»Jo da, hans afføring er så fast og fin, altså. Lidt sådan brungrøn i farven,« fortæller den begejstrede mor højt i telefonen, mens du forsøger at nyde en kop kaffe på caféen.
Samtalen er ikke henvendt til dig, men til hendes veninde i den anden ende af telefonsamtalen, men både du og de andre cafégæster er ufrivilligt blevet indlemmet i fortællingen om afkommets fortræffelige bleøvelser.
Ubehageligt?
Det er bare med at vænne sig til det, hellere før end siden. Ny forskning viser nemlig, at teknologien forandrer hvordan vi bruger de offentlige rum, som vi bevæger os i dagligt.
Både smartphonen og det trådløse netværk gør, at stadig flere af os opfatter offentlige områder som en forlængelse af vores privatsfære. Forskerne mener, at vi må tænke nyt i designet af offentlige områder for at gøre plads til både teknologifantasterne, og dem, der mener, at en café er et sted til netop kaffe.
Privat snak generer ikke smartphonebrugere
Smartphonen er kommet for at blive, og stadig flere af os bruger disse teknologiske vidundere i stedet for den gamle ringe-sende-SMS-telefon.
Forskere fra Tel Aviv University i Israel har gennemført en spørgeundersøgelse med 150 mobilbrugere, hvor halvdelen havde en smartphone og resten en gammeldags mobil. Deltagerne blev spurgt om, hvordan de bruger telefonen på offentlige steder, i hjemmet, i skolen eller på jobbet, i bus og tog.
Resultaterne viser, at iPhone- og HTC-ejere tror, at der skabes en privat boble rundt om dem, når de bruger telefonen i offentlige rum:
Der er 70 procent større chance for, at smartphonebrugere mener, at deres telefon værner om deres privatliv, end brugerne af andre telefontyper gør.
Chancen for at en smartphonebruger vil føle sig generet af andres mobilbrug på offentlige steder, er bare halvt så stor som for folk med ældre telefoner. Der var desuden 20 procent mindre sandsynlighed for, at smartphonebrugerene opfattede deres egne telefonsamtaler som irriterende for folk rundt om dem.
Fortabt uden telefonen

»Vi er på vej ind i en ny fase i udviklingen af offentlige og private sfærer,« siger Tali Hatuka, leder for Tel Aviv universitets Laboratory of Contemporary Urban Design og en af studiets hovedforfattere, i en pressemeddelelse fra universitetet.
Smartphonebrugere følte sig også mere fortabte uden telefonen, viste studiet.
Flertallet af de 75 smartphonebrugere brugte ord som ’fortabt’, ’anspændt’ og ’ikke opdateret’ til at beskrive, hvordan de ville have det, hvis de mistede telefonen.
De, der fortsat bruger den gode, gamle Nokia 3310 beskrev en sådan situation med mere positivt ladede ord som ’frihed’ og ’stilhed’.
Tali Hataka mener, at de fysiske områder, hvor vi bruger vores telefoner måske må omdesignes, så de mere opfordrer til personlig kontakt mellem mennesker end til ’likes’ og ’tweets’.
25 kroner giver ubegrænset brugsret
Pigen, der højt fortæller om, hvor utroligt fuld, hun var i byen i går, eller hvor lille en tissemand, ham fyren, hun tog med hjem, havde, er imidlertid kun én del af historien.
En anden er arbejdsnarkomanen som for eksempel journalisten, som synes, at det at arbejde på kontoret er kedeligt.
Hvorfor ikke bare tage computeren – og iPad’en og telefonen og notesblokken også – med på café og arbejde der? De har da også trådløst internet, og bedre kaffe end kaffemaskinen på jobbet.
Et studie i tidsskriftet Journal of Service Research har for nyligt vist, hvordan sådanne kunder kan skræmme andre gæster væk og virke negativt på omsætningen for serveringssteder.
Forskerne bag studiet, fra University of North Carolina, Greensboro og University of California, Irvine, mener, at det lægger op til konflikter:

De kalder denne type kunder for ’first come/first priority’-kunder eller ’rent-in-perpetuity’. Det kan oversættes til førsteprioritetskunder eller kunder med ubegrænset lejeret.
Førsteprioritetskunderne mener, at en caffè latte til 25 kroner giver dem en ubegrænset brugsret både til caféens fysiske faciliteter, som bord, stol og strømudtag, og også til det trådløse netværk. Sådan en kunde kan lave et bord med plads til fire om til en midlertidig kontorplads, skriver forskerne.
Forskellige rum kan være en løsning
»Konflikter opstår, når førsteprioritetskunder møder kunder, som mener, at caféen skal være et sted til at købe kaffeprodukter,« skriver markedsføringsprofessorerne Merlyn Griffiths og Mary Gilly i studiet.
Mange caféejere er begyndt at indse, at disse kunder ikke nødvendigvis er så gode for indtjeningen, og de forsøger nu at finde måder at begrænse den teknologiske erobring af deres serveringssteder.
Nogle har indført begrænsninger på, hvor længe en kunde kan blive siddende uden at købe noget, mens andre har begrænset adgangen til stedets trådløse netværk.
Det bliver stadig mere almindeligt, at caféer tilbyder gratis trådløst internet i én time, frem for ubegrænset adgang.
»Det første, der må ske er, at ejerne af disse steder må bestemme sig for, hvad slags sted, det er, de ønsker at tilbyde deres kunder,« skriver forskerne videre.
Også her tror forskerne nemlig, at løsningen kan ligge i designets verden:
Alternative planløsninger og nye typer af indretning kan være effektive måder at kommunikere, hvad slags kunder, du ønsker dig.
Dermed kan man måske have et rum til moren, som opdaterer veninden om prinsens sovevaner, og et andet til dem, der synes, at avisen og en kop kaffe er mere end nok underholdning i sig selv.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
\ Kilder
- M.A. Griffiths og M.C. Gilly (2012) Dibs! Customer Territorial Behavior. Journal of Service Research, vol. 15, nr. 12, side 131-194. doi:10.1177/1094670511430530
- American Friends of Tel Aviv University: Smart Phones Are Changing Real World Privacy Settings (pressemeddelelse, publiceret 10. mai 2012)

































