Seerne vil have politiske budskaber og høflig tone – ikke politisk mundhuggeri

Til hver valgkamp optager diskussionen om diskussionen meget spalteplads i aviserne og sendetid i de elektroniske medier.

Under seneste valgkamp, forud for en tv-duel mellem daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes modstander til statsministerposten, Lars Løkke Rasmussen, skrev B.T. således: »Løkke lover: Ingen urene tacklinger i aftenens TV-duel«.

Efter debatten noterede DR’s Detektor da også: »Statsministerens strategi ved tv-duel var at angribe Lars Løkke Rasmussen«.

Nogle få dage senere, efter en yderligere debat mellem de to statsministerkandidater, skrev B.T.: »Thorning og Løkke i mundhuggeri under tv-duel«.

Flere eksempler kan hurtigt findes i arkiverne, og her til aften går det så løs med en partilederrunde.

Uden tvivl bruger politikerne meget tid på at forberede sig til tv-debatterne, hvor de når millioner af vælgere.

Men hvad er den bedste strategi? Skal man angribe modstanderen og kritisere vedkommendes politik? Eller skal man fokusere på sine egne politiske forslag? Og skal man holde sig på høflighedens smalle sti, fordi vælgerne ikke bryder sig om en hård omgangstone, eller må man gerne 'gå til den'?

I vores naboland Tyskland blev der ved tre store tv-dueller mellem statsministerkandidaterne (kanslerkandidaterne) målt sekund for sekund, hvordan tilskuere reagerer på det, der blev sagt i løbet af tv-duellerne.

Disse data har vi kombineret med detaljerede mål for, hvad kandidaterne sagde i løbet af debatten. På den måde kunne vi undersøge tilskuernes spontane reaktion på politikernes udsagn.

Høflighed, fokus og tonen i debatten

For at kunne gennemføre en systematisk analyse af de effekter, politikernes udsagn har på tilskuerne, skal vi først kategorisere udsagnene.

Tidligere forskning peger på tre forskellige dimensioner, man som minimum bør tage med: Tone, fokus og høflighed. Hvad menes der mere konkret med disse tre dimensioner? Tonen beskriver, om en politiker taler om sig selv eller andre.

Det vil sige, om en politiker taler om sig selv, eksempelvis egne politiske forslag, eller modparten.

Det giver god mening, at denne forskel defineres som en forskel i tonen. Taler en politiker om sig selv, vil det det næsten altid være positivt. Hvilken politiker ville kritisere sin egen politik?

Omvendt vil en politiker sjældent rose modparten. Derfor siger man også, at udsagn, der handler om en selv, næsten per definition har en 'positiv' tone, mens udsagn, der handler om modparten, har en negativ tone.

Den anden dimension beskriver et udsagns fokus.

Her indfanges, om et udsagn handler om politik eller er personrelateret.

Argumentet er, at det kan gøre en forskel, om en politiker siger 'jeg ønsker at gennemføre X politiske forslag' eller 'jeg er en god leder'.

Den tredje dimension omhandler høflighed. Afbryder man modparten, mens vedkommende taler? Bruger man nedsættende øgenavne og kalder modparten eksempelvis 'Gucci-Helle'? Bruger man et usædvanligt hårdt sprog?

Hvis det er tilfældet, ville man beskrive et udsagn som uhøfligt.

En statsminister skal ikke sparke nedad

Disse tre dimensioner – tone, fokus og høflighed – kan så kombineres. Man kan eksempelvis forestille sig, at en politiker kritiserer i voldsomme vendinger (uhøfligt) modpartens (tone: negativt) lederegenskaber (fokus: person).

Eller at en politiker taler om sine egne (tone: positiv) politiske (fokus: politik) forslag. Sidstnævnte type udsagn vil næsten per definition altid være i høflige vendinger, ingen politiker omtaler sine egne politiske forslag ved hjælp af et uhøfligt sprogbrug.

Ud over disse tre dimensioner har tidligere forskning også diskuteret, om effekterne af politikernes udsagn på tilskuerne kan afhænge af, hvem afsenderen for et budskab er.

Det vil sige, at det ikke kun er et spørgsmål om, hvordan man taler, men også hvem der taler. Den centrale forskel mellem to statsministerkandidater er som regel, at den ene er regerende statsminister, mens den anden er oppositionens leder.

Et argument i den videnskabelige litteratur går på, at negative udsagn kan skade en regerende statsminister. Det vil sige, når vedkommende er negativ over for oppositionens leder, mens dette derimod ikke er tilfældet, når oppositionens leder er negativ over for statsministeren. Statsministeren skal ikke sparke nedad, så at sige.

Sådan gjorde vi

For at undersøge hvordan forskellige typer af udsagn virker på tilskuerne, har vi analyseret data fra tre valgdueller mellem tyske kanslerkandidater i årene 2005, 2009 og 2013. Til disse tre debatter blev en række tilskuere inviteret til at se debatterne i et forskningslaboratorium.

Mens debatten stod på, holdt tilskuerne en såkaldte 'dialer' i hånden, hvorpå tilskuerne kunne indstille en drejepind fra 1 til 7.

Hvis de syntes om venstrefløjens kandidat, skulle de dreje pinden mod venstre, hvis de syntes om højrefløjens kandidat, skulle de dreje pinden mod højre. Et computersystem registrerede hvert sekund for hver enkelt tilskuer, hvor han eller hun havde placeret drejepinden.

Efter debatternes afslutning blev debatterne transskriberet, således at alt, hvad politikerne havde sagt, blev skrevet ned ord for ord.

Dernæst blev udsagnene kategoriseret efter deres indhold: Hvilken tone og fokus havde et udsagn? Var det høfligt eller uhøfligt? Disse kategoriseringer blev så sammenholdt med tilskuernes evalueringer af de diskuterende politikere.

På den måde kunne vi se, om det gjorde en forskel for tilskuerne, hvordan politikerne argumenterede i tv-debatterne.

Tal om din egen politik

Allerførst skal det slås fast, at kategoriseringen af politikernes udsagn meget tydeligt viser, at politikerne langt oftere er positive i tonen end negative.

Det vil sige, de mestendels taler om dem selv og deres politik. Overordnet set finder vi på tværs af de tre debatter, at tilskuerne synes om politikere, der taler om dem selv og deres egen politik eller kritiserer modpartens politik i høflige vendinger.

Det gælder særligt, når det er en politiker fra ens 'egen' fløj, der taler. Venstreorienterede vælgere synes om venstreorienterede kandidater, der taler om deres politik – og omvendt.

Men vi ser også, at tilskuere, der ikke er tilhængere af de større (i parlamentet repræsenterede) partier generelt synes mest om politikere, der taler om deres egen politik eller høfligt kritiserer modpartens.

Her er der heller ingen markante forskelle i forhold til, om afsenderen er statsminister eller oppositionens leder.

Samtidigt finder vi, at uhøflighed ikke gavner nogen – den hverken hjælper eller skader.

Med andre ord: På baggrund af vores analyse er det bedste råd til politikerne at advokere for deres egen politik og, hvis det skal være, kritisere modparten i høflige vendinger.

Rådene passer ikke til alle politiske systemer

Det, vi dog ikke kan svare på med vores analyse, er, hvad langtidseffekterne er.

Vi har analyseret den umiddelbare, spontane reaktion hos tilskuerne. Og man skal huske på, at vi undersøgte tyske debatter. Tysk politisk debatkultur minder om den danske – man er generelt høflig i omgangen med hinanden. I andre politiske systemer findes en anden, mere hård omgangstone.

Det gælder blandet andet de såkaldte Westminster-systemer: Debatterne i eksempelvis det britiske parlament kan være ganske hårde og virke uforsonlige.

Det har de imidlertid været længe. Ja, faktisk lægger parlamentets arkitektur direkte op til konfrontative debatter.

Derfor kan det tænkes, at det også er det, tilskuerne forventer, når de lytter til politikerne – og derfor heller ikke nødvendigvis synes dårligt om.

Indtil vi ved mere om debatternes effekter, er vores anbefaling til (tyske og danske) politikerne i hvert fald klar: Tal om din egen politik og vær høflig over for modparten, for det giver flest point hos tilskuerne.