Falsk politik.
Sådan beskriver forsker og nu partiløst folketingsmedlem Theresa Scavenius meget af den politik og lovgivning, der fremstilles af de folkevalgte på Christiansborg.
»Vi kender alle ‘fake news’-begrebet. Det handler om, at man laver nyheder, som kun er delvist sande og derfor manipulerer og fordrejer en virkelighed, for at folk skal få en forkert opfattelse af det,« fortæller Theresa Scavenius til Videnskab.dk:
»Jeg ser samme tendens i meget af den politik, der bliver ført lige nu. Helt generelt men særligt inden for klimaområdet. Man fører ‘fake politics’, hvor man forsøger at komme med politik, der kun er delvist sandt og fordrejer og manipulerer fakta«.
I en ny miniserie taler Videnskab.dk med flere universitetsforskere og tidligere forskere, der nu sidder i Folketinget, om, hvorvidt politikerne lytter nok til videnskaben.
Vi begynder med Theresa Scavenius, der siden 2017 har været lektor ved Aalborg Universitet og i mere end et årti har forsket i og beskæftiget sig med klimapolitik, og som sågar skriver på en videnskabelig artikel om 'falsk politik', meddeler hun:
»Men den er ikke færdiggjort, for jeg har haft en del at se til,« indskyder forsker-politikeren, der står midt i et flytterod.
Et kulturchok
I september blev hun frataget alle ordførerposter og siden ekskluderet af Alternativets folketingsgruppe. 21. september meldte hun sig ud af partiet og er nu løsgænger efter kun knap et år på tinge.
Efter bruddet har Theresa Scavenius i flere medier fortalt, hvordan hun har oplevet Folketinget som »et kulturchok«, fordi fakta, videnskab og faglige vurderinger betød så lidt i det politiske system.
»Jeg oplever, at man i stigende grad ikke lytter til viden, forskning og eksperter«, og »at vi vedtager ny lovgivning i strid med faglige vurderinger«, som hun sagde det til Berlingske i et interview.
Altså det som Theresa Scavenius nu også kalder for falsk politik og skriver på en videnskabelig artikel om. Men hvad mener hun egentlig med det?
Hockeystave og cherry-picking
Ifølge Theresa Scavenius er der mindst to ‘problemer’, der indfanger tendensen:
1. Hockeystavsargumenter: Når politikere lover og forpligter sig til at løse problemer med ambitiøse målsætninger langt ud i fremtiden.
Problematikken kendes bedst fra klimapolitikken, hvor forskere - igen og igen - har kaldt på politisk akut handling. Politisk skubber man løsningerne frem i 2030- og 2050-planer, som vi ikke har forsikringer om bliver til virkelighed, mener Theresa Scavenius.
2. Selektivt datagrundlag eller cherry-picking: Det vil sige, at man som politiker frit plukker den fakta eller forskning, der underbygger ens politiske forslag eller vision.
Et eksempel kan være, når viden fra embedsværket eller bestilte rapporter fra konsulenthuse eller universiteter fordrejes, så det passer ind i en politisk dagsorden.
I 2016 måtte miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) gå efter den såkaldte gyllegate - også kendt som kvælstofsagen. Eva Kjer Hansen (V) havde nemlig givet forkerte oplysninger til Folketinget, da hun fortalte, at en landbrugspakke ville gavne miljøet.
Centrale embedsmænd har fortalt til Berlingske, at landbrugspakken var en bunden opgave, hvor det gjaldt om at bøje virkeligheden, så den passede til de politiske ønsker og så mere miljøvenligt ud, end det i virkeligheden var.
Et andet kan være, når undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) siger, at han »vil lytte mindre« til én gruppe forskere frem for en anden i sin kamp mod skærme i skoler og dagsinstitutioner.
»Jeg er jo vant til fra universitetet, at man ræsonnerer, debatterer og argumenterer på en anden og mere åben måde,« siger Theresa Scavenius og fortsætter:
»Så for mig har det været et chok, at sådan noget som argumenter fra en faglig rapport ikke er noget, man tager ind og justerer sin holdning efter. Men det gør man ikke på Christiansborg. Her er følelser lige så gode som fakta.«
\ Læs også
Stinus Lindgreen: Oplever ikke, at fakta forbigås
Videnskab.dk spørger i en kommende artikel en række forskere, om Theresa Scavenius har ret i, at der i mindre grad lyttes til viden og forskning i Folketinget.
I denne artikel har vi spurgt politikere, der har en baggrund som forsker, hvordan de ser på sagen.
Kun Monika Rubin (M), Stinus Lindgreen (RV), Henrik Dahl (LA) og Peter Seier Christensen (NB), der pt. er på orlov, har haft en hverdag som forsker på et universitet. De to sidstnævntes universitetskarrierer ligger endda snart 30 år tilbage i tiden.
Stinus Lindgreen forlod endeligt forskningen til fordel for Folketinget i 2019. Han oplever ikke - som Theresa Scavenius - at forskning, fakta og fagkundskaben forbigås på Christiansborg, fortæller han til Videnskab.dk:
»Jeg er egentlig glad for, at du ringede,« indleder Stinus Lindgreen, der har følt sig en smule stødt over Theresa Scavenius' udtalelser i andre medier. Ikke mindst i Berlingske, hvor hun fik nævnt, at hun var blevet en slags »bannerfører for viden« og derfor var blevet »farlig«:
»Hun har oplevet, hvad hun har oplevet. Jeg føler ikke, at folk oplever mig som farlig, eller det gør mit politiske liv sværere overhovedet, at jeg er forsker med særlig viden indenfor et felt. Forskning bygger på uenighed og samarbejde. Det samme kan man sige om politik«.
»Jeg slår mig lidt på, at hun maler et karikeret billede af forskere, som nogle der ikke kan snakke med almindelige mennesker. Den karikatur bryder jeg mig ikke om,« siger den radikale forskningsordfører, der selv har forsket i bioinformatik i cirka 15 år.
Henrik Dahl: Vi kan lytte mere til videnskaben
Liberal Alliances Henrik Dahl forlod en stilling som adjunkt på Roskilde Universitet i 1994.
Efterfølgende arbejdede han med egne ord »som en slags forsker« i forskellige analysefirmaer. I 2015 blev han valgt til Folketinget for Liberal Alliance. Han erklærer sig delvist enig med Theresa Scavenius.
Politikere kunne med fordel »lytte mere til videnskaben inden for tekniske områder som miljø og klima«, siger han. Men han ser ikke en afvisning af forskningen som et systematisk problem.
»Man kan aldrig helt gøre op, hvornår man har lyttet nok til videnskaben. Det mest generelle, man kan sige, er, at man som politiker skal have et sagligt beslutningsgrundlag at basere sin politik på,« siger Henrik Dahl til Videnskab.dk.
Politik er ikke en eksakt videnskab
Overordnet mener Stinus Lindgreen, at det er en misforståelse at tro, at politik altid bør rette sig efter forskningen.
»Min tilgang har hele tiden været, at politik ikke er en eksakt videnskab. Der findes ikke et klart videnskabeligt svar på, hvordan du skal indrette et samfund eller løse et problem. Det er ikke virkeligheden. Men min tilgang er også den, at vi i det mindste skal være enige om, hvad fakta er.«
Men kritikken går lige netop på, at fakta konstrueres eller plukkes efter behag. Du oplever ikke en kamp eller uenighed om, hvad fakta er?
»Ja og nej. Jeg kan godt komme på eksempler, hvor en politisk beslutning er sket på et forkert fagligt grundlag. Jeg kan også finde eksempler på, at bestemte forskningsretninger er blevet udskammet af politikere,« siger Stinus Lindgreen og fortsætter:
»Men at politikere benægter viden, det oplever jeg ikke som et generelt problem. Jeg kom ind som sundhedsordfører i 2019. Så ramte corona et halvt år efter, og vi stod i en situation, som ingen havde forudset. Under corona havde vi mange eksperter inde og dele deres viden på borgen, og der blev lyttet over hele den politiske linje.«
»Men hvordan epidemien præcis skulle tackles; hvor meget der skulle lukkes ned; hvor stor en risiko der skulle løbes, det var i sidste ende politiske afvejninger.«
Legitimt at vægte andet højere end klimaet
Stinus Lindgreen genkender dog frustrationen over, at politikere ikke altid følger forskeres anvisninger. Ikke mindst på klimaområdet:
»Jeg synes, at det går for langsomt med den grønne omstilling, og jeg mener, at jeg har forskningen i ryggen, når jeg siger det. Men det er i sidste ende en legitim ideologisk afvejning, om man vægter andre ting højere end klimapolitikken.«
»Et grundlæggende politisk spørgsmål er, hvor meget frihed man skal tage fra den enkelte for at beskytte fællesskabet. Der er ikke et passende videnskabeligt svar på, hvor man skal lægge den skillelinje. Nogle mener, at man skal gøre mindre, og nogle mener, at man skal gøre meget. Jeg synes, at vi skal gøre mere.«
Også Henrik Dahl hiver fat i klimapolitikken, som han kalder for en »svær politisk sag« med et »enormt radikaliserings-potentiale«:
»Hvis det går for hurtigt med krav og afgifter, udløser det en højreradikalisering, som vi har set med bondeoprøret i Holland og De Gule Veste i Frankrig. Går det for langsomt, så limer klimaaktivisterne sig fast til vejene og stopper trafikken.«
»Så kan forskere skrive mange nok så fine rapporter om, at man burde gøre noget andet, og at det burde gå stærkere. Men hospitalerne skal også have deres penge, og vi er ikke interesserede i et oprør som ‘de gule vestes’. Så der findes ikke et sikkert videnskabeligt svar på, hvordan man politisk løser problemet bedst, og hvor hurtigt det bør gå,« lyder det fra Henrik Dahl.
»Politik skal have et mindre rum«
Theresa Scavenius ser anderledes på det.
»Jeg mener, at politik skal have et mindre rum. Det vil sige, at der er nogle steder, hvor man kan sige, at det her ved vi, så det skal der ikke laves politik om.«
»Hvis vi ved, hvordan klimaforandringerne sker, hvad der er skadeligt for atmosfæren, hvis vi ved, hvordan børn trives i en børnehave, hvis vi ved noget om, hvordan kriminalitet skabes eller ikke skabes. Så kan det ikke være til en politisk forhandling at handle efter det.«
Så et teknokrati?
»Nej. Min ambition er, at vi skal have langt mere fakta ind i den politiske debat og beslutningsproces. Men der er også en moralsk dimension: Altså hvorfor laver vi politik? Hvad ønsker vi med det? Ønsker vi at tjene olieindustrien, eller er det borgerne? Jeg ønsker at kombinere en folkelig forandring med en faktuel viden, så vi på den måde lever i et vidensbaseret demokrati. Lige nu frygter jeg, at vi er på vej mod et faktaløst samfund.«
Theresa Scavenius mener, at der mangler en bedre sondring mellem, hvad der er viden, og hvad der er politik og holdninger, siger hun:
»En del af min analyse for, hvorfor jeg tror, at det er gået galt i vores samfund, er, at man har glemt, at der er et faktuelt grundlag for de holdninger, man så bagefter kan have.«
»Når man ved X, Y, Z, så kan jeg have et venstre- eller højreorienteret politisk take på det, om der skal gives mange penge eller få penge, eller det skal gå hurtigt eller langsomt. Det er jo den politiske diskussion.«
