Hvis du tror, at de unge derude kun er interesserede i at læse om Sidney Lee, de kongelige og deltagerne i X Factor, tager du grueligt fejl.
Danske unge er generelt meget interesserede i at læse nyheder om forskning - og endda så interesserede, at de overgår ældre danskere.
Det viser en ny Gallup-undersøgelse, lavet for Videnskab.dk.
»Jeg er selv inden for branchen, så jeg køber tanken om, at det skyldes, at forskning og videnskab har stadig stigende betydning for samfundet og vores konkurrenceevne.«
»Og at det syn på viden også trænger ind på skolerne og præger de unge.«
»Det er godt, for udviklingen kræver, at flere og flere unge hoveder bliver interesseret i forskning,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen, ph.d. og lektor på Institut for Videnskabsstudier på Aarhus Universitet.
Overraskende stor bevågenhed
I tørre tal er 43 procent af danske unge på mellem 15 og 24 år enten 'interesserede' eller 'meget interesserede' i at »læse nyheder om forskning, videnskab og nye opdagelser«.
\ Fakta
Danskernes favorit blandt de seks forskningskategorier på Videnskab.dk er Krop og Sundhed.
Den eneste gruppe, som har en anden topprioritet er unge under langvarig uddannelse. De har Kultur og Samfund øverst på listen.
Tallet for ældre danskere er 34 procent.
Gennemsnittet for de to grupper viser, at omkring 40 procent er interesserede i at læse nyt om forskning, og det sætter gang i forskellige tanker hos Kristian Hvidtfelt Nielsen, som bl.a. forsker i videnskabsformidling.
»Der er al mulig grund til at blive positivt overrasket over, at forskning har så stor bevågenhed i befolkningen.«
»Når man kigger på de her tal, springer det i øjnene, hvor lidt forskning fylder i mediebilledet. Jeg synes ikke, medierne prioriterer forskning i et omfang, der svarer til danskernes tilsyneladende store interesse.«
»Man finder samme misforhold i andre lande, og det har været kilde til stor undren blandt forskere,« beretter Kristian Hvidtfelt Nielsen.
Er journalister blinde - eller lyver vi?
Kristian Hvidtfelt Nielsen vurderer, at misforholdet mellem læserne interesse og mediernes udbud kan skyldes to faktorer:
Journalister er ganske enkelt ikke opdraget til at tænke forskning som et selvstændigt emne, hvor man kan finde gode historier
Deltagerne i f.eks. Gallup-undersøgelsen har et lidt for positivt syn på sig selv
»Det her kan være den gode intentions holdeplads: Folk i undersøgelsen svarer, at de prioriterer det, som de burde og som er vigtigt.«
»Men spørgsmålet er, hvordan de i virkeligheden prioriterer til hverdag: om de klikker sig ind på Videnskab.dk eller hellere vil læse Politiken.dk eller måske bare Se og Hør, der har en umiddelbar identifikation, som mange efterspørger, men som kan være svær at finde i forskningsnyheder,« forklarer Kristian Hvidtfelt Nielsen.
Første undersøgelse af vilje til at læse
Tidligere har en europæisk undersøgelse fra Eurobarometer vist, at forskning er det næstmest interessante emne for læsere efter politik, og danske undersøgelser har vist, at interessen for forskning i det hele taget er høj.
Den nye Gallup-undersøgelse er den første, der spørger specifikt til, hvor interesserede danskerne er i at læse nyt om forskning.
629 danskere fra 15 år og opefter har deltaget. Antallet er dækkende, når det handler om at sammenligne to aldersgrupper i stedet for f.eks. at lave en repræsentativ undersøgelse af, hvordan alle danskere stemmer til næste folketingsvalg.
































