Mens vi stopper op for at mindes Holocaust, er det vigtigt at se på, hvad børn rundt om i verden lærer om de rædselsvækkende begivenheder, som skete for 70 år siden, og om deres følger.
For nyligt forsøgte vi på Georg Eckert Institute i samarbejde med UNESCO at kortlægge, i hvor høj grad der undervises om Holocaust i historie- og samfundsfagspensum og undervisningsbøger på mellemtrins- og udskolingsniveau rundt om i verden.
Resultatet af undersøgelsen kan give os en bedre forståelse af, hvordan man behandler information og underviser om fortiden i lande så geografisk og historisk forskellige som Brasilien, Kina, Egypten, Indien, Namibia, Spanien og USA.
Store forskelle i læseplaner og pensum
Undersøgelsen omfattede den grundige, omhyggelige og koordinerede gennemlæsninger af 272 gyldige læseplaner fra 139 lande og landområder på mere end 10 forskellige sprog og 89 undervisningsbøger udgivet i 26 lande siden år 2000.
Der blev udvist stor omhyggelighed for at sikre at begrebsdannelserne og beretningerne fra Holocaust var både dokumenterede og tilstrækkeligt sammenholdte, på trods af at dens historie var blevet oversat til så mange forskellige sprog.
Analysen af pensa og læseplaner afslørede væsenlige forskelle rundt omkring i verden, som blev visualiseret på forskellige landkort. Selv navnet på hændelsen varierer fra ‘shoah, ‘Holocaust’, ‘folkedrab’, ‘massakre’ eller ‘udryddelse’ til ‘koncentrationslejr’ eller ‘den endelige løsning’.
Ikke alle nævner Holocaust direkte
Ialt 57 læseplaner og pensa præciserer tydeligt Holocaust med en direkte henvisning til ord såsom ‘Holocaust’ eller ‘Shoah’, mens 28 ikke gør.
De lande, der ikke henviser direkte til Holocaust i deres læseplaner, inkluderer Egypten, Palæstina, New Zealand, Irak og Thailand (skraveret gult på landkortet).
Læseplanerne for 8 lande redegør kun delvist for Holocaust, og her nævnes det ikke specifikt med det formål at undervise om Holocaust. I eksempelvis Mexico er Holocaust nævnt som et ud af flere aspekter i undervisningen om menneskerettigheder.
Yderligere 46 lande, såsom Algeriet og Japan, redegør kun for den sammenhæng, udfra hvilken, der kan undervises i Holocaust, og henviser således blot til 2. Verdenskrig eller til nazismen.
Mange fællestræk i fremstillingen af Holocaust
Resultaterne af vores undersøgelse af skolebøgerne afslører, at fremstillingen af Holocaust har mange fællestræk.
De fleste skolebøger fokuserer eksempelvis på årene 1942 til 1944 med massedrab eller årene under 2. Verdenskrig.
De geografiske steder, hvor Holocaust foregik, kaldes ‘Europa’ eller ‘Tyskland’, mens regeringer, besatte områder, satelit- og samarbejdsstater forbigås.
Afbildningerne i disse bøger er også mere tilbøjelige til at gengive gerningsmændene, end ofrene eller tilskuerne. Adolf Hitler er så fremtrædende, at han næsten fremstår som ene ansvarlig for hændelsen.
Der er samtidigt markante forskelle i måden, der fortælles om Holocaust, og de didaktiske metoder, der benyttes i undervisningen, særligt i forklaringen af dens årsager og indflydelse.
Sammenligninger med lokale fortilfælde
(Illustartion:UNESCO/Georg Eckert Institute)
Det er påfaldende, at de kinesiske skolebøger låner Holocausts sprogbrug og billedverden, og overfører dem til den japanske hærs massakre af Nanjing i 1937.
På samme måde adopterer japanske skolebøger Holocausts sprogbrug i fremlæggelsen af atombombernes ødelæggelsen af byer i slutningen af 2. verdenskrig.
Historikere beskriver på denne iøjenfaldende måde tragedierne i deres egen fortid, ved at kontekstualisere sprogbruget, der normalt bruges til at beskrive Holocaust, som f.eks. ‘frygtelige massakre’, massedrab’, ‘grusomheder’ og ‘udryddelse’.
De er eksempelvis også blevet adopteret af skolebøger i Rwanda i beskrivelsen af folkedrabet i 1994.
Holocaust 'oversat' til lokale forhold
Holocaust er også blevet flyttet tættere på hjem eller sat i mere idiosynkratiske og lokale sammenhænge.
For eksempel benytter de kinesiske skolebøger ikke terminologien ‘Holocaust’ eller ‘Shoah’ men ‘folkedrab’ (datusha) og ‘forbrydelsesformer’ (zhongzhong zuixing).
De kinesiske skolebøger gør hændelsen forståelig for lokale læsere, i et sprog som er de er bekendte med, men som ikke kommunikerer de historiske særpræg, der traditionelt tilskrives Holocaust af vestlige akademikere og lærere.
Der er ingen international standard for hvordan man taler om Holocaust. Undervisningen er et bevis på en uoverensstemmelse i de overlappende beretninger, domineret af lokale forhold, under hvilke børn lærer om det.
Dertil skal siges, at der er lighedspunkter mellem visse skolebøger eller mellem regioner, lande og kontinenter, uden at det følger et fast mønster.
Mere systematisk tilgang ønskes
Anbefalingerne i slutningen af vores rapport tilgodeser disse lokale særegenheder, samtidigt med at opfordre til større historisk præcision og systematisk sammenligning af folkedrab. Som landkortet viser, er Holocaust allerede inkluderet i historieundervisningen i nogle lande, mens andre kun omtaler hændelsen indirekte, eller omtaler den i en historisk sammenhæng.
I Afrika ville en yderligere inklusion være et skridt imod en større bevidsthed om europæiske historie. På samme måde vil sammenligninger mellem folkedrab både her og der skabe større bevidsthed om afrikansk historie i Europa.
Vi får at se, om fortidens lektioner i praksis kan styrke de humanitære og menneskelige værdier i hele verden.
Eckhardt Fuchs hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation
