Den kolde krig var ikke blot en konkurrence om at have de største atomvåben eller de bedste missilsystemer. Det var også en krig på kultur, ideologi og efterretninger.
Efterretninger skulle man særligt bruge, ikke blot til at holde sig opdateret om, hvad fjenden var ude på, men også til at vide, hvem man sloges mod, hvis krigen nu skulle bryde ud.
Et lands geologiske og geografiske forhold, befolkningssammensætning, vigtige industrier, knudepunkter og transportveje; alt sammen var oplysninger, som blev flittigt indsamlet og bearbejdet i begge lejre.
Nogle steder dog mere flittigt end andre.
Khrusjtjovs megalomane kortprojekt
Sovjetunionens generalsekretær Nikita Khrusjtjov, som tog magten efter Stalins død i 1953, var en mand med mange vanvittige idéer.
En af dem var en kortlægning af intet mindre end hele verden. Ja, du læste rigtigt. Hele verden. Kort fra lande og byer verden over blev indsamlet i forskellige detaljeringsgrader og forsynet med stednavne i kyrilliske bogstaver.
Projektet fortsatte angiveligt længe efter Khrusjtjovs fald fra magten i 1964 og helt op til Sovjetunionens sammenbrud i 1991 (du kan læse mere om kortlægningsprojektet her og her).
Udsnit af kortene er blandt andet udstillet på Bornholms Museum. Kortene har bare ét stort problem: De var, i hvert fald for Danmarks vedkommende, ikke altid ret gode.
Der mangler for eksempel helt åbenlyse militære installationer, som, man må formode, burde findes på et spionkort. Det er simpelthen transskriberinger til kyrilliske bogstaver af ganske almindelige landkort, som i frie samfund kunne købes i enhver boghandel.
Klassisk kommunistisk amatørarbejde
Det sovjetiske kortlæsningsprojekt var altså, hvad Danmark angår, i sin kerne typisk sovjetisk: Storstilet, ambitiøst og totalt amatøragtigt gennemført.
Et af de store problemer med den sovjetiske planøkonomi var, at man satte sig en masse kvantitative mål og målte succes på, om de blev nået – uanset hvor elendig kvaliteten af arbejdet var.
Desuden måtte det gerne se stort og flot ud samtidig, så man kunne vise omverdenen, hvad man var i stand til. Denne tænkning flød over til andre samfundssektorer.
\ Læs mere
Eksplosioner uden funktioner
Tænk på prøvesprængningen af brintbomben RDS-220, som fik det mere mundrette øgenavn Tsar Bomba – en slambert på 50 megaton. Til sammenligning var et typisk amerikansk kernevåben på denne tid på omkring 15 megaton. Tsar Bombas paddehattesky strakte sig næsten 65 kilometer op i stratosfæren – et almindeligt rutefly flyver i cirka 11 kilometers højde.
Tsar Bomba var uden fortilfælde, enorm, frygtindgydende – og totalt uden militær værdi. Den var for stor og tung til at kunne blive transporteret af almindelige bombefly til fjerne slagmarker. Men den boostede Khrusjtjovs ego forud for et besøg i Vesten – og det var tilsyneladende det vigtigste.
Lidt i det samme lys kan man se det sovjetiske kortlægningsprojekt. Nogle steder er det anvendeligt i uhyggelig grad – som de kort over byer i USA og Europa, der anfører vejbredde, broers bærekapacitet og fabrikstyper. Andre steder er det uden større militær værdi. Som for eksempel kortene over Danmark.
Et Stevns-kort uden alle de militære installationer
Jeg har set de kort, der angår mit hjørne af den kolde krig: Stevns. Her lå et underjordisk fort gravet ind i Stevns Klint for at beskytte Danmark mod fjenden i øst under den kolde krig.
I dag er Stevnsfort et museum, der står som monument over den kolde krig – og min daglige arbejdsplads.
Stevns er en halvø sydøst for Køge, der trods liden størrelse havde imponerende mange, ofte fuldt synlige, militære installationer udover selve fortet, blandt andet to missilbatterier til luftforsvar, to minedepoter henholdsvis nord- og syd for halvøen og adskillige lytte- og pejleposter langs kysten.
Ingen af disse kan ses på det sovjetiske kort fra projektet. Det er et almindeligt Krak-kort, som kunne købes i enhver boghandel – det eneste russerne har gjort er at transskribere stednavne til det kyrilliske alfabet.
Et stort arbejde, bevares – men her, som så mange andre steder i det sovjetiske system, kunne man nok have satset mere på kvalitet frem for kvantitet.
Polakker og østtyskere lavede de vigtige kort
Det sjuskede Stevnskort er måske udtryk for, at man i kortlægningsprojektet fokuserede mere på detaljer om for eksempel New York og London.
Men Danmark var ikke uvigtig i den reelle krigsplanlægning og militære efterretningstjeneste. Det arbejde blev bare udført af nogle andre end Khrusjtjovs kort-oversættere.
Sovjetunionen stod ikke alene, men var en del af en militæralliance, som hed Warszawa-pagten. Og her, ganske som i vores NATO, var der en arbejdsdeling.
Således skulle en invasion af Danmark ikke blot ske ved Sovjetunionen alene, men i høj grad af polske og østtyske tropper og flåder.
For nu at holde mig til mit hjørne af den kolde krig, skulle østflåderne invadere Sjælland med en landgangsoperation i Faxe- og Køge Bugt. Her var man i øvrigt inspireret af den vestallierede strategi for D-dag: Landgangsfartøjer suppleret af bombemaskiner og faldskærmstropper.
Til det krævedes detaljerede oversigter over landgangsforhold i bugterne og over terræn og fremrykningslinjer på land. Og de findes skam. Blot ikke i Khrusjtjovs megalomane projekt.
\ Læs mere
Spionkuttere målte dansk farvand
Det polske og østtyske planlægningsmateriale er langt mere målrettet – og detaljeret. TV 2 Øst kunne i forsommeren fortælle, hvordan forskere fra Koldkrigsmuseum Langelandsfort havde fundet detaljeret efterretningsmateriale fra Lolland-Falster i tidligere østtyske arkiver med billeder og udførlige beskrivelser af udvalgte steder.
På samme måde kan man i de polske arkiver finde detaljerede beskrivelser og oversigter over landgangsforhold langs de østsjællandske kyster. De beskriver nøje ting som havbundens hældning og beskaffenhed.
Denne type efterretningsopgaver blev ikke udført ved at transskribere Krak-kort – det var arbejde, der blev udført 'i felten'.
Udover deciderede patruljefartøjer fra Warszawa-pagten, som for eksempel jævnligt foretog Sjællands-omsejlinger for at gøre mandskabet bekendt med danske farvande og kyster, var der også polske efterretningsfartøjer forklædt som fiskekuttere eller lystbåde, som trawlede de danske farvande tynde.
Alene i 1978, hvor det afbildede materiale er fra, vurderede Forsvarets Efterretningstjeneste, at danske farvande havde besøg af 65 sådanne 'lystfartøjer', som foretog i alt 257 anløb i danske havne.
Danmark var en vigtig brik for Warszawa-pagten
Efterretningsofficererne på disse fartøjer blev blandt andet instrueret i at holde øje med »havne, der ligger på rejseruten, såvel som kystens indretning og mulighederne for at etablere baser samt bygge og reparere flådeskibe« samt »kystformen og mulighederne for landsætning af tropper på Bornholms sydkyst, i området ved Køge Bugt og Faxe Bugt, på Falsters østkyst og på Lollands sydvestlige kyst.«
Resultaterne af dette arbejde kan ses på billederne.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Sovjetunionens store kortprojekt var altså ikke det eneste, der blev gjort i Warszawa-pagten for at skaffe sig overblik over fjendeland – heldigvis for dem, kan man sige, for det havde i Danmarks tilfælde ikke kunne bruges til særlig meget.
Men ude i tjenesterne derimod, hos de folk som rent faktisk skulle planlægge og udføre invasioner og slag, producerede man efterretningsmateriale af en kvalitet, som var betydeligt højere.
Der er altså ikke noget, der tyder på, at Danmark ikke var vigtig i Warszawa-pagtens samlede krigsplanlægning.
Tværtimod var et gennembrud af de danske stræder forudsætningen for, at Østersø-flåderne, også den sovjetiske, kunne komme videre ud i Atlanten og tage kampen op mod hovedfjenden, USA.
Efterretningsmaterialet stammer fra det polske flådeakademi AMW Gdynia og blev hentet til Danmark i forbindelse med DIIS-udredningen om Danmark under den kolde krig (2005). Det er oversat til dansk af Rune B. Larsen.
