I årtier havde Sverige ry for at være et af Europas mest åbne lande over for flygtninge.
Landet førte en af Europas mest generøse asylpolitikker og fremhævede ofte sig selv som et humanitært foregangsland.
Sådan er det ikke længere.
På lidt over 10 år har Sverige lagt kursen helt om og fører i dag en af Europas strammeste migrationspolitikker.
Vendepunktet kom under flygtningekrisen i 2015, hvor Sverige modtog mere end 160.000 asylansøgninger. Det svarede til over 12 procent af alle asylansøgninger i EU.
Omkring 35.000 af ansøgerne var uledsagede mindreårige, som udgjorde mere end en tredjedel af det samlede antal i EU det år.
Det store antal ansøgere satte det svenske system under pres. Samtidig ændrede det den politiske debat om migration grundlæggende.
Mere end bare en respons på en ekstraordinær situation
Den første reaktion var en bred aftale på tværs af partierne om strammere regler for asyl og familiesammenføring.
Kort efter fulgte midlertidig grænsekontrol, og for de fleste flygtninge blev permanente opholdstilladelser erstattet af midlertidige.
Tiltagene blev indført af en socialdemokratisk ledet regering på venstrefløjen, men det var mere end bare en respons på en ekstraordinær situation.
De markerede begyndelsen på en ny politisk konsensus: Sverige skulle føre en markant strammere migrationspolitik.
Det næste afgørende skridt kom efter valget i 2022.
En borgerlig koalition under statsminister Ulf Kristersson kom til magten med parlamentarisk støtte fra det indvandringskritiske Sverigedemokraterna gennem den såkaldte Tidö-aftale.
Selvom Sverigedemokraterna stod uden for regeringen, gav aftalen partiet stor indflydelse på migrationspolitikken. Samtidig blev aftalen det politiske grundlag for den mest vidtgående pakke af migrationsreformer i moderne svensk historie.
Markante stramninger på hele migrationsområdet
Efter regeringsskiftet satte den nye regering gang i den mest omfattende omlægning af svensk migrationspolitik i moderne tid.
Siden 2022 er der gennemført reformer på stort set alle områder af migrationspolitikken: modtagelse af asylansøgere, flygtningepolitik, familiesammenføring, arbejdskraftindvandring, statsborgerskab, hjemsendelser, frihedsberøvelse og adgang til sociale ydelser.
Regeringens erklærede mål har været at gøre den svenske asylpolitik så restriktiv som muligt, samtidig med at Sverige fortsat lever op til minimumskravene i EU-retten og den internationale flygtningeret.
Den stramme kurs gælder også andre former for migration fra lande uden for EU, blandt andet familiesammenføring og arbejdskraftindvandring. En vigtig undtagelse er dog højt kvalificeret arbejdskraft.
De første reformer trådte i kraft i slutningen af 2023. Det gjaldt blandt andet strammere regler for familiesammenføring og opholdstilladelser af humanitære grunde.
Samtidig blev kvoten for genbosatte flygtninge skåret ned fra 5.000 til 900 personer om året.
De fleste af de mere omfattende reformer blev dog først vedtaget i 2025 og 2026.
Adgang til sociale ydelser som forældreorlov og børneydelser vil fremover afhænge af krav til ophold og beskæftigelse.
Det bliver også mere vanskeligt at få svensk statsborgerskab, og der stilles strengere krav til blandt andet opholdstid, adfærd, sprogkundskaber, samfundsforståelse og selvforsørgelse.
Regeringen har desuden gjort det markant lettere at udvise udenlandske statsborgere, der bliver dømt for kriminalitet.
At så mange reformer først bliver gennemført mod slutningen af valgperioden, skyldes den svenske lovgivningsproces snarere end et sent politisk kursskifte.
Større lovændringer bliver normalt forudgået af statslige udredninger, offentlige høringer og parlamentarisk behandling. Derfor kan der gå flere år, fra et forslag bliver fremsat, til det bliver til lov.
Migration frem mod valget i 2026
Reformerne er faldet sammen med et markant fald i antallet af asylansøgninger.
I 2025 registrerede Sverige omkring 6.700 førstegangsansøgninger om asyl. 23 procent blev godkendt.
Målt per indbygger var antallet mindre end halvdelen af EU-gennemsnittet.
Sverige er dermed gået fra i 2015 at være blandt de europæiske lande, der modtog flest asylansøgere per indbygger, til 10 år senere at ligge blandt dem, der modtager relativt få.
Ifølge Sveriges pendant til Udlændingestyrelsen, Migrationsverket, ventes antallet af asylansøgninger at falde yderligere til omkring 4.200 i 2026 og 3.700 i 2027.
Mindst lige så markant er den politiske forandring.
I dag er der bred enighed blandt Sveriges største partier om at fastholde en restriktiv migrationspolitik.
Asylansøgninger i Sverige 2018-27

Socialdemokraterne, som sad i regering under flygtningekrisen i 2015, har enten aktivt eller stiltiende støttet størstedelen af den nuværende regerings reformer.
Partiet har samtidig gjort det klart, at den stramme kurs i svensk migrationspolitik vil blive fastholdt, hvis socialdemokraterne igen kommer i regering.
Også befolkningens holdninger har flyttet sig. Siden flygtningekrisen i 2015 er en voksende andel af svenskerne blevet tilhængere af mindre indvandring, især når det gælder flygtninge.
Inspireret af de danske socialdemokraters valgstrategi
De svenske socialdemokrater har ladet sig inspirere af de danske socialdemokraters valgstrategi.
Forud for valget i 2019 lovede de danske socialdemokrater at fastholde den stramme migrationspolitik, som tidligere regeringer havde indført.
Målet var at gøre migration mindre afgørende som valgtema og i stedet flytte den politiske debat over på velfærd, beskæftigelse og økonomi.
De svenske socialdemokrater ser ud til at følge en lignende strategi frem mod valget i 2026. De signalerer, at de ikke vil rulle regeringens vigtigste migrationsreformer tilbage.
Regeringspartierne har derimod en klar interesse i at holde migration centralt i valgkampen.
De argumenterer for, at en socialdemokratisk regering vil være afhængig af parlamentarisk støtte fra Miljöpartiet og Vänsterpartiet, som begge ønsker en mere liberal migrationspolitik.
Valget kommer derfor sandsynligvis i mindre grad til at handle om, hvorvidt Sverige skal fastholde en restriktiv migrationspolitik.
Spørgsmålet er i stedet, om vælgerne har tillid til, at en kommende regering faktisk vil gøre det.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
































