Sommerferien har igen sat os fri til strandture, daseri, sommerhuse, festivaler, fyldte forlystelsesparker, eksotiske udlandsrejser, fuglefløjt, lyse nætter og camping.
Nyd det, men tag det ikke for givet: Ferie til folket er et relativt nyt fænomen, fortæller forskere.
I en ikke fjern fortid var det kun de allerrigeste, der tog på ferie. Flertallet holdt aldrig fri. Selv børn knoklede, når de ikke gik i skole.
»Indtil midten af 1900-tallet voksede de fleste op på landet. For dem var ferie ikke en mulighed,« siger Ning de Coninck-Smith, der er professor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet.
Bondebørn kendte ikke til fritid
»Børn på landet havde aldrig fri. Når de ikke gik i skole, arbejdede de. De passede husdyrene, arbejdede i marken eller gravede tørv,« fortæller Ning de Coninck-Smith, der sammen med Charlotte Appel er redaktør på ‘Dansk Skolehistorie’ – et forskningsbaseret, kulturhistorisk værk i fem bind.
Retten til at holde den lange sommerferie, vi i dag tager for givet, kom først årtier senere.
Konceptet ‘ferie’ fandtes dog allerede i Middelalderen, om end i en helt anden form end i dag.
Dengang bad man til Gud og gik til katolsk messe i sine ferier, fortæller en historiker. Ham vender vi tilbage til senere. Først får du fortællingen om, hvordan dine hårdtarbejdende forfædres kamp for fritid blev til vor tids ret og pligt til at holde ferie.
Vi starter ved børnearbejderne i det forrige århundrede.
Bybørn hang på gaderne i ferierne
På landet var børnenes skolegang indtil midten af 1900-tallet tilrettelagt efter, at der var brug for deres arbejdskraft på gårdene.
Mange børn gik kun i skole hver anden dag. Andre gik i skole halve dage ad gangen. Resten af tiden, også i de måneder, hvor nutidens børn holder sommerferie, knoklede danske børn på gårdene.
Først i 1958 satte en ny skolelov en stopper for det børnearbejde, som tog lige så meget, eller mere, af børnenes tid som skolen. Loven slog fast, at alle børn i Danmark, både dem på landet og dem i byerne, skulle gå lige meget i skole, det vil sige seks dage om ugen.
I større byer, for eksempel i København og Aarhus, hvor der ikke var det samme behov for børnenes arbejdskraft, havde nogle skolebørn holdt en slags sommerferie siden starten af 1900-tallet.
Men mange af dem kom ikke nogle steder i deres ferie.
»Der var nogle ret heftige diskussioner om, hvorvidt børnene skulle have ferie eller ej. Mange frygtede, at de ville hænge på gadehjørnerne, hvis de hverken gik i skole eller arbejdede,« siger Ning de Coninck-Smith.
»Og der har helt sikkert været mange børn, som har hængt på gader og stræder, for de fleste havde ikke råd til at komme på ferie, og deres forældre arbejdede hele året. Omkring århundredskiftet begyndte myndighederne derfor at sende fattige børn på feriekoloni på landet,« fortsætter hun.
\ Læs mere
Arbejderbevægelsen kæmpede for fritid
Netop i løbet af den første halvdel af 1900-tallet skete der en forandring i Danmark, som fik betydning for vores nuværende ret til at holde fri både fra skole og job: Landbrugssektoren svandt ind.
Flere og flere unge fra landet flyttede ind til de større byer for at finde arbejde, når de var færdige med skolen.
Mange fik job på fabrikker, der var åbnet, i takt med at industrialiseringen fik fat. De nye arbejdere organiserede sig i arbejderbevægelsens fagforeninger, som blandt andet kæmpede for at få nedsat arbejdstiden og senere for retten til ferie.
I 1919 lykkedes det fagforeningerne at få arbejdstiden begrænset, så man kun skulle arbejde 50,5 timer om ugen og havde søndagen fri.
»Derefter begyndte arbejderbevægelsen at sætte fokus på det med at holde ferie,« siger Lars K. Christensen, der er seniorforsker på Nationalmuseet.
Sommerferien blev grundlagt
I 1938 sejrede fagforeningerne, da den første ferielov blev vedtaget. Loven gav alle danskere ret til to ugers ferie om året. Dengang blev den sommerferie, vi kender i dag, grundlagt, fortæller Lars K. Christensen, som har forsket i arbejderbevægelsens historie.
I de kommende årtier fik fagforeningerne løbende forhandlet sig frem til mere og mere ferie. I 1979 fik de et krav om fem ugers ferie igennem.
Kort efter fulgte en stor revision af ferieloven, så alle danskere ikke bare fik ret, men også pligt til at holde fem ugers ferie. Loven gælder stadig.
»Uden fagbevægelsen og den politiske bevægelse omkring den, især Socialdemokratiet, ville vi ikke have de fem-seks ugers ferie, vi har i dag. I lande, hvor fagbevægelsen står svagt, for eksempel i USA, har man stadig ikke lovmæssig ret til ferie,« siger Lars K. Christensen.
Folket fik noget at holde ferie i
For 79 år siden fik danskerne altså for første gang ret til at holde to uger fri, så de kunne tage på ferie med deres familier. Problemet var, at der ikke var feriesteder, som var til at betale for almindelige mennesker.
Det besluttede fagbevægelsen og den socialdemokratiske regering at gøre noget ved.
»Nu hvor arbejderne kan holde ferie, skal de have noget at holde ferie i,« sagde Thorvald Stauning, som var den første socialdemokratiske statsminister i Danmark fra 1924 til 1926 og igen fra 1929 til 1942, fortæller Nan Dahlkild, der er lektor på det Informationsvidenskabelige Akademi på Københavns Universitet.
Socialdemokratiet og fagbevægelsen etablerede en fond, Dansk Folkeferie, som byggede feriehytter, hvor arbejdere og deres familier kunne holde billige ferier ved de danske kyster.
»Socialdemokratiet havde blik for ferie. Det var som at tage hul på det nye velfærdssamfund, at weekenderne og ferierne blev frie. Nu kunne folk realisere sig selv, når de ikke var på arbejde,« siger Nan Dahlkild og fortsætter:
»Der var meget eufori forbundet med arbejdernes første ferier. Det var en kæmpe begivenhed for dem, at de kunne tage væk og holde fri.«
Endeløse rækker af feriehuse
Nan Dahlkild har forsket i feriehuses arkitektur, og han har interviewet arbejdere, der stadig kan huske, hvordan det var at holde ferie for første gang.
En af dem – en postelev, som i 1941 var med sin familie i Dansk Folkeferies ferieby i Gilleleje – sagde om feriestedet:
»Jeg var virkelig imponeret. Jeg troede kun, at der var 3-4 huse. Der var endeløse rækker. Alle de nye huse, som så ud, som om de var bygget for al evighed. Det var gedigent håndværk.«
»Jeg kan tydeligt huske den friske tjæreduft. De (husene, red.) var sortmalede med hvide kanter. Nu fik arbejderne også deres egne feriehuse. Højere kunne man ikke nå i arbejderbevægelsen. Det var toppen.«
I de følgende årtier fik danskerne for alvor smag for ferier, i takt med at velfærdsstaten voksede, og de fik flere penge mellem hænderne. Mange byggede endda deres egne sommerhuse.
»Især i 1960’erne og 1970’erne får man store udstykninger til sommerhuse. Antallet af sommerhuse stiger fra 5.000 til et par hundred tusinde i løbet af et par årtier. Det var helt fantastisk og hænger i høj grad sammen med velfærdssamfundets udvikling,« siger Nan Dahlkild.
Samtidig fik arbejderklassen råd til at rejse til udlandet, da rejseselskaber som Tjæreborg og Spies i 1960’erne begyndte at sælge charterture, blandt andet til Spanien og Grækenland.
I Middelalderen arbejdede man for Gud i ferien
Fritiden, rejserne og folkeferien blev på den måde grundlagt i 1939, da den første ferielov blev vedtaget.
Selve ordet ‘ferie’ er dog oldgammelt.
Det stammer fra det latinske ord ‘feriatas’, som betyder helligdage.
I Middelalderen, fra år 1000 til 1536, var helligdagene – ferierne – fuldt ud dedikeret til religion. Folk arbejdede ikke i den virkelige verden, når de havde ferie, forklarer Rasmus Skovgaard Jakobsen, der er ph.d. studerende på Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet og Dansk Center for Herregårdsforskning.
»I Middelalderen, hvor den romersk-katolske kirke var Danmarks officielle kirke, skulle man arbejde for Gud på helligdagene,« siger Rasmus Skovgaard Jakobsen og fortsætter:
»Når man havde ferie, skulle man gå i kirke, til messer og bede bønner.«
Næsten halvdelen af årets dage var helligdage under katolicismen, skønner historikeren.
\ Læs mere
Martin Luther: Lediggang er roden til alt ondt
Under Reformationen fra 1536, hvor protestantismen kom til Danmark, ophævede den tyske teolog Martin Luther mange af helligdagene.
Nu skulle folk arbejde i den virkelige verden, ikke i den spirituelle.
»Luther sagde, at man skulle være i verden, i modsætning til munke og nonner, som gemte sig på deres klostre. For Luther var det negativt at holde fri uden at gøre den daglige dont,« siger Rasmus Skovgaard Jakobsen.
Ikke kun bønder og arbejdere skulle knokle. Adelen måtte heller ikke læne sig tilbage og lave ingenting.
»Adelens børn måtte ikke være dovne. De skulle lære noget, læse Luthers katekismus, strikke eller noget andet aktivt. De måtte ikke være i lediggang,« siger Rasmus Skovgaard Jakobsen, der forsker i adelen under Reformationen.
Måske er det Martin Luthers fordømmelse af lediggang, der i flere hundrede år prægede danskernes forhold til ferie. I hvert fald var det først langt oppe i 1900-tallet, da arbejderne begyndte at kæmpe for retten til at holde fri, at vi for alvor begyndte at skelne mellem arbejde og fritid i Danmark.
Så send lige en kærlig tanke til de fabriksarbejdere, postbude, trykkeriarbejdere og andre hårdtarbejdende faggrupper, der organiserede sig og kæmpede for retten til ferie, når du smider dig ved poolen i Sydens sol, bruger hele dagen med dine nærmeste, vælter rundt på Roskilde Festival eller bare drager ud i det blå uden at have planer for de næste uger.
God ferie!
