Flere årtiers videnskabelige evidens viser entydigt, at menneskelige aktiviteter er til fare for liv på Jorden.
Farlig menneskeskabt indblanding i klimasystemet forværrer mange andre drivkræfter bag de globale forandringer.
Magthaverne er enige: Videnskaben er afgjort. Men alligevel har regeringerne undladt at handle i det omfang og det tempo, der kræves.
Hvad skal klimaforskere gøre?
Der er en uskreven social aftale mellem forskning og samfund. Offentlige investeringer i forskningen har til formål at forbedre forståelsen af vores verden samt støtte gavnlige samfundsmæssige udfald.
Aftalen mellem forskning og samfund er brudt
Men i forhold til klimaforandringerne er aftalen mellem forskning og samfund blevet brudt.
Når det gælder manglen på resolut handling peger pilen på regeringer og politiske ledere over hele linjen, men klimaforskere er ikke fritaget for ansvar.
Som vi skriver i en artikel, ligger tragedien i trangen til at fremlægge stadig mere evidens, når fænomenerne egentlig er godt forstået og forskningen bredt accepteret.
Det er tragisk, at vi bliver manipuleret til at tro, at dette dødvande på en eller anden måde er vores skyld, og at vi er nødt til forske anderledes og skabe nye videnskabelige institutioner, strategier, samarbejder og metoder.
Den globale CO2-udledning er 60 procent højere i dag, end den var i 1990, da FN’s klimapanel (IPCC) publicerede den første klimarapport.
Før eller siden er vi nødt til at erkende, at problemet er politisk, og at yderligere forskning om klimaforandringerne kan lede opmærksomheden væk fra, hvor problemet virkelig ligger.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Var COP26 for lidt og for sent?
Resultatet af COP26, som er opsummeret i udkastet til Glasgow-klimapagten, omfatter visse fremskridt, som eksempelvis et løfte om en nedskalering af kul og udfasning af subsidier til andre fossile brændstoffer samt en forpligtelse til at fordoble finansieringen af klimatilpasning for at forbedre klimaresistens blandt verdens fattigeste og mest udsatte lande.
Men mange af verdens førende forskere hævder, at det er for lidt og for sent.
De påpeger, at COP26 ikke kunne omsætte Paris-aftalen fra 2015 til praktisk virkelighed for at holde den globale opvarmning under 1,5 ℃ over det førindustrielle niveau
Selvom forpligtelserne fra COP26 bliver opfyldt, er der stor sandsynlighed for, at menneskeheden og livet på Jorden går en usikker fremtid i møde.
Hvad skal klimaforskere gøre i lyset af dette? Vi ser tre mulige muligheder – to der er uholdbare, og én der er ubehagelig.
Hvad skal klimaforskerne gøre nu?
Den første mulighed er at indsamle yderliere evidens og håbe på, at magthaverne handler.
At fortsætte IPCC-processen, der er politisk neutral og afholder sig fra politiske forskrifter.
Netop dét opfordrer en ledende artikel i tidsskriftet Nature forskere til at gøre: forbliv engageret for at støtte fremtidige klimakonferencer.
Men dette valg ignorerer ikke kun det komplekse forhold mellem forskning og politik; det er i modstrid med selve logikken bag vores videnskabelige træning i at reflektere og handle ud fra evidens.
Vi ved, hvorfor den globale opvarmning sker, og hvad vi skal gøre. Det har vi vidst det længe. Magthaverne har bare ikke truffet de nødvendige foranstaltninger.
FN's Klimapanel Arbejdsgruppe I bør lukkes ned
I en nylig spørgeundersøgelse i Nature forventer 6 ud af 10 af de IPCC-forskere, der svarede, en opvarmning på 3 grader Celcius over det førindustrielle niveau inden år 2100. Det er derfor uholdbart at fortsætte med den første mulighed.
Den anden mulighed er mere intensiv samfundsvidenskabelig forskning og målrettet klimakamp.
Som Harvard-historikeren Naomi Oreskes for nylig observerede, er arbejdet FN's Klimapanel Arbejdsgruppe I (Working Group I (WGI), som vurderer de naturvidenskabelige aspekter af klimasystemet og klimaforandringer) afsluttet, så gruppen bør lukkes ned.
Opmærksomheden skal fokusere på at omsætte denne forståelse til handling.
Det er formålet med Arbejdsgruppe II (WGII - som vurderer sårbarheder i de socio-økomomiske og naturlige systemer over for klimaforandringer, konsekvenser samt muligheder for tilpasning til igangværende og kommende ændringer i klimaet) og Arbejdsgruppe III (WGII - som vurderer muligheder for at begrænse udslip af drivhusgasser og andre tiltag for at afværge klimaforandringer).
Sideløbende bliver et stigende antal forskere involveret i forskellige former for fortalervirksomhed, blandt andet ikke-voldelig civil ulydighed.
Men selv om denne mulighed er mere lovende end mulighed 1, er der meget lidt evidens for, at det har haft effekt indtil videre, og det er tvivlsomt, at denne vej vil føre til den presserende transformative handling, der kræves.
Denne mulighed er heller ikke holdbar.
Indstil IPCC-arbejdet, indtil regeringerne gør deres del
Den tredje mulighed er meget mere radikal, men ubehagelig.
Vi opfordrer til midlertidigt at indstille klimaforskning, der ikke gør andet end at dokumentere global opvarmning samt dårlig og manglende omstilling og tilpasning.
Opmærksomheden skal fokusere på at afsløre og genforhandle den brudte forsknings-samfundskontrakt.
I betragtning af løftebruddet på kontrakten, der er skitseret her, opfordrer vi til et stop for alle yderligere IPCC-vurderinger, indtil regeringerne er villige til at opfylde deres ansvar i god tro og mobilisere handling for at sikre et sikkert niveau af global opvarmning.
Denne mulighed er den eneste måde at overvinde klimaforskningstragedien.
\ Læs mere
En afgørende tid for menneskeheden og kloden
Måske er læserne enige i vores udlægning af denne tragedie, men uenige i vores vurdering af muligheder.
Nogle læsere ønsker måske at have flere detaljer om, hvad en indstilling kan omfatte, eller måske bekymrer de sig om, at det kan skade det videnskabelige samfunds troværdighed og objektivitet.
Men vi stiller spørgsmålstegn ved, om det er vores ‘pligt’ at bruge offentlige midler til at fortsætte med at øge vores viden om klimaforandringerne (hvilket sandsynligvis ikke vil føre til den nødvendige handling), eller om en mere radikal tilgang vil tjene samfundet bedre.
Det er en afgørende tid for menneskeheden og kloden.
I betragtning af tragedien, der udspiller sig, er en midlertidig indstilling af klimaforskning den eneste ansvarlige mulighed for at afsløre og derefter genoprette den brudte videnskab-samfundskontrakt.
De to andre muligheder er tillokkende, men giver falsk håb.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
