Romernes første akvædukt blev kaldt Aqua Appia. Den stod færdig i 312 f.v.t. og førte vand fra kilder uden for byen ind til byens kvægmarked, hvor vandet fyldte bassiner til byens indbyggere.
Indtil da havde byen klaret sig med vand fra brønde og små kilder og fra floden Tiberen, der løber gennem Rom. Men vandet var af dårlig kvalitet, og måske var der heller ikke nok til den voksende by.
En ordentlig forsyning af vand var en påtrængende opgave, som staten – republikken og senere kejserdømmet Rom – måtte løse.
Roms sidste akvædukter – Aqua Anio Novus og Aqua Claudia – blev bygget 350 år senere, hvor byen var vokset til en million indbyggere.
I alt blev der bygget 11 store akvædukter. Hver gang blev de opført som offentlige investeringer, og hver gang for at skaffe nok vand. De fleste akvædukter hentede vand fra kilder og floder i højdedrag vest for Rom.
Akvædukterne fungerede ved, at vandet løb nedad ved egen kraft fra kilden til byen. Akvædukterne skulle derfor anlægges med et tilstrækkeligt fald.
De første vandsystemer hed 'quanater'
Det var ikke romerne, der byggede de første vandsystemer, hvor store mængder vand blev transporteret ved at løbe frit i en kanal. Omkring år 2000 f.v.t. gravede man i det nuværende Persien underjordiske tunneler, der førte grundvand fra det indre af et bjerg ud på en dalside, såkaldte 'quanater'.
Og i Assyrien byggede man omkring år 700 f.v.t. en akvædukt i form af en bro, der førte vand over en flod til hovedstaden Nineve, som lå over 80 kilometer væk.
Oldtidens grækere og romernes naboer, etruskerne, byggede vandforsyninger efter lignende principper.
Rom havde cirka 500 kilometer ækvadukter
I Rom blev vandforsyningen udviklet til et stort sammenhængende, avanceret system, der bestod af cirka 500 kilometer akvædukter og leverede mellem en halv og en hel million kubikmeter rent vand i døgnet.
Under normale forhold løb vandet konstant, og det overskydende vand blev ledt ned i byens store kloakker for at skylle dem rene og holde byen fri for stank.
Kravene til vandforsyningen var store. Vandet skulle være rent og af god kvalitet, der skulle være forsyningssikkerhed, og vandet skulle ikke kun leveres til de lavestliggende dele af byen, men også til toppen af de mange høje, som Rom var bygget på.
Det var især det sidste krav, der drev teknikken med at bygge de lange akvædukter fremad. Vandet i en akvædukt skulle hele tiden løbe nedad, men hvis man projekterede akvædukten med for stort et fald, ville den nå ind til Rom i for lav en højde.
Derfor blev de romerske vandingeniører særdeles dygtige til at nivellere, så nye akvædukter kunne bygges med et helt præcist fald.
Akvædukter er ikke kun broer
I vore dage forbinder vi mest akvædukterne med de store arkader – broerne, der holdes oppe af buer og søjler af sten, og som bærer en eller flere akvædukter.
Men faktisk var det mere almindeligt, at en akvædukt løb under jorden – hugget ud i klipper eller gravet ned i jorden. Den første akvædukt var 17 kilometer lang, og kun 90 meter lå over jorden – på en lav dæmning, der førte over en lille dal. Resten var skjult.
Omkring år 100 e.v.t. skrev Frontin (cirka 40-103), der var chef for vandforsyningen, et udførligt værk om akvædukterne: Om deres historie, om linjeføringen, om administration af vandet og om lovgivningen. Og om de utallige vandtyverier, som var et stort problem og ihærdigt blev bekæmpet af Frontin.
Ulovlig handel med vand-tilslutninger
Der blev for eksempel snydt med hjemmelavede tilslutninger til vandsystemet, og korrupte embedsmænd lavede falske afregninger eller solgte tilslutninger illegalt og stak pengene i egne lommer.
Frontin skrev også om det store arbejde med at vedligeholde vandsystemet, der leverede vand til de mange badeanlæg, til private huse, til store lejekaserner og til offentlige bassiner og fontæner.
På hans tid blev opgaven varetaget af cirka 700 slaver, blandt andet arkitekter, vandinspektører, opsynsmænd ved vandtankene, vagter ved ledningerne, brolæggere, murere og andre håndværkere. Nogle var stationeret uden for byen, så de hurtigt kunne gribe ind, hvis der skete brud, og der skulle udføres reparationer.
Akvædukterne fik tekniske gennembrud
Da Frontin skrev sin bog, var den ældste akvædukt omkring 400 år gammel. Han fandt, at akvædukten var for kort, vandet for dårligt og linjeføringen primitiv, og han spekulerede over, hvorfor næsten hele akvædukten var lagt under jorden:
Måske havde man været bange for, at fjender under en belejring skulle afbryde vandet, eller måske havde man ikke haft den tilstrækkelige teknik til at lave senere akvædukters avancerede linjeføring.
Den tredje akvædukt i historien var ifølge Frontin et teknisk gennembrud. Den blev færdig i år 143 f.v.t. og fik navnet Aqua Marcia. Den var meget lang – 91 kilometer – og var den første akvædukt, som på en lang strækning blev ført over lavt terræn på arkader. Ti kilometer i alt.
Akvædukten var anlagt uhyre præcist af vandingeniørerne med et ret lille fald på cirka 60 centimeter per kilometer. Den var også den første akvædukt, som afleverede vand højt oppe i byen, blandt andet på højen Capitol.
Den maksimale ydelse var 190.000 kubikmeter vand per døgn. Kvaliteten af vandet var kendt vidt og bredt, og forfatteren og encyklopædisten Plinius den Ældre (23-79) skrev: »Prisen for det reneste vand i hele verden og for kølighed og sundhedsvirkning har Rom givet til Aqua Marcia.«
En god ansigtsfarve betød godt vand
Også Frontin var meget optaget af vandets kvalitet, og af hvilke akvædukter der havde det bedste vand. Når man lokaliserer kilderne til en ny akvædukt, skrev han, skal man tjekke sundhedstilstanden hos de mennesker, der bor i nærheden.
Hvis de er sunde og har en god ansigtsfarve, er det tegn på, at vandet er i orden. Gentagne gange fremhævede han vandforsyningens betydning for romernes sundhed og hygiejne.
Efter at have stoppet det omfattende snyderi med vandet – som betød, at op mod 20 procent af vandet 'forsvandt' – og efter en teknisk revision af hele systemet skrev han:
»Sundheds-tilstanden i den evige stad vil tydeligt bære præg af, at antallet af fordelingstanke, vandforbrugende offentlige bygninger, fontæner og gadebassiner er øget … Selv afløbsvandet gør gavn: Årsagerne til forureningen er fjernet, gaderne er renere at se på, luften er renere, og den stank, som tidligere gjorde byen så berygtet, er væk.«
Vandet blev også brugt til landbrug
En del af vandet blev brugt uden for byen til vanding af marker. Når vandet kom ind til byen, blev det ledt gennem store klaringstanke, hvor urenheder kunne synke til bunds, hvorefter det løb hen i en fordelingstank.
Her blev det fordelt efter tre kategorier af brugere: Kejseren, private og det offentlige. Mellem en sjettedel og en tredjedel af vandet endte i offentlige brønde eller springvand, hvor borgerne kunne hente vand.
Der var mere end 500 af den slags steder i Rom. Cirka en tredjedel af vandet gik til privat brug. Vandet til de private huse blev leveret gennem underjordiske rør direkte fra en fordelingstank. Mængden af vand og dermed betalingen blev afgjort af rørets dimension.
Er blyholdigt vand farligt?
Rørene var ofte af bly, selv om skriftlige kilder viser, at romerne var klar over, at bly kunne have sundhedsskadelige effekter. Arkæologiske udgravninger viser dog, at romerne brugte blyrør i lange baner.
Det er langt senere blevet diskuteret, om det blyholdige rørsystem havde negative konsekvenser for romernes sundhedstilstand. I 1983 fremsatte geokemikeren Jerome Nriagu (født 1942) den påstand, at blyforgiftning var en af de vigtigste årsager til Roms forfald, og han pegede på vandrørene som en af kilderne.
Påstanden vandt stor opmærksomhed, blandt andet fordi mange miljøforkæmpere på samme tid gjorde modstand mod blyholdig benzin. I dag er man forsigtig med at give vandrørene skylden for den store civilisations undergang, selv om undersøgelser viser, at nogle romerske skeletter har et forbløffende højt indhold af bly.
Romerne brugte nemlig bly, eller salte af bly, til mange ting: I sminke, som tagmateriale, til gryder, pander og tallerkener. Og ikke mindst kogte de frugtsaft ind til sukker i blykar og tilsatte 'blysukker' til vin og søde retter.
Nydelse er at bade
Vandet blev brugt til andet end at slukke romernes tørst. Frontin skrev, at det også var vigtigt, at vandet tilfredsstillede forbrugernes 'krav om nydelse'. Romerne var nemlig vilde med at bade.
På Frontins tid var der over 300 private eller offentlige badeanlæg i Rom. De fleste med flere bassiner med forskellige vandtemperaturer: Fra friskt køligt til dampende varmt. I de følgende 200 år voksede antallet af badeanlæg i Rom til op imod 1.000.
Vi ved ikke, hvor meget vand der blev leveret til de mange bade, men vi ved, at badekulturen spillede en enorm rolle for borgere af alle klasser. Som regel badede mænd og kvinder hver for sig, men i perioder var fællesbadning populært.
Badning blev en social sammenkomst
I de offentlige bade havde slaverne deres egen indgang. De fleste romere badede hver dag. Et besøg i badet kunne tage flere timer, og udover besøg i flere bassiner med vand af stigende temperatur kunne et bad omfatte massage, workout samt gerne mad og drikke.
Der udviklede sig en særlig badekultur, hvor man mødtes i badet for at være sammen og sladre og diskutere – ikke mindst politik.
Plinius den Ældre skrev:
»Hvis man omhyggeligt vurderer den rigelige vandmængde, som går til det offentliges bygninger, til badeanstalter, bassiner og åbne kanaler, til privathuse, haver og gårde på landet, hvis man vurderer de strækninger vandet gennemløber, de opbyggede arkadestrækninger, de gennemborede bjerge og dalstrækningerne, som krydses af akvæduktbroer, vil man indrømme, at der aldrig har været noget mere beundringsværdigt i hele verden.«
