| Denne artikel blev bragt i Politiken søndag 7. september 2014. |
Efter skybruddet, der lagde København under vand natten til søndag, står det igen klart, at ekstremt vejr og oversvømmelser er et problem, vi i stigende grad må forholde os til.
I Tyskland er de netop nu ved at tage ved lære af sidste års store oversvømmelser, hvor Elben og Donau gik over deres bredder. Blandt de mange spørgsmål, der har rejst sig, skiller især et sig ud fra de andre: Hvilken rolle bør og kan sociale medier spille i katastrofesituationer?
For cirka et år siden stod Daniel Neumann ved Elben i Dresden og konstaterede, at floden ville gå over sine bredder. Samme aften, 2. juni 2013, startede han facebookgruppen 'Fluthilfe Dresden'. Ideen var at oprette en digital platform, hvor folk kunne udveksle viden om oversvømmelserne, mens de fandt sted. Det lykkedes.
Mandag morgen havde siden 45 følgere, men allerede samme aften var antallet steget til 12.000, og onsdag nåede det op over 60.000. På blot tre dage havde Daniel etableret et netværk, der i størrelse svarer til omkring en tiendedel af Dresdens samlede befolkning. Og netværket skulle vise sig at få en central rolle i bekæmpelsen af oversvømmelserne.
Undtagelsestilstanden er blevet digitaliseret
Fortællingen fra Dresden viser, at noget er ved at ændre sig. Folk kan i stigende grad overtage styringen i katastrofesituationer – undtagelsestilstanden er blevet digitaliseret. De sociale mediers betydning for katastrofehåndtering er ganske vist ikke ny.
Myndigheder verden over, fra USA til Filippinerne, har i flere år lagt mange ressourcer i at udnytte de muligheder, som Facebook og Twitter har åbnet op for. Humanitære nødhjælpsorganisationer som Røde Kors og FN er også med.
\ Fakta
71 % af de voksne amerikanere er på Facebook. 18 % af amerikanerne er på Twitter. Kilde: Pew Research
Sociale medier giver nemlig befolkningen mulighed for at dele information om skader, søge efter savnede og organisere indsamlinger af donationer på en hidtil uhørt skala. Eksempelvis blev #Sandy tagget på Twitter hele 20 millioner gange på fem dage, da orkanen ramte den amerikanske østkyst i 2012. Og i 2011, på dagen hvor jordskælvet og tsunamien ramte Japan, blev der sendt hele 400 millioner tweets. Tre gange så mange som normalt.
Sandy blev tagget på Twitter 20 millioner gange
Sociale medier er uundgåeligt en del af fremtiden for katastrofehåndtering. Spørgsmålet er blot i hvilken form? For mens sociale medier i flere år er blevet brugt som informationskanaler mellem borgere og myndigheder under exceptionelle omstændigheder, viser eksemplet fra Dresden noget andet: at selve organiseringen og eksekveringen af den nødvendige hjælp kan ske uden om officielle kanaler – af borgerne selv.
»Vi modtog i omegnen af 60 beskeder i minuttet. De fleste af de mennesker, der begyndte at skrive, tilbød hjælp i form af mad eller tøj, fordi de følte, at de havde brug for at gøre et eller andet. Men det blev hurtigt umuligt at reagere på. Så jeg besluttede, at vi kun ville svare tilbage til dem, der havde bedt om hjælp. Hjælp skal jo i sidste ende finde de mennesker, der har brug for den«, fortæller Daniel.
Daniel og hans hold begyndte derfor at registrere, hvor nødråbene kom fra. Ved efterfølgende at udsende opdateringer om, hvor der var brug for mad, tæpper, sandsække eller gravearbejde, blev hjælpen dirigeret hen i de områder, hvor den kunne gøre mest gavn.
Der blev hurtigt skabt en festivalstemning
Der opstod et selvorganiseret katastrofeberedskab af borgere.
»Det var som at se mobiliseringen af en privat hær, uden at nogen havde bedt dem om at gøre det. Alt imens myndighederne var underlagt bureaukratiske retningslinjer, hvilket frustrerede alle«.
(Kilde: Kristoffer Albris, 2014)
Der var så meget aktivitet ved digerne, at flere personer oplevede at blive afvist, når de tilbød at hjælpe. Der var ikke plads. Derudover blev der hurtigt skabt en festivalstemning, hvor gader og stræder var fyldt med madboder, koncerter og spontane events.
Et positivt aspekt af katastrofer, der er blevet dokumenteret gang på gang verden over. Her i Danmark etablerede lokalsamfundet i Jyllinge på Sjælland i kølvandet på stormen Bodil eksempelvis en facebookgruppe, som stadig summer af aktivitet nu over et halvt år efter. Gruppen har udviklet sig til at være en platform for udveksling af råd og ideer i forhold til genopbygning, skadeserstatninger og meget mere. Og det er sket helt på borgernes eget initiativ.
Der er stadig mange udfordringer
De sociale medier har potentiale til at revolutionere katastrofehåndtering. Der er imidlertid stadig mange udfordringer. Katastrofer er lige så mangfoldige som de områder, de rammer. Mange steder er mobilteknologi og internetadgang ikke tilstrækkeligt udbredt.
Ofte er de mest sårbare regioner også dem, hvor infrastruktur er mangelfuld på grund af geografisk isolation. Og endelig viser flere eksempler, at det kan være en udfordring at håndtere de enorme mængder information, der kommer fra de sociale medier.
Det ville desuden være en fejl at tro, at traditionelle medier, myndigheder, beredskab og humanitære organisationer vil blive overflødige i fremtiden. Tværtimod.
Det interessante er imidlertid, som eksemplet fra Dresden viser, at de sociale medier og digitale teknologier har potentialet til at spille en langt større rolle, end de gør i dag. Så stor faktisk, at det på sigt kan ændre billedet af katastrofehåndtering dramatisk.
