Må kendisser som Mascha Vang og Uffe Holm bruge deres børn aktivt på sociale medieprofiler, som de også tjener penge på?
De seneste år har fænomenet ‘sharenting’ mødt kritik.
Fænomenet dækker over, når influencere deler billeder og videoer vidt og bredt af deres børn. Det krænker børnenes ret til privatliv, har kritikken lydt fra blandt andet Børns Vilkår.
Problematikken handler blandt andet om, at forældre med en uhæmmet deling af deres børn kan levere digitalt skyts til pædofile og mobbere, mener Børns Vilkår.
Forskere fra Aalborg Universitet har på baggrund af deres forskning ligefrem kaldt ‘sharenting’ for »ulovligt«.
Men nu blander forskere fra Aarhus Universitet sig i debatten med det omvendte synspunkt.
Det er faktisk som udgangspunkt helt legalt at dele sine børn på sociale medier, indikerer et nyt studie fra universitetet. Forskerne bag kalder endda lovgivningen for »ganske klar«.
Forældre bestemmer næsten alt
Argumentet i det nye studie er simpelt:
Det vil kræve samtykke for at dele billeder på nettet. Men eftersom mindreårige ikke kan give samtykke, er det forældrene, der kan give samtykke på deres vegne.
Derfor må forældrene som udgangspunkt selv bestemme, om de vil dele billeder eller videoer af børnene, siger adjunkt Lukas Callesen ved Aarhus Universitet, der er medforfatter til studiet.
»Når det gælder, hvem der kan samtykke på børns vegne, så følger svaret forældreansvarsloven,« forklarer Lukas Callesen til Videnskab.dk.
Forældre har nemlig en pligt til at drage omsorg for barnet, men også en ret til at handle på deres vegne. Der har de faktisk ret vide rammer efter forældreansvarsloven, forklarer Lukas Callesen.
»Det vil sige, at det er forældrene, der bestemmer næsten alt, på barnets vegne.«
Hvis man som forælder gerne vil have børnene med på sine sociale medier, må man altså som udgangspunkt gerne det.
\ Forældreansvarsloven - uddrag
Forældreansvarsloven er en dansk lov, der regulerer forældrenes ret og pligt over for deres børn. Her følger et uddrag fra kapitel 1:
§ 1. I alle forhold, som er omfattet af denne lov, skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række.
§ 1 a. Børn og unge under 18 år er under forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab.
§ 2. Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.
Stk. 2. Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.
§ 4. Afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Familieretshuset og familieretten skal have fokus på, at afgørelser skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold.
§ 5. I alle forhold vedrørende barnet skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed.
Bør have konsekvenser
Men i Aalborg er to juraforskere uenige.
Det er nemlig på kant med databeskyttelsesreglerne (GDPR), når influencere deler billeder af deres børn. Det skriver to forskere fra Aalborg Universitet i en artikel i et erhvervsjuridisk tidsskrift.
GDPR er de regler, som beskytter vores personoplysninger. Et billede kan være en personoplysning, og derfor skal man efter GDPR have samtykke, når man deler billeder af andre på sociale medier.
Samtidig er det kommercielle virksomheder, der skal leve op til GDPR. Og influencere har en kommerciel interesse i at dele billeder, som ikke er i børnenes interesse, lyder logikken.
»Derfor mener vi, at de er omfattet af GDPR,« siger Tanja Kammersgaard Christensen, lektor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet og medforfatter til artiklen.
\ Mor-influencer tjente 500.000 om måneden
Én af de bedst betalte influencere i Danmark er den nu 45-årige Mascha Vang, som i følge eget udsagn i 2023 havde en månedlig indtægt i omegnen af en halv million kroner. Hun har godt 230.000 følgere på Instagram.
Men Mascha Vang er også kendt for igennem flere år at have optrådt med sin nu 12-årige datter Hollie Nolia i sine opslag.
Kilde: Mor er influencer. Hvad må jeg?, Aarhus Universitet (2025)
»Som influencer-sharenting bliver praktiseret i dag, er der formentlig ikke et lovligt behandlingsgrundlag. Derfor er der tale om ulovlig behandling af børnenes personoplysninger,« siger Tanja Kammersgaard Christensen.
»Det bør samtidig have konsekvenser, hvis influencere overtræder loven ved at dele billeder af deres børn,« siger Tanja Kammersgaard Christensen. Hvis man overtræder GDPR, kan man potentielt straffes med en bøde.
I artiklen fra Aalborg Universitet undersøger forskerne kun influencere og ikke almindelige forældre, da det er influencere, forskerne vurderer som værende omfattet af GDPR. Almindelige forældre bør dog også tænke sig om, hvis de deler deres børn på sociale medier, siger hun.
\ Tallene bag 'sharenting': 44 procent af børnene finder det flovt
Ser man på tallene, er 'sharenting' formentlig en problemstilling, vi vil se mere til i fremtiden.
En europæisk rapport viser, at forældre deler cirka 300 billeder af deres børn hvert år.
En undersøgelse, som Børns Vilkår stod bag i 2020, viser, at 8 ud af 10 oplever, at forældre deler billeder af dem på sociale medier uden at spørge om lov.
I undersøgelsen svarer hele 44 procent af børnene, at de synes, det er flovt og pinligt, når deres forældre deler billeder af dem.
37 procent bliver irriterede over billeddelingen, 28 procent føler sig ikke respekteret og 9 procent af børnene siger, billeddelingen gør dem kede af det.
Kun 9 procent svarer, at de er ligeglade.
Kan lede til omsorgssvigt
Men Lukas Callesen fra Aarhus Universitet køber ikke argumentet.
»Databeskyttelsereglerne er ikke sat i verden for at beskytte børn mod deres forældre, de har et andet sigte,« siger han.
Hvis en influencer deler noget, som kan være sårbart for barnet, kan det imidlertid godt være brud på loven, fortæller Aarhus-forskeren.
»Samtykke skal gives ud fra barnets bedste. Men forældrene har vide rammer til at indrette familiens liv og dagligdag efter egne ønsker og normer, medmindre der er tale om omsorgssvigt, vold eller krænkelser,« siger Lukas Callesen.
Hvis forældre deler deres børn på sociale medier i et sådant omfang, at det medfører mistrivsel, har kommunen efter barnets lov pligt til at gribe ind, forklarer han.
Det er dog i de færreste tilfælde, at influencere bruger sine børn på sociale medier på den måde, argumenterer Lukas Callesen for i det nye studie.
Man kan sagtens mene, at det er problematisk at overeksponere sit barn på sociale medier, siger han:
»Men det betyder ikke, at det nødvendigvis er ulovligt.«
Bør sætte ekspertgruppe på sagen
Jura er ikke en eksakt videnskab. Og for nu strander debatten ved, at forskerne har to forskellige læsninger af spørgsmålet:
»Vi er måske enige om målet, at beskytte børn mod skadelig overeksponering, men vi udlægger reglerne forskelligt,« siger Lukas Callesen.
»Vi mener, man skal starte det rigtige sted, nemlig i forælderansvarsloven.«
Influenceres deling af indhold af børn er et område, der er op til fortolkning, siger Tanja Kammersgaard Christensen. Derfor kan hun ikke konkludere, hvem af forskerne, der har ret i, om samtykke kan være et gyldigt behandlingsgrundlag.
»I sidste ende er det op til domstolen eller Datatilsynet at vurdere, hvordan vi skal tolke det her område,« siger hun.
Derfor foreslår Tanja Kammersgaard Christensen, at man nedsætter en ekspertgruppe, som kan undersøge lovene på området.































