Salòs publikum er hardcore

Det er ikke virkelighed, kun teater. Men derfor kan det stadig godt være grænseoverskridende.

Den særprægede forestilling Salò af performancegruppen Signa med danske Signa Köstler i spidsen har siden slutningen af januar holdt til i en stor herskabsvilla på Østerbro.

Denne forestilling bliver nu set gennem videnskabelige briller af forskere fra Teater og Performance Studier ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Villa Salò, som huset hedder, er i medierne blandt andet blevet kaldt »perversionernes hus« og »lystens mørke hule«, og begivenhederne i huset er da heller ikke helt uskyldige.

Forestillingen er en slags opdatering af Pier Paolo Pasolinis film af samme navn fra 1975, som igen er baseret på bogen 'De 120 dage i Sodoma' af Marquis de Sade fra 1787. Temaet i Villa Salò kan således beskrives som ekstrem hedonisme, hvortil hører dominans, sex og misbrug, såvel verbalt som fysisk.

Forskerne er netop gået i gang med en såkaldt totalundersøgelse af Salò - en undersøgelse, der involverer adskillige af medarbejderne på afdelingen og behandler flere aspekter af forestillingen (se boks i bunden af artiklen).

Efterlyst empirisk forskning

En sådan undersøgelse kræver feltarbejde. En vigtig del af totalundersøgelsen er en publikumsanalyse, og forskerne var derfor alle hver for sig på besøg i huset, hvor de blandt andet skulle observere de andre gæster. De fulgte publikumsgrupper rundt i huset og tog notater undervejs.

»Vi ville undersøge, hvad der sker med publikum, når de oplever en forestilling, der er så speciel og anderledes og på mange punkter grænseoverskridende som Salò,« fortæller lektor i teatervidenskab og fagleder på Teater og Performance Studier Stig Jarl.

Ideen til at undersøge Salò kom fra Kim Skjoldager-Nielsen, der er cand.mag. i teatervidenskab og tidligere har været skuespiller med Signa. Han fortæller, at der internationalt har været efterlyst mere empirisk forskning på området.

»Der er en masse påstande om, at teater har en transformerende virkning. Men kan man underbygge det? Der må vi så tage skridtet videre og se på, hvad publikum reelt oplever,« siger han.

Usædvanlig bryllupsmiddag

Ordet grænseoverskridende bliver ofte brugt om Salò. Og det er næppe en overdrivelse.

På en tilfældig aften i februar kunne man opleve et bryllup mellem to af husets konstant undertrykte børn.

Efter bryllupsceremonien blev det nøgne brudepar, efter de hver især var blevet voldtaget, tvunget til at dele og spise en lort, der til netop det formål lige var blevet lagt af en af de såkaldte Masters, der er de øverste herrer i huset.

Da bruden efterfølgende brækkede den usædvanlige bryllupsmiddag op, blev hun beordret til at æde sit eget brune opkast. Reaktionerne hos publikum var blandede; nogle fortrak ikke en mine, andre udtrykte synlig væmmelse, og enkelte forlod rummet prompte.

»Publikum reagerer på mange forskellige måder; nogle er meget hardcore. For dem er det fuldstændig uproblematisk at se de ting, der sker i huset. For andre er det relativt grænseoverskridende,« siger Stig Jarl.

Interaktivt teater eller performance-installation

Det er svært at forklare, hvad Salò egentlig er. Kim Skjoldager-Nielsen kalder det interaktivt teater, mens Signa Köstler selv kalder det en performance-installation. Publikum bliver opfordret til at interagere med skuespillerne, og selv om forestillingen er drevet af en form for kronologisk handling, er den store villa samtidig bare en ramme for uforudsigelige hændelser.

»Forestillingen udnytter, at man selv er med til at performe i huset. I kraft af de ting, man selv gør, er man dermed med til at realisere forestillingen, og derfor er det vigtigt at kigge på, hvordan publikum agerer i huset,« siger Kim Skjoldager-Nielsen.

»Man får allerede med referencerne til Pasolini og Marquis de Sade smækket temaet op i synet med det samme. Så ved man, hvad det handler om, og den viden vil måske gøre, at man er ekstra forsigtig og holder igen med at involvere sig i et spil med skuespillerne,« siger Kim Skjoldager-Nielsen, og Stig Jarl er enig:

»Jeg tror også, der er en berøringsangst, fordi det faktisk opleves som et værk. Det er den dobbelthed, der også ligger i interaktiviteten. Når jeg sidder i operaen, og jeg pludselig bliver overmandet af et hosteanfald, prøver jeg at skjule det så meget, at tårerne nærmest står ud af øjnene, for jeg vil jo ikke forstyrre; jeg vil ikke være til gene.«

»Vi kommer jo og er vant til at betragte et sceneværk, og det, tror jeg, ligger dybt i os. Og den dobbelthed kommer rigtig meget frem i disse interaktive forestillinger,« siger Stig Jarl.

Dedikeret publikum påvirker totaloplevelsen

Han peger dog også på en anden kategori af publikummer, som i høj grad blander sig i forestillingen.

»Vi får pludselig et nyt deltagerpublikum. Jeg vil ikke sige, at de bliver Signa-groupies, men de bliver nogen, som følger forestillingen meget dedikeret og dermed får et helt andet forhold til interaktiviteten,« siger Stig Jarl.

På den måde bliver denne gruppe uden sammenligning i øvrigt, understreger han, lidt ligesom et virkelig dedikeret publikum til en fodboldkamp, som for eksempel hooligans.

»De kan på en eller anden måde også være med til at påvirke totaloplevelsen og måske også påvirke det i en eller anden underlig skæv retning for de øvrige.«

Vil ikke krænke værket

Forskerne har af flere grunde ikke henvendt sig direkte til publikum med spørgsmål, hverken under eller efter forestillingen. Først og fremmest ville det være umuligt at gøre inde i huset, da det ville punktere hele meningen med forestillingen. Men det var også som følge af et decideret krav fra Signa Köstlers side.

»Hvis vi skulle lave denne undersøgelse, måtte vi ikke stå uden for villaen i et skur eller en campingvogn og hive fat i folk. For når de går ned ad havegangen er de stadigvæk i fiktionen og skal have lov til at tage den del af oplevelsen med uden at blive forstyrret,« siger Kim Skjoldager-Nielsen.

Og både han og Stig Jarl har fuld forståelse for Signa Köstlers ønske.

»Det ville være krænkende over for det kunstneriske værk, som forestillingen er,« siger Stig Jarl.

De er dog enige om, at arbejdsmetoden ikke er perfekt.

»Problemet er, at vi jo kun kan vurdere ud fra, når vi er der. Der kan ske alt muligt, når vi ikke er der. Men hvis vi ikke griber det an på denne måde, kunne vi ikke gøre noget som helst,« siger Stig Jarl.

Han fortæller, at han og kollegerne gerne ville have lavet fokusgruppeinterviews med gæsterne såvel som interview med skuespillerne både før og efter forestillingen. Manglende ressourcer står dog i vejen for den målsætning.

Ud over deltagerobservationen har Stig Jarl og kollegerne også lavet et spørgeskema om forestillingen, som kan udfyldes på teatret Republiques hjemmeside.

Salò kører frem til 14. marts.