Impulser fra de sensoriske nerveceller tager cirka den samme rute, hvad enten der bliver rørt ved klitoris, skeden eller livmoderhalsen.
Det skriver forsker, ph.d. Barry R. Komisaruk fra Rutgers University i USA sammen med kolleger i Journal of Sexual Medicine.
De aktiverede områder er i den del af hjernen, som hedder den sensoriske cortex.
»Men selv om de sidder tæt sammen som en klase druer, er responsen på hver genitale del forskellig,« siger Barry Komisaruk til LiveScience.
»De overlapper, men det er muligt at skille dem ad,« siger han.
Berøring går til hovedet
Forsøgene med fMRI-scanninger antyder altså, at klitoris ikke nødvendigvis er det eneste saliggørende punkt i sexlivet.
Kvinder, som stimulerede sig selv, oplevede en kraftig aktivitet i forskellige områder i den sensoriske cortex, hvad enten der var tale om berøringer af klitoris eller inden i skeden.
Både skede og livmoderhals ser ud til at have en væsentlig mængde sensoriske nerveceller, påpeger Komisaruk i en pressemeddelelse.
Disse celler reagerer på forskellige stimuli og sender impulser videre til hjernen.
Hvad er det vigtigste?
En del eksperter i seksualitet mener, at klitoris er hovedkilden til seksuel nydelse hos kvinder, mens stimulering af skede og livmoderhals ikke tager nydelsen til samme højder, skriver forskerne i pressemeddelelsen.
Blandt kvinder, som svarer på spørgsmålet i undersøgelser, siger et flertal også, at de skal have stimuleret klitoris for at opnå orgasme.
Men måske er det lige så vigtigt for udfaldet, hvordan berøringerne udføres, end at de foretages direkte på klitoris?
Hjernestudiet omfattede 11 raske kvinder i alderen 23-56 år.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm