Sjælen er blevet presset af videnskaben

I Vesten har vores begreber om sjælen rod dels i det gamle Grækenland, dels i kristendommen. Grækernes ord for sjælen var psyche. I den græske mytologi var Psyche en feminin gudinde, der var gift med kærlighedsguden Eros.

Psyche afbildes vanligvis som en kvinde med sommerfuglevinger som tegn på sjælens luftige og skrøbelige natur: Prøver man at gribe denne skabning med sine klodsede fingre, mister den sin kraft og kan ikke længere flyve. Det er billedet af den fine og sarte sjæl over for det grove fysiske legeme. Sammen med Eros fik Psyche i øvrigt datteren Hedone, der var nydelsens gudinde.

Plantens sjæl gør, at den kan dreje sig efter lyset

For de græske filosoffer repræsenterede Psyche ikke sjælen i kristen forstand, ej heller sindet som sæde for tanker og følelser. I bogen Om sjælen af Aristoteles (384-322 f.v.t.) analyseres sjælen som et biologisk begreb. Sjælen er førsteprincip for det levende, mener Aristoteles, og alt levende – dyr, planter, mennesker – har sjæl i kraft af at være i live.

Det er altså plantens sjæl, der gør, at den kan dreje sig efter lyset. Men ordet psūchê betyder også åndedræt, og man 'ud-ånder' jo bogstaveligt, når man dør. Aristoteles mente, at sjælen er den levende krops form, hvilket også betyder, at sjælen ikke kan eksistere uden kroppen. Sjælen er de evner og dispositioner, der udmærker den levende krop, og den gør, at vi kan tænke, tale, føle og handle.

Det giver for Aristoteles lige så lidt mening, at sjælen skulle kunne eksistere uden kroppen, som at menneskets evne til at gå, skulle kunne eksistere uden dets fødder og ben.

Det udmærker i øvrigt menneskets sjæl frem for planters og dyrs, at den er rationel. Fordi vi har en rationel sjæl, kan vi også drages til ansvar for vores handlinger.

Kroppen er sjælens fængsel

Platon (429-347 f.v.t.), Aristoteles’ lærer, portrætterede sjælen på anden vis: som menneskets udødelige essens. Hos Platon består et menneske af en krop og en sjæl, men det er sjælen, der essentielt er dette menneske.

Når kroppen dør, lever sjælen videre, hvorfor Sokrates, hovedpersonen i de fleste af Platons dialoger, kan gå i døden uden de store betænkeligheder (dømt for undergravende virksomhed
og manglende anerkendelse af guderne). Han har som filosof en viden om sjælens evighed, og det giver trøst i det endelige liv på Jorden.

Kroppen er sjælens fængsel, og det er en tankefigur, der skulle vendes på hovedet mange århundreder senere hos filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900) og idehistorikeren Michel Foucault (1926-1984). Hos dem blev sjælen det fængsel, kroppen skulle befris fra. Ideen om sjælen binder os for disse radikale tænkere til vores egen identitet på en undertrykkende måde.

Platon og Aristoteles var ikke enige

Sjælen er hos Platon noget, man er, mens den
 hos Aristoteles er noget, man har. Hos Platon er jeg
 lig med min sjæl, som jeg har en form for intim og
 privat fornemmelse af i mit indre. Hos Aristoteles
er sjælen derimod navn for det, jeg kan, når jeg er i 
live.

Platon har derfor især inspireret de mange filosoffer og videnskabsfolk, der siden har forestillet sig
 sjælen som en form for indre bevidsthed, som man 
som individ antages at være identificeret med (og
 som for nogle religiøse har en evig eksistensform). Modsat har Aristoteles inspireret dem, der mener, at sjælen er rationelle evner og dispositioner, som levende mennesker har, men som de altså ikke er identiske med.

Uenigheden mellem disse to giganter fra den antikke græske filosofi fortsætter hele vejen i sjælens idehistorie.

En tredjedel af danskerne tror på liv efter døden

Vender vi os mod kristendommens begreb om sjælen, viser det sig, at det er mere komplekst, end det ofte fremstilles. Den forenklede opfattelse af sjælen som en evig substans i et materielt legeme er faktisk ganske svær at finde i bibelske tekster og hos kristne filosoffer som Augustin (354-430) (der primært går i Platons fodspor) og Thomas Aquinas (1225-1274) (der følger Aristoteles).

Opfattelsen lever dog fortsat som en slags lægmandsteologi eller barnetro: Cirka en tredjedel af danskerne tror i dag efter sigende på et liv efter døden, hvor sjælen forenes med Gud (eller genfødes, hvilket som bekendt ikke er en kristen ide).

Det store flertal i Danmark tror dog, at de – og dermed deres sjæl – forsvinder, når de dør.

Andre steder i verden, ikke mindst i USA, er dette imidlertid ganske anderledes, idet troen på en udødelig sjæl her er langt mere udbredt, og hvor de danske tal nærmest vendes om. I den kristne teologi lægges der stor vægt på kødets opstandelse, hvilket peger på, at det evige liv i grunden er utænkeligt som et rent sjæleligt liv.

Kroppen må med og genopstå, hvis mennesket igen skal blive sig selv efter døden. Derfor er den kristne tanke faktisk mere integrativ (sjæl og legeme hører sammen), end den er egentlig dualistisk (sjæl og legeme findes uafhængigt af hinanden).

Sjælen er en slags beholder, hvori der findes ideer

Den radikale (og forkætrede) dualisme mellem sjæl og legeme tilskrives især filosoffen René Descartes (1596-1650), men selv hos ham er dualismen åben for fortolkning og nuancering. Descartes identificerer sjælen med bevidsthed og opdeler verden i to væsensforskellige substanser: De udstrakte ting på den ene side og bevidstheden, sjælen eller den tænkende ting på den anden.

At tænke noget er for Descartes at have en bevidst forestilling om noget – en ide, som han kaldte det – eller en 'mental repræsentation', som en stor del af den moderne kognitionsforskning kalder det. Også Platon havde sat idebegrebet i centrum for sin filosofi. Hos Platon var ideer de grundlæggende konstituenter i kosmos, der gør, at vi overhovedet kan erkende noget som noget.

Descartes’ filosofiske revolution bestod i at henføre ideerne fra kosmos til menneskets indre. Han puttede populært sagt den ydre verden ind i menneskets sjæl og mente, at det eneste, mennesker nogensinde kan erkende, er de ideer, som fremtræder for bevidstheden.

Sjælen, forstået som bevidsthed, er her en slags beholder, hvori der findes bestemte oplevelser (kaldet ideer), som antageligvis svarer til fænomener i den ydre verden.

Men dette kan vi strengt taget kun antage – vi kan aldrig vide det – for når det eneste, vi kan erkende, er sjælens indhold, bliver alt andet (den ydre verden, andre menneskers eksistens) rent hypotetisk, og vi har da egentlig ikke nogen som helst grund til at tro, at der skulle eksistere andet end vores eget bevidsthedsindhold, vores egen sjæl.

Denne absurde konklusion kaldes solipsisme – at mit eget oplevelsesliv er det eneste, der findes.

Sjælen hører til kroppen som helhed

Descartes måtte foretage nogle vanskelige argumentatoriske krumspring for at prøve at undgå den solipsisme, som hans eget udgangspunkt havde bragt ham i. Blandt andet måtte han undervejs argumentere for Guds eksistens, da Gud lader til at være nødvendig som garant for, at det, vi oplever, rent faktisk svarer til noget i den ydre verden.

Han måtte også gå på en mildt sagt vanskelig jagt efter interaktionsstedet mellem sjæl og legeme; altså der, hvor det sjælelige antageligt påvirker det legemlige, og han mente at have fundet det i hjernens koglekirtel.

Imidlertid er Descartes siden nærmest gjort til en karikatur, ansvarlig for stort set alle problemer i den vestlige filosofi, og hans teori om sjælen er i detaljerne langt mere sofistikeret, end man ellers hører. Ligesom Karl Marx ifølge eget udsagn ikke var marxist, var Descartes formentlig heller ikke cartesianer.

I en bog om sjælen skriver Descartes eksempelvis, at sjælen hører til kroppen som helhed og ikke kan tilskrives nogle af dens enkelte dele, hvilket er langt fra den forenklede koglekirtelteori.

Naturvidenskaben var i gang med at affortrylle verden

Hvorfor begyndte filosoffer som Descartes overhovedet at identificere sjælen med bevidsthed og hævde, at hele verden kan rummes heri? Formentlig fordi den gryende naturvidenskab samtidig var i færd med at affortrylle verden. Den verden, der hos Platon og Aristoteles havde været fuld af formål, mening og værdi, blev i stigende grad set som et mekanisk system, styret af blinde naturlove.

I takt med affortryllelsen af verden måtte sjælen som bevidsthed derfor fortrylles så meget desto mere for at finde plads til alt det væsentlige i tilværelsen (altså mening, værdi osv.).

Det blev udgangspunktet for både den britiske empirisme fra sidste halvdel af 1600-tallet og frem, med navne som John Locke (1632-1704), George Berkeley (1685-1753) og David Hume (1711-1776), og det blev grundlaget for den mere rationalistiske filosofi, som Immanuel Kant (1724-1804) formulerede i 1700-tallet.

Mange hævder, at sjælen ikke findes

Lige siden har et grundspørgsmål i den vestlige kultur været, hvordan man finder plads til sjælen i et videnskabeligt verdensbillede. Mange har hævdet, at det ikke kan lade sig gøre, og at sjælen derfor ikke findes. Det gælder fx filosoffen Julien Offray de
la Mettrie (1709-1751), der allerede i 1700-tallet provokerede med sin materialisme i bogen 'L’homme machine' (Det maskinagtige menneske).

Det gælder for en lang række filosoffer og videnskabsfolk, der arbejder i kølvandet på Charles Darwins (1809-1882) evolutionsteori, og det gælder for en god del af den aktuelle hjerneforskning.

For dem, der hylder den såkaldte materialistiske identitetsteori, er sjælelige processer simpelthen lig med processer i centralnervesystemet, og for de mere radikale tilhængere af den såkaldte eliminative materialisme bygger enhver tale om sjælen på en fejlagtig teori (sjælen findes simpelt hen ikke), hvorfor vi angiveligt bør rense vores sprog for henvisninger til alt det sjælelige og mentale.

I teorien kan mennesker reduceres til rene organismer

Andre har dog holdt fast i, at vi som mennesker ikke kan undvære ideen om sjælen, uanset hvad videnskaberne måtte give os af viden om hjernen. Som ontologisk princip ('der findes en sjæl') er ideen ganske givet diskutabel, men som praktisk princip er den muligvis uomgængelig.

Ludwig Wittgenstein (1889-1951) skrev i sit posthumt udgivne hovedværk Filosofiske undersøgelser fra 1953 om vores praktiske indstilling til hinanden: »Min indstilling til ham er en indstilling til en sjæl. Jeg er ikke af den mening, at han har en sjæl.«

At det andet menneske er et sjæleligt væsen, der kan foretage handlinger og påkalder sig agtelse og anerkendelse, er udtryk for en fundamental og før-teoretisk indstilling, som vi næppe kan undvære i vores liv med hinanden. Vi kan i teorien reducere mennesker – både andre og os selv – til rene organismer, maskiner, nerveprocesser eller komplekse konfigurationer af molekyler, men i praksis kan vi ikke.

Det er eksistentielt umuligt generelt at handle ud fra denne indstilling, selv om det undtagelsesvist kan forekomme, fx i relation til mennesker, der lider af svær demens. Selv her kan vi (heldigvis) ikke eliminere vores almindelige indstilling til den anden som en sjæl.

Sjælen er en egenskab ved helheden

Wittgenstein skriver videre: »Det menneskelige legeme er det bedste billede af
den menneskelige sjæl.«

Vi ser den andens sjæl i ansigtet, i mimikken og i kroppens intentionelle bevægelser. Med Wittgenstein er vi tilbage ved Aristoteles: Sjælen er ikke en indre, privat substans bag det kropslige ydre, for sjælen er selve det levende menneskes evner til at tænke, føle og handle.

Alt dette har vi en form for praktisk kundskab om. Det er først, når vi gør sjælen til en skjult, kropsløs æter, at vi vil give os til at lede efter den et sted inden i os, i bevidstheden eller via hjernescanningerne. Og her er det selvfølgelig umuligt at finde den. For hvis Aristoteles og Wittgenstein har ret, kan man slet ikke finde sjælen noget sted, for den findes ikke et 'sted'.

Som begreb for evner og dispositioner kan den lige så lidt isoleres til en lokalitet (fx hjernen), som bilens evne til at køre kan lokaliseres alene i motoren, hjulene eller styretøjet. Sjælen er en egenskab ved helheden: det levende menneske. Og heraf følger alskens etiske og juridiske forhold, der kendetegner mennesket, fx at vi påkalder os agtelse og kan gøres ansvarlige for vore handlinger.

Vi er forsat 'bekendende dyr'

Ideen om sjælen er ikke blot indspundet i metafysiske diskussioner, men har også altid været en del af kulturelt bestemte måder at forstå og regulere menneskers liv på.

Det ses i alt fra middelalderens styring af mennesker gennem forestillinger om sjælens frelse, over den moderne psykologisering af sjælen, der kulminerer med psykoanalysen i det 20. århundrede, til den aktuelle neurologisering af sjælen, hvor hjernescanningen er ved at overtage både den psykologiske samtale og sjælesorgen som vejen til forståelsen af individet.

Hvad enten vi tror på sjælen eller ej, lever vi i et samfund, hvor den enkelte pålægges at skulle udvikle sig selv (og sin sjæl). Vi er fortsat 'bekendende dyr', som Foucault hævdede, hvor det altså hos ham var sjælen, der fremstod som kroppens fængsel snarere end omvendt.