Shakespeares mest ikoniske karakterer lever stadig

Shakespeares død i gik nærmest ubemærket hen i 1616, men det har vi i den grad rådet bod på i år, hvor årsdagen, 23. april, blev slået stort op.

En lang række begivenheder markerede årsdagen - blandt andet Folger Library's First Folio Tour, der turnerer alle de 50 amerikanske delstater med en produktion af 'Hamlet', som til dato er blevet opført i 196 lande.

Så langt væk som Teheran, har man arrangeret forestillinger og udstillinger. Og i New Orleans markerede to store 'jazz-begravelser' begivenheden.

Omarbejdelse af Shakespeares værker holder interessen ved lige

Årsagen til Shakespeares vedvarende popularitet er blandt andet hans anlæg for sprog og hans evne til at levere øjeblikke, der besidder både poetisk kompleksitet og hjerteskærende enkelthed.

Men Shakespeares popularitet skyldes også det faktum, at hans skuespil kan omarbejdes, hvilket f.eks. har ført til at 'Timon fra Athen' pludselig fandt sted midt i Occupy bevægelsen (se faktaboks, red.), og at 'Othello' er blevet til en moderne Bollywood-film.

Mange føler sig tiltrukket at Shakespeares forskellige karakterer, som synes at have et liv, der rækker langt ud over scenen.

Shakespeare skabte et psykologisk landskab

Shakespeare skabte portrætter med psykologisk dybde - fulde af tvivl, hykleri og mystik - på måder, som ingen af hans samtidige formåede.

Hans karakterer holder stand i en sådan grad, at Shakespeare stadig sætter sit præg på nutidens mest populære tv-shows og film.

De fleste af os ved, hvad det vil sige at føle sig tung om hjertet, jaloux, blændet af ambition eller skuffet over utaknemmelighed. Romeo, Othello, Macbeth, og Kong Lear - de synes alle at have forudset og udtrykt vores egne følelsesmæssige oplevelser, bedre end vi selv kunne.

Politikerne, som vi nærer mistro til er Julius Caesar og Lady Macbeth. Vores skæbnesvangre elskere er Romeo og Julie, vores geniale heltinder er Rosalind og Portia.

Shakespeares karakterer er både arketypiske og helt moderne

Shakespeares mænd og kvinder er både arketypiske og alligevel helt moderne; dels, fordi de, som ingen andre før dem, tumler med indre konflikter.

Monologer og dialoger er ikke kun informationskilder for publikum, men fører også til handling. Sagt med andre ord: mens tidligere skuespils plot afhang af, hvad personerne gjorde, er det hvad karaktererne tænker, der får handlingen i Shakespeares skuespil til at skride frem og udvikle sig.

Tag for eksempel Hamlet, som kæmper med frygt og tvivl om at hævne sin fars mord. Handlingens potentielle uretfærdighed foruroliger ham, samt udsigten til at risikere sin forstand - eller endda sin sjæl - hvis han gør alvor af planen.

Før Shakespeares tid ville skuespillets karakterer måske have frygtet hævnakten, men mere på grund af konsekvenserne ved en eventuelt fiasko end af de åndelige og psykiske kvaler, der kan ledsage en succes.

Fornemmelse af det ukendte i Shakespeares karakterer

Iscenesættelsen af disse interne konflikter i skuespillene betyder, at karaktererne stadig føles relevante i dag. Det er måske også derfor, at de bedste tv- og filmkarakterer bliver beskrevet som 'Shakespeare-agtige'.

De ledende figurer i 'True Detective', 'Downton Abbey', og Netflix-dokumentarfilmen 'Making a Murderer' kæmper alle med intern uro, hvoraf meget synes mystisk for os - og endda for dem selv.

I 'Downton Abbey' vokser og aftager Lady Mary Crawleys interesse for sine bejlere ofte uden hverken årsag eller forklaring. Hendes kulde mod Edith er undertiden en slags gengældelse og nogle gange tilfældige angreb - ikke ulig Hamlets spontane rasen mod Ophelia.

I 'Making a Murderer' er mysteriet naturligvis centralt. Men vores følelse af mystik intensiveres, fordi vi ikke engang kan være sikre på, om Brendan Dassey selv ved, om han er skyldig i en forbrydelse eller ej.

Vigtige detaljer bliver udeladt

Shakespeare skabte ikke kun karakterer, der besidder indre uro. Han konstruerede også karaktererne på en måde, der vækker en følelse af tvivl blandt læsere og tilskuere. For mange af hans karakterer bliver vigtige detaljer udeladt; vi ved ikke, hvad vi skal tænke - og det kan skabe en illusion af psykologisk dybde.

For eksempel er Hamlet ikke vanvittig. Han fortæller tydeligt og klart til sine ledsagere, at han vil foregive at være vanvittig for at undgå mistanke under udførelsen af sin hævnplan. Men Shakespeare lader ham gå for langt, hvilket tvinger publikum til at spekulere på, om han rent faktisk er gået fra forstanden.

Vi forstår heller ikke, hvorfor Hamlet vakler, hvorfor Lear så overilet fornægter sin loyale datter, og hvorfor Iago er så forbitret mod Othello.

Programmer som 'True Detective' udelader på samme måde kritiske oplysninger. Det er svært at sige, om Rustin Cohles mislykkede ægteskab, datterens død og tidligere narkotikaafhængighed fortjener skyld, sympati eller begge dele.

Vi ser den nuværende kamp og må gætte på og frygte detaljer og motiver, der ligger til grund for den.

Shakespeare udvisker grænserne mellem godt og ondt

Shakespeare var også dygtig til at udviske grænserne mellem godt og ondt.

Othello og Macbeth begår mord, men andre karakterer synes mindst lige så ansvarlige som dem. Da Othello drives til at dræbe sin egen hustru, er handlingen ikke beskrevet som en barbarisk handling.

Det bliver gjort næsten forsigtigt og som konklusion på en dyb, personlig ulykke. Så når Othello i slutningen af stykket siger, at han »elskede ikke klogt, men alt for godt«, tror publikum ham - på trods af at vi sidder og stirrer på den hustru, han lige har kvalt.

Macbeth bliver hånet til at begå kongemord af en kone, der spotter hans manddom, hvilket tyder på, at han er 'too full o’the milk of human kindness'.

Ironisk nok er det kun loyalitet over for hende, der kan tvinge ham til forræderi.

Det er denne ‘godhed’, der i sin egentlige forstand er en vigtig energikilde, og som skaber interessen for karakterer som Macbeth og Othello. Vi forstår deres menneskelighed, fordi deres moralske uoverensstemmelser gør dem mere lig de mennesker, vi møder (og de mennesker vi selv er), der ligesom os selv kan være venlige eller ligeglade, generøse eller ondskabsfulde, loyale eller troløse.

Indre konflikter er svære at iagttage, men de gør det umuligt at se væk

Da Vince Gilligan satte sig til at skrive 'Breaking Bad', søgte han at omdanne tv-mediet ved at skabe en hovedperson, der udviklede sig til en antagonist; en karakter, der både tiltrækker og frastøder publikum: Walter White er lærer, han er døende, han bekymrer sig om sin familie.

Karakteren får publikum til at støtte ham - og til at fortsætte denne støtte, selv da han er blevet afskysvækkende.

Som seere er vi en generisk gruppe, der er tilbøjelig til at støtte politiet over de kriminelle. Men på samme tid kan vi ikke undgå at blive tiltrukket af - og endda holde med - narkohandleren D'Angelo Barksdale (fra tv-serien 'The Wire'), hvis blanding af swagger (cool attitude, red.) og frygtsomhed, intelligens og godt humør gør ham mere menneskelig end nogle af de brutale betjente, der vil fange ham.

De sidste to årtier er blevet kaldt en tv'ets guldalder. Serier som 'The Wire', 'Mad Men' og 'Breaking Bad' har opnået status som stor kunst, og deres innovationer har fortjent ros.

Men det er værd at overveje, om de har genoplivet den moralske kompleksitet og tvetydighed, som Shakespeare også var i stand til at opnå:

Interne konflikter er ikke altid behagelige for publikum, men de gør det vanskeligt at se væk.

Shakespeare er årsag til, at de har været i centrum for noget af den mest succesfulde underholdning i de sidste 400 år.

Brett Gamboa hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark