Unge med autisme har svært ved at navigere blandt andre mennesker. Derfor har de brug for støttesystemer, og en forskergruppe ved Aalborg Universitet har været med til at udvikle en mobil-applikation, et program der installeres på en smartphone, der kan give de unge autister den nødvendige støtte.
Den store danske erfaring med børn og unge med autisme kan være en mulig eksportvare, fortæller Morten Aagaard, videnskabelig assistent ved Aalborg Universitet.
For i lande som Kina og Indien har man ikke de samme kompetencer, men til gengæld er der en stigende byrde af børn og unge med autisme.
Morten Aagaard håber derfor, at den nye mobil-applikation kan udbredes og potentielt eksporteres som en global sundhedsteknologi.
»Vi skal gøre brug af vores knowhow, og Danmark har særlige muligheder inden for dette område, fordi vi kinesere og inderes øjne har passet godt på rand-eksistenser i rigtig mange år,« siger han.
En god og enkel idé
Projektet, som Morten Aagaard har været med i, hedder HANDS-projektet. Det er støttet med 3,5 millioner euro af EU. Den store europæiske bevilling skyldes ifølge Morten Aagaard, at idéen bag mobil-applikationen har et stort udbredelsespotentiale, og især at idéen er både enkel og god.
\ Fakta
Prompting, som er små beskeder eller påmindelser på de rigtige tidspunkter, har vist sig effektivt, når almindelige mennesker for eksempel skal stoppe med at ryge. Et norsk firma tilbyder et sms-baseret støtteprogram, hvor deltagerne får sms’er på de tidspunkter, hvor det er sværest at holde sig fra cigaretterne.
»Vi mener, at EU-ansøgningen blev imødekommet, fordi idéen er så enkel at forstå: Børn med autisme ændrer ikke adfærd af sig selv, de skal støttes hele tiden, og vi kunne så tilbyde en teknologi, der kan designes med henblik på at give støtte til de nødvendige adfærdsændringer,« siger han.
Kan hjælpe de fleste
Men det er langt fra kun børn med autisme, som Morten Aagaard forestiller sig kan drage nytte af mobil-applikationen fra HANDS-projektet.
»Vi oplever rigtig stor interesse for teknologien fra det specialpædagogiske område, for eksempel kan nogle af applikationens funktioner, ’prompting’, der er en slags motiverende påmindelser, og tidsstyring, der er en form for kalenderfunktion, hjælpe personer med ADHD,« siger Morten Aagaard.
»Men helt almindelige mennesker kan også få gavn af teknologien, for vi er heller ikke 100 % rationelle. Vi har også brug for hjælp: Til at holde op med at ryge, få gjort rent, få købt nyt tøj eller lade være med det,« fortæller Morten Aagaard.
Individualiseret selvudvikling på mobilen
Ifølge Morten Aagaard kan man for eksempel forestille sig, at det store marked for bøger om selvudvikling overgår til en teknologisk platform, hvor der kan laves individualiserede støttesystemer.
»Jeg ved, at jo mere man individualiserer, jo bedre. På markedet for mobil-applikationer er der i øjeblikket en masse gængse funktioner, men jeg tror, det er de individuelle applikationer, der blive på markedet og som vil virke,« fortæller han.