Valget i Sydafrika 27. april 1994 var en fantastisk begivenhed. Det var kulminationen på en kompliceret politisk proces, der var startet nogle år tidligere, og som førte til afviklingen af Sydafrikas umenneskelige apartheid-system. I årtier havde det opretholdt den ideologi, at det var naturligt og fornuftigt at holde de forskellige racer adskilt fra hinanden.
Valget den 7. maj 2014 var en helt anden slags begivenhed. At det blev holdt 20 år efter Sydafrikas overgang til en demokratisk styreform, blev naturligt nok brugt til at tale om et jubilæum for frihed og demokrati. Det dominerende parti, ANC (African National Congress), pegede i sin valgkamp dels på de sociale forbedringer, de 20 år havde bragt, dels på hvordan den nuværende ledelse kunne ses som en naturlig forlængelse af arven fra den første præsident, ikonet Nelson Mandela, der døde i slutningen af 2013.
Er glasset halvt tomt eller halvt fuldt?
ANC havde derimod ikke megen lyst til at tale om de problemer, partiets kritikere i og uden for oppositionen trak frem, eller de analyser, der kom fra forskellige uafhængige kommentatorer.
De vigtigste af disse problemer drejede sig om de uddannelsesmæssige mangler for store dele af befolkningen, som apartheid-systemet havde skabt, og som endnu var meget langt fra at blive tacklet tilfredsstillende. Arbejdsløsheden var fortsat meget høj – især for unge og sorte – og manglende vand, affaldshåndtering og elektricitet blev ved med at vanskeliggøre dagligdagen for mange. Ikke mindst i de store – og voksende – townships, de sortes ghettoer et stykke fra byerne, oprindeligt oprettet i apartheidperioden, og i de mange såkaldte informal settlements, regulære slumområder.
Meget lave lønninger for mange sorte sydafrikanere – især i ufaglærte jobs – bidrog til en anspændt situation, hvor strejker i minesektoren gav mindelser om 1980'erne, og hvor politiets brutale nedskydning af nogle af de protesterende minearbejdere ved byen Marikana i august 2012 gav anledning til sammenligning med apartheid-styrets reaktioner, når det var værst.
Siden 1994 er der imidlertid også vokset en velhavende sort middelklasse frem, og nogle af de mest entreprenante sorte har kunnet profitere enormt af forsøgene på at sikre en eller anden form for økonomisk omfordeling i samfundet. Resultatet er desværre blevet, at den økonomiske og sociale ulighed i Sydafrika nu er større end i 1994. Det måler man ved hjælp af gini-koefficienten, der er vokset, og altså ikke faldet, i de senere år. Nu er den en af de højeste i verden.
Korruption - også i stor skala - er tilsyneladende også blevet mere almindelig, og i det hele taget har der bredt sig en tendens blandt magthaverne til at berige sig selv. Præsident Zuma er blevet anklaget for involvering i en række sager af denne type, senest i forbindelse med dyre byggearbejder i forbindelse med hans bolig i Nkandla i KwaZuluNatal provinsen.
Så svaret på spørgsmålet er vel, at glasset på samme tid er halv fuldt og halvt tomt.
Tutu og Mandela kom med regnbue-drømmen om fred og fællesskab
På den første mødedag i Nationalforsamlingen efter valget i 1994 blev Nelson Mandela valgt til præsident. Indsættelsen nogle dage senere blev en stemningsfuld og bevægende højtidelighed og fest, som ingen af os, der var til stede, nogen sinde vil glemme.
Straks fra begyndelsen begyndte man at tale om Sydafrika som the Rainbow Nation. Det var vist ærkebiskop Desmond Tutu, der først brugte udtrykket, men Mandela tog det også med i sin tale ved indsættelsen, hvor han blandt andet sagde:
»… Vi indgår den aftale, at vi skal bygge et samfund, hvor alle sydafrikanere, sorte såvel som hvide, kan gå med rank ryg, uden frygt i sindet, sikre på deres umistelige ret til menneskelig værdighed – en regnbue-nation som vil leve i fred både med sig selv og verden.«
Regnbue-metaforen var velvalgt, da den giver mening i alle de mange kulturer, som findes i Sydafrika. Alle ved – eller håber – at der er fred, velstand og lykke for enden af regnbuen, også selv om den ender et sted, der kan være svært at finde.
Udtrykket ”regnbue-nationen” drejer sig altså frem for alt om håbet og drømmen om et Sydafrika, hvor alle mennesker kan leve fredeligt sammen, trods forskelle med hensyn til køn, etnicitet, sprog, seksuelle præferencer, religion osv. Alt sammen noget, der også blev indskrevet klart og tydeligt i den endelige forfatning fra 1996.
Valgene 1994-2014 - ANC vinder stadig, men har faldende opbakning
ANC har i hele perioden siden 1994 været langt det største parti, altid med mere end 60 procent af stemmerne, så der har ikke været anledning til at holde valg i utide. Derfor var valget i maj 2014 det femte i rækken, igen med ANC som klar vinder.
I Sydafrika bliver man ikke automatisk registreret som vælger. Resultatet er, at i 2014 var over 20 procent af dem, der kunne have været vælgere (VAP, Voting Age Population), slet ikke optaget på valglisten. Derfor kunne de naturligvis heller ikke stemme.
Det betyder, at ANC's tilslutning blandt vælgerne – nu defineret som den voksne befolkning, VAP – bliver mindre end før. I stedet for en tilslutning på mere end 60 procent har det dominerende parti ”kun” opbakning fra mellem 30 og 40 procent af vælgerne. Det er stadigvæk mange, men partiets dominans bliver mindre overbevisende. Den nedadgående kurve må også give anledning til bekymring internt i partiet.
De store sociale problemer i Sydafrika er udtryk for, at man langt fra er kommet frem til enden af regnbuen. Det gør det også så meget mere bekymrende, at der igennem årene har været en række alvorlige skandaler, som mange tolker på den måde, at egoisme og magtstræb er blevet fremtrædende elementer i Sydafrikas samfundsliv – altså noget, der lå så langt fra Mandelas og Tutus regnbue-drøm, som tænkes kan.
Det store spørgsmål er, om ANC under Jacob Zumas lederskab kan blive ved med at være ét parti med stor vælgertilslutning – også selv om enden af regnbuen forekommer at være længere borte end nogensinde før.
