Valg skal være spændende, men på den rigtige måde

Valg og folkeafstemninger er vigtige.

Danmarks grundlov anno 1953 har i alt væsentligt været en velfungerende ramme om landets politiske udvikling. Ligesom det var helt afgørende for millioner af mennesker, at Mandela kom til at stå i spidsen for arbejdet med at føre det nye Sydafrika ud af apartheids skygge.

Og jeg kunne nemt blive ved.

Præsidentvalget i USA 8. november 2016 sendte jo eksempelvis Donald Trump ind i Det Hvide Hus som USA’s 45. præsident. Hans beslutninger vil påvirke hele verden.

Englændernes Brexit-afstemning om landets medlemskab af EU i 2016, franskmændenes præsidentvalg i april og maj 2017 og parlamentsvalgene i Holland og Tyskland samme år har allesammen stor betydning for, hvordan EU vil udvikle sig fremover.

I Danmark tænker jeg ikke mindst på Jordskredsvalget 4. december 1973, hvor mere end 40 procent af vælgerne skiftede parti og udskiftede en tredjedel af Folketingets medlemmer.

Det indledte en ny epoke i Danmarks politiske historie, som de samme fire-fem partier havde domineret i årtier.

Jordskredsvalget sprængte det gamle partisystem godt og grundigt, fordoblede antallet af partier på tinge og viste en hidtil ukendt mobilitet hos vælgerne – også selv om tendenser i den retning havde været undervejs i nogle år.

\ Læs mere

5 årsager til, at Trump vandt valget

Danmark er verdensmestre i parlamentsvalg

Valg foregår imidlertid på mange forskellige måder rundt omkring i verden, hvilket den engelsk-amerikanske politolog Pippa Norris ved alt om. Hun står i spidsen for det internationale projekt ‘Perceptions of Electoral Integrity’ (PEI).

Navnet lader sig ikke oversætte til mundret dansk, men det må blive noget i retning af ‘Opfattelser af valg og valgs kvalitet’.

Sammen med en flok medarbejdere vurderer hun alverdens valg, blandt andet på baggrund af ideer, som vi for en halv snes år siden var med til at udvikle i et pilotprojekt på Aarhus Universitet.

PEI-projektets seneste opgørelse dækker næsten alle nationale valg fra midten af 2012 til udgangen af 2016 og viser, hvor godt de lever op til traditionelle krav til gode valg.

Det er faktisk rigtig dejligt – men ikke specielt overraskende – at kunne konstatere, at Danmark alt i alt scorer bedst.

Vi danskere kan altså med en vis ret udråbe os selv til at være verdensmestre i at afholde parlamentsvalg.

Finland ligger dog kun et mulehår efter os, og så har vi Norge, Sverige og Island lige efter, altså ‘the usual suspects’ i mange af den slags målinger.

\ Læs mere

Kan vejret påvirke valgresultatet?

USA scorer dårligere end syv afrikanske lande

I alt har Norris og hendes stab bedømt valgene i 158 lande.

I Afrika syd for Sahara er det nu Kap Verde, der som nummer 27 scorer bedst, mens Benin indtager pladsen som nummer 30.

10-20 pladser efter kommer Ghana, Mauritius, Rwanda, Sydafrika og Lesotho.

Det er naturligvis bemærkelsesværdigt, at det meget større og rigere Sydafrika ikke scorer bedre end de seks små lande, og at supermagten USA scorer dårligere end samtlige syv afrikanske lande:

• I 2012 rangerede USA som nummer 60, og i 2014 som 65.
• I 2016 blev USA placeret som nummer 55, selv om scoren i 2016 var dårligere end i 2014.

Årsagen til USA’s generelt dårlige placering er primært, at de to store partier, republikanerne og demokraterne, både er med til at bestemme over og administrere de valg, hvis udfald de har en meget direkte interesse i.

Det øger ikke tilliden til valgenes generelle kvalitet.

\ Læs mere

Hvorfor varer en valgperiode fire år?

Valgdag med gang i nødtelefonerne

Under det sydafrikanske valg i 1994 lærte jeg for alvor, hvor kompliceret en logistisk operation et valg er.

Dengang var jeg medlem af Sydafrikas uafhængige valgkommission, IEC, som skulle organisere og gennemføre landets første demokratiske parlamentsvalg 27. april.

Det var ved det valg, at et overvældende flertal af sydafrikanere sørgede for, at Nelson Mandela kunne blive landets første sorte præsident. Valget betød også, at det racistiske og undertrykkende apartheid-system formelt blev lagt i graven.

Fire af os IEC-kommissærer havde et særligt ansvar for, at valget rent praktisk lod sig gennemføre, og sammen med nogle af vore medarbejdere bemandede vi det nationale operationscenter.

Vores hovedopgave på valgdagen var at hjælpe med at løse de mange praktiske problemer, som, vi forudså, ville kunne opstå, når 20 millioner vælgere skulle stemme; de allerfleste for første gang.

Vi startede tidligt om morgenen, og fra 5-tiden ringede telefonerne uafbrudt: Så manglede der stemmesedler et sted i nærheden af Springbok, mens de på et valgsted i Venda ikke kunne få de ultraviolette lamper til at virke. De var nødvendige, for at de valgtilforordnede kunne tjekke, om vælgerne allerede havde stemt.

Og hvad med 17-årige, som ville stemme? Man skulle egentlig være fyldt 18, men vi havde ingen brugbare valglister, så nogle 17-årige sneg sig nok ind i køen af vælgere.

Alt gik tilsyneladende galt, i hvert fald nogle steder, og som dagen skred frem, blev stemningen i vores kommandocentral dårligere og dårligere i takt med de mange opkald på nødtelefonerne. Og den store tavle med konkrete beslutninger, vi skulle huske, var efterhånden helt malet til.

Da stemmestederne lukkede, var vi helt færdige og yderst nedtrykte.

Mens vi sad med øl og pizza, foreslog en af medarbejderne, at vi alligevel tændte for fjernsynet – vi kunne jo lige så godt få det overstået og se, hvor elendigt valget var forløbet. Så fjernsynet blev tændt.

\ Læs mere

Forsker: Publicer bare exit polls på valgdagen

Mit sydafrikanske valgmirakel

Her skete miraklet, vores valg-mirakel:

Fjernsynet var fuldt af glade, taknemmelige og positive vælgere og politikere, tilfredse valgobservatører, solen skinnede, og på næsten alle valgsteder var alt gået godt – eller i hvert fald godt nok.

I de følgende dage talte vores folk stemmerne op. Det gik nemt nok mange steder, men i zuluernes kerneland, KwaZulu-Natal-provinsen, opstod der problemer.

En del af stemmeurnerne ankom nemlig til det centrale optællingssted i Durban uden nogen klar markering af, hvilke valgsteder de kom fra.

De to store partier her, Inkatha Freedom Party og ANC, den dominerende kraft i kampen mod apartheid, havde bekæmpet hinanden i mange år og benyttede nu forvirringen til at beskylde hinanden for snyd og al slags uredelighed.

Det betød, at den næste uges tid blev ganske barsk, men også det klarede vi – det skulle vi jo.

Efter at det nyvalgte parlament var trådt sammen 9. maj og havde valgt Mandela til Sydafrikas nye præsident, kunne vi så næste dag tage til hovedstaden, Pretoria. Inde i Union Building skulle vi sammen med vel et par tusinde gæster, og mange, mange flere udenfor, overvære, at Mandela blev taget i ed som sit lands præsident.

Solen skinnede højt og flot, og vi kunne glæde os over, at vi trods alle vanskeligheder havde leveret et lille mirakel:

Vi havde gennemført et stort valg på kun godt tre måneder.

Dermed havde vi gjort vores til, at det nye Sydafrika – regnbuenationen, som den karismatiske biskop Desmond Tutu talte om – kunne komme godt i gang efter de mange år under apartheid. Det var i hvert fald vores drøm dengang.

\ Læs mere

Sydafrika som ‘The Rainbow Nation’: Myte eller realitet?

Et ordentligt valg kræver en velsmurt maskine

Valg er ikke kun et spørgsmål om nogle partier, en stemmeseddel og et valgsystem, og så går resten af sig selv.

Det havde jeg ellers lidt fået indtryk af dengang i min barndom, da min mor tog mig med til folkeafstemningen om den nye grundlov i 1953.

Det virkede, som om vi bare skulle gå hen på Hadsundvejens Skole i Randers, så mor kunne sætte sit kryds; og næste dag havde ‘vi’ vundet, og en ny grundlov var vedtaget.

Mere end 60 år og rigtigt mange valg senere ved jeg, at det kræver en særdeles velsmurt maskine at afholde og administrere et ordentligt valg.

Mange mennesker skal vide, præcist hvad de skal gøre – og så skal de faktisk også gøre det ordentligt og uden skelen til, om deres handlinger er til gunst eller ugunst for det parti eller den person, som, de selv håber, vil vinde valget.

Valg er vigtige på grund af deres mulige konsekvenser for samfundet og for hver enkelt borger. De kan også være spændende, når udfaldet er usikkert, og partierne og kandidaterne står hårdt over for hinanden.

\ Læs mere

Forskere tvivler: Er den danske grundlov god nok?

Usikre på den rigtige måde

Men spændingen og interessen skal knytte sig til udfaldet, ikke til, om valgene er afviklet efter reglerne. Det gælder, uanset om eventuelle afvigelser har rod i valgsvindel eller inkompetence hos valgmyndighederne.

Hvis spændingen ved valget eventuelt også drejer sig om, hvorvidt valgmyndighederne blander sig i selve udfaldet, så er den jo helt gal.

Valg skal altså administrativt og logistisk være forudsigelige og gerne lidt kedelige – og så til gengæld spændende med hensyn til, hvem der vinder.

Hvis det er helt forudsigeligt, hvem der vinder valget, men usikkert, om det foregår inden for lovens rammer og uden svindel, så er der tale om valg, der hverken er legitime eller bidrager til en demokratisk udvikling.

Vi kan altså ikke bare nøjes med at glæde os over, at valg i Danmark forløber fint.

Men den politiske udvikling i en mere og mere globaliseret verden betyder, at vi også har en klar interesse i, hvem befolkningerne i USA, Rusland, Sydafrika, Indien og i Europa vælger til de mest magtfulde positioner.