Niels Jul Andersen.
»Fagforeningerne fik forhandlingsret. Til gengæld skulle de holde ro i egne rækker og sørge for, at ingen nedlagde arbejdet eller lavede ballade i de perioder, en overenskomst gælder,« fortsætter han.
Tre årtier senere skete igen noget skelsættende. En storkonflikt endte med Kanslergadeforliget, hvor Socialdemokratiet for første gang greb ind i en faglig konflikt.
Du kan læse mere om Kanslergadeforliget i artiklen Storkonflikter har grundlagt nutidens arbejdsmarked.
Offentligt ansatte kom på barrikaderne
I denne artikel springer vi frem til 1970’erne. Indtil da var det stort set kun parterne på det private arbejdsmarked, der havde været i konflikt, når de ikke kunne blive enige om overenskomster.
Offentligt ansatte gik yderst sjældent på barrikaderne.
I den offentlige sektor var de fleste dengang ansat på vilkår, som betød, at de ikke havde strejkeret, og at de nærmest ikke kunne blive fyret.
De var ikke organiseret i fagforeninger, men i faglige forbund, også kaldet standsforeninger.
»Sygeplejersker, lærere, politibetjente og andre offentligt ansatte har traditionelt opfattet sig som lidt finere end de arbejdere, der var organiseret i LO. De offentligt ansatte så deres arbejde som et kald, ikke som et almindeligt lønarbejde,« fortæller Lars K. Christensen.
»Men i 1970’erne begyndte de at blive radikaliserede. De offentligt ansatte begyndte at opfatte sig som lønarbejdere og kræve, at de også fik ordentlige fagforeninger. Offentlige fagforbund blev derfor gradvist til fagforeninger, og de offentligt ansatte fik strejkeret.«
I 1973 gik først lærerne, derefter sygeplejerskerne på barrikaderne. Strejker og lockouter blev almindelige, også i den offentlige sektor.
»Det er virkelig interessant, at det i dag er tyve år siden, at der har været en stor konflikt på det private arbejdsmarked, mens der har været flere konflikter i det offentlige,« siger Lars K. Christensen.
\ Læs mere
Den danske model skabt til den private sektor
Og så er vi tilbage, hvor vi startede.
Ifølge Lars K. Christensen er der fare for, at den storkonflikt, der bliver varslet i øjeblikket, ender med, at offentligt ansatte mister tilliden til den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor parterne som udgangspunkt forhandler sig frem til en løsning.
Modellen står overfor nogle særlige udfordringer, når man vil bruge den på det offentlige arbejdsmarked, siger han.
»Parterne i den offentlige sektor har længe spillet med på en fiktion om, at den danske model kan fungere på samme måde i det offentlige, som den har gjort i det private. Men alle har vidst, at det var fiktion.«
Arbejdsgiversiden har to kasketter på
Ifølge Lars K. Christensen er der to årsager til, at den danske model ikke er oplagt at bruge i den offentlige sektor:
- I den private sektor har arbejdsgivere en større interesse i at få løst en konflikt, for en konflikt koster arbejdsgiverne penge. I det offentlige kan arbejdsgiverne - kommunerne og staten - derimod spare penge, når der er strejke eller lockout. De sparer på løn og er ikke afhængige af, at der bliver produceret og solgt.
- Ved overenskomstforhandlinger er der tre aktører: Arbejdsgivere, lønmodtagere og politikere. I den private sektor er der en klar opdeling mellem de tre. Men i den offentlige sektor deler arbejdsgiverne interesser med de politikere, der kan lave lovindgreb for at standse eller udskyde en konflikt.
»Om formiddagen sidder forhandlerne med arbejdsgiverkasketten på, og om eftermiddagen tager de politikerkasketten på,« siger Lars K. Christensen.
Lærerkonflikt gav mistillid
Storkonflikten, der bliver varslet i skrivende stund, kommer i kølvandet på, at 67.000 lærere i 2013 blev lockoutet i 25 dage, hvorefter den daværende regering standsede konflikten med et lovindgreb.
»Efter lærerkonflikten blev der rejst begrundet mistanke om, at lovindgrebet var aftalt spil. Hvis vi denne gang ser en gentagelse, risikerer man, at de offentlige ansatte siger, at det ikke længere kan betale sig at forhandle, fordi arbejdsgiverne alligevel får gennemført det, de vil,« siger Lars K. Christensen.
»Så er fiktionen om, at den danske model uden videre kan overføres til det offentlige, brudt sammen. Og så skal vi til at finde ud af, hvilken model vi så skal have,« afslutter han.
