Shaman eller kultleder? Dansk gravhøj gemte på slangekvinde
En helt særlig kvinde blev begravet i Maglehøj ved Frederikssund omkring 1200 f.Kr. Gravfundet giver et enestående indblik i fortidens tankegods.

En illustration af hvordan tegneren Tom Kristensen forestiller sig at Maglehøjkvinden kunne se ud, baseret på gravgaver og samtidige bronzefigurer (Tegning: Tom Kristensen)

 

I sommeren 1888 blev en gravhøj udgravet af arkæologen Vilhelm Boye. Maglehøj var engang en imponerende bronzealderhøj, som imidlertid havde lidt samme skæbne som så mange andre: I fremskridtets navn gik landmændene hårdt til fortidsminderne.

Lokale folk fortalte, at Maglehøj indtil kort før udgravningen havde stået flot med store randsten langs foden, og ved udgravningen blev der fundet en væltet, 1,25 m lang bautasten, som engang har prydet toppen af højen, som lå på et højt punkt i landskabet nær en lille (nu tørlagt) vig af Roskilde Fjord.

Hvornår bautastenen er blevet rejst, kan vi ikke vide.

I højen frilagdes en stenkiste, godt 60 cm lang. Man havde omhyggeligt pakket vandrullede sten om kisten og lukket graven med en stor overligger. Dernæst pålagdes sand, grus og et tykt lag bændeltang, hvorefter endnu en stendynge dækkede det hele.

De mange lag er skyld i, at graven som noget usædvanligt endnu i 1888, tre årtusinder efter anlæggelsen, var helt fri for nedfaldet jord. Indholdet lå klart for dagen, som Vilhelm Boye skrev i sin fremlæggelse af fundet. Egekisternes tid var ved at være forbi, og en ny skik med at brænde de døde vandt indpas, undertiden – som her – allerede i slutningen af ældre bronzealder.

Man passede godt på gravgaverne

Men man brændte ikke gravgaverne; de blev forsigtigt lagt mellem de brændte og rensede ben, som har været indsvøbt i uld, antagelig et tæppe.

Sammen med kvindens ben lå hendes nøje udvalgte ejendele, så de rigtige ting fulgte hende ind i den anden verden. Det var mest tilbehør fra hendes klædedragt: en dobbeltknap, en kniv, en bøjlenål samt en lille bæltedåse, hvis låg stadig blev holdt fast af en bevaret træpind.

Almindelige hverdagsting, som enhver velklædt bronzealderkvinde havde i sin klædekiste.

Det er bæltedåsens indhold, som er interessant. Ved udgravningen var bæltedåsen stadig hermetisk lukket, fordi ir havde kittet dåsen og dens låg sammen. Man kan kalde den lille beholder for bronzealderens dametaske, som ikke hang i en rem over skulderen, men i bæltet om livet på kvinden.

En dametaske fuld af amuletter

Øverst ses Maglehøjskvindens gravudstyr af bronze. I prøveglassene derunder ligger knogledele fra seks dyr med de originale bestemmelsessedler (Foto: Moesgaard)

Kvindens bæltedåse var fint udsmykket med en strålende sol eller stjerne, som er et ret almindeligt motiv. Da dåsen blev åbnet, fremkom et væld af mærkelige småting, sandsynligvis amuletter: blandt andet tre små sten, to stykker svovlkis, et par bronzestykker, et stykke trækul formentlig af bævreasp, en rønnekvist, lidt brændt menneskeknogle (fra en afdød slægtning?) og adskillige dyreknogler og -tænder.

Videnskabsmanden Japetus Steenstrup undersøgte dyreresterne, og senere trådte zoologen Herluf Winge til. Winge var fugleekspert, og han undersøgte gravens indhold nøje i 1903. Hans konklusioner var overraskende: Kvinden var begravet med mærkværdige dyredele.

I bæltedåsen lå en flækket hestefortand, glattet af gnid, samt noget af kronen af en anden hestetand; skulderben, lemmeknogler og kæben af en dværgvæsel (en brud); højre og venstre fod af et pindsvin, et kloled fra en los (ligeledes glattet), et knoglebrudstykke af et meget ungt pattedyr (et lam eller en rå), 15 slangehvirvler og et stykke af luftrøret fra en ravn.

Maglehøj-fundet var i øvrigt første gang, at hesterester blev fundet sammen med oldsager fra bronzealderen. At ravnen allerede dengang var en særlig fugl, undrer ikke, men det er stadig det ældste eksempel på rester af den store kragefugl i en dansk grav.

 

Interesse fra dyreeksperter

I 2008 kom der afgørende nyt om Maglehøj. Krybdyrseksperten Hans Viborg Kristensen undersøgte slangeknoglerne, og i Nordisk Herpetologisk Forenings tidsskrift, som måske ikke er blandt de allermest udbredte (herpetologi er læren om krybdyr og padder) kunne han offentliggøre, at slangehvirvlerne fra nakke, midte og hale stammer fra en voksen æskulapsnog (Zamenis longissimus) på mindst 1,2 meters længde.

Maglehøjgraven er særligt interessant, fordi bæltedåsens indhold afslører, at kvinden sandsynligvis har brugt amuletterne i forbindelse med magiske ritualer. Hestetanden har så tydeligt gnid, sikkert fremkommet med en tommelfinger, måske for at gå i trance eller for at påkalde sig hestens ånd.

Det samme gælder for lossen, hvis klo også viser slid. Dyreresterne repræsenterer flere dyr, der genfindes i myten om solrejsen, beskrevet af Flemming Kaul (se Skalk 1999:5): slange, fugl og hest – kun fisken mangler i kvindens amuletsamling. Dåsens indhold er dermed en fysisk repræsentation af solens hjælpedyr. Dermed træder de mytologiske dyr ind i ritualets håndgribelige verden.

Pindsvinefødderne er mærkværdige, og ingen god forklaring kan findes. Lossen levede også mod nord i de dybe skandinaviske skove, og kloen er sandsynligvis indført herfra. Æskulapsnogen, som er varmekrævende og også kaldes kæmpesnog, hasselsnog eller hasling, er kun sjældent påvist herhjemme. Den er konstateret i et par tilfælde fra Ertebøllekulturen samt sidst i 1800-årene som en isoleret forekomst ved Petersværft nær Vordingborg.

 

Snogens hellige betydning

I dag er denne snogeart uddød i Danmark og forekommer kun uden for Middelhavsområdet i enkelte isolerede områder, f.eks. ved Bad Schlangenbad i Tyskland. Vi kan kun spekulere på, om Maglehøjkvinden havde fanget sin slange, eller om den var handlet hele vejen fra Middelhavet til Sjælland i en kurv.

Her ses en typisk spiralarmring fra en udgravning nær Ry. Det er muligvis pga. af 'shaman-kvinder' med en slange på armen, at disse var populære i denne tid (Foto: Moesgaard)

Æskulapsnogen er den samme hellige slange, som den dag i dag ses afbildet i det gamle lægesymbol. Det har ældgamle rødder. Æskulap er den dansk-latinske navneform for Asklepios, lægeguden i græsk mytologi, og hans symbol er æskulapstaven. Æskulapsnogen var ganske enkelt et af Middelhavskulturernes foretrukne kultdyr, og den blev flittigt anvendt af tempelkvinderne. Minoiske præstinder bar æskulapsnoge og andre slanger om underarmene i deres ritualer.

I Egypten var slangen hellig og tilhørte underverdenen. Romerne brugte også den hellige slange i templerne, og isolerede bestande findes bl.a. i Schweiz og som nævnt Tyskland, fordi romerne holdt dem ved varme bade.

Det er oplagt, at snogen har været en del af Maglehøjkvindens identitet som shaman/troldkvinde og kultleder. Den må have været et magtfuldt tegn, når den har snoet sig op ad hendes arm under rituelle seancer – som vi kan se det på figurer af minoiske præstinder.

Det kan lede frem til de snoede armringe, som er typiske for bronzealderens smykketradition, for måske er de i virkeligheden imitationer af levende slanger, som snor sig op ad kvindernes underarme.

 

Kvinden kunne have været shaman

Kvinden kunne med sine amuletter sandsynligvis udføre ritualer, som i høj grad minder om det, vi i dag kalder for shamanisme. Måske var hun i virkeligheden en hamskifter. Shamanisme handler om at transcendere, at passere grænsen mellem verdener i dyreham. Dette muliggør kommunikation mellem levende og døde, mellem mennesker og ånder, og mellem mennesker og dyr.

I en shamanistisk kosmologi er den opfattelse almindelig, at sjælen er den samme hos os alle, både mennesker og dyr. Kroppen afgør vores perspektiv på vores omverden, og ved at tage andre kroppe på skaffer man sig adgang til andre verdener. Hybridvæsnerne er et måske hidtil overset aspekt af bronzealderens forestillingsverden, men ikke helt ukendt i bred forstand.

Billeder af hestekvinder, fuglemænd og andre mærkværdige skikkelser kendes fra Sverige og Sydeuropa på samme tid. En lille figur fra Kolindsund ved Grenå viser en lille kvinde med fuglearme: fanget mellem to verdener – som i et hamskifte.

Ved at transcendere sig ind i solens verden som et hybridvæsen og et af solens hjælpedyr kunne kvinden fra Maglehøj måske få indsigt i den guddommelige vilje, spå om fremtiden, tale med de dødes ånder og helbrede de syge. Med slangen snoet om underarmen og hestetanden i hånden kan vi næsten se hende – på tværs af tre årtusinder – stå i spidsen for indviklede ritualer og kultoptog, som vi kun lige kan ane omfanget af.

Hun har haft en helt særlig position i samfundet. Det kan forklare hendes storslåede begravelse i en høj med bautasten på et sted med vid udsigt ganske nær Roskilde Fjord.

I det nyeste nummer af SKALK kan du bl.a. læse om:

KVINDEN I DYREHAM
En bronzealderkvinde, som må have haft ganske usædvanlige evner, blev gravlagt i en høj med et særligt gravudstyr. I dag ligger højen i et parcelhuskvarter i Frederikssund.

HVO SOM BRYGGE SKAL
Midt i Odense har man for nylig udgravet et professionelt bryggeri og et hjemmebryggeri – begge dele fra middelalderen. De to parter havde naturligvis deres stridigheder.

LURENS FORLØBER
Et tæt dekoreret horn fra Wismar, for tiden udstillet på Moesgård Museum, er vort første blæseinstrument fra bronzealderen. Danske C.J. Thomsen hjalp i 1838 med at tidsfæste det.

TEENS OG KAFFENS DANMARKSHISTORIE
Hvordan de to eksotiske nydelsesmidler blev udbredt herhjemme, hvornår og i hvilke samfundslag – og hvilket udstyr til tilberedningen og serveringen, der var nødvendigt.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om Goliath-frøen, som du kan se på billedet herunder.