»Din urin afslører din indkomst,« lød den fængende rubrik i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.

Historien blev gengivet nærmest ordret i en række danske medier. Problemet var bare, at man reelt ikke kunne aflæse sin økonomiske status i tis, og efter at flere uafhængige forskere havde kritiseret pressemeddelelsen, blev den oprindelige version fjernet og revideret.

Historien er et godt eksempel på, at pressemeddelelser og forskere nogle gange kan komme til at overdrive eller oversælge betydningen af egne resultater.

Når du skal rapportere, at ’ny forskning viser…’, er det derfor vigtigt, at du altid taler med mindst én forsker, som ikke har været med til at lave studiet – og som ikke er nær kollega til forskerne bag studiet.

Vær kritisk - også over for forskere

Traditionelt har dansk journalistik behandlet forskere som en slags sandhedsvidner.

En analyse af dagblads-artikler fra 1999 og 2012 indikerer, at langt størstedelen af historier om forskning i danske medier »ukritisk« formidler ekspertens budskab uden at inkludere modsatrettede synspunkter fra andre forskere.

Mens de fleste journalister ikke kunne drømme om at lade en partskilde stå alene i deres historie, findes der masser af eksempler i de danske medier på en-kildehistorier og mikrofonholderi over for forskere og andre eksperter. 

Videnskab.dk er ingen undtagelse. Især fra vores tidlige år findes hundredvis af eksempler på historier, hvor forskere selv får lov til at fortælle, hvor vigtig og banebrydende deres egen forskning er.

Et grelt eksempel var, da vi i 2009 lod en forsker få friløb til at fortælle om sin egen kontroversielle klimateori uden at blive modsagt af andre kilder.

I dag har vi ændret praksis, og det er forbudt for Videnskab.dk’s medarbejdere at lave en-kildehistorier i vores egne historier om ny forskning – vi ser det slet og ret som dårlig journalistik.

Vores egen tommelfingerregel er: Jo mere kontroversielt og handlingsanvisende et studie er, des større er behovet for flere kilder, som kan give perspektiv på historien.

Læs flere gode råd ved at klikke på de blinkende ikoner til venstre i grafikken her. Artiklen fortsætter nedenfor.

Kort deadline - hvad så?

Korte deadlines sætter selvfølgelig grænser for, hvor mange forskere du kan nå at tale med. Men hvis du modtager en pressemeddelelse og kun har tid til at ringe til en enkelt kilde, så drop forskeren bag studiet: Ring hellere til en uvildig forsker med viden inden for området.

Det bedste er at få fat på selve det videnskabelige studie – du finder typisk et link til studiet i pressemeddelelsen. Send studiet til din uafhængige ekspert, og bed eksperten vurdere og fortælle om studiets resultater. Forskere er vant til at læse studier og kan typisk vende tilbage hurtigt. 

Har du en ultrakort deadline, hvor det umuligt kan nås, så bed i stedet forskeren om at kommentere mere bredt på historien: Hvordan passer de nye resultater med den øvrige forskning på området? Lyder det sandsynligt, når studiet/forskerne påstår, at…?

Uafhængige kilder giver vigtige perspektiver

Urin-historien er naturligvis et temmelig uskyldigt eksempel på overdrivelse og spredning af misinformation. Det er trods alt nok de færreste, som på baggrund af historien vil begynde at tjekke deres urin frem for deres bankkonto. 

Konsekvenserne kan være langt værre, hvis din historie skaber falske forhåbninger blandt desperate kræftpatienter eller bliver opfattet som handlingsanvisende og potentielt kan få dit publikum til at omlægge kosten, ændre holdning til samfundsspørgsmål eller droppe en vigtig vaccine.

For eksempel blev en ny medicin mod en særlig aggressiv og uhelbredelig form for hjernekræft omtalt som et »kræftgennembrud« i Politiken, som kun havde talt med forskere bag det nye studie.

Da vi på Videnskab.dk begyndte vores research til samme historie, havde vi nogenlunde samme rubrik i tankerne. Men det ændrede sig, da vi sendte studiet til andre forskere og læger, som viste sig at være meget skeptiske over for den nye kræftmedicin.

»I må ikke omtale det studie. Vi har selv testet præparatet på vores patienter, men vi måtte stoppe forsøget, for det virkede ikke. Tværtimod. Hvis I bringer jeres historie, har jeg 50 desperate og døende patienter i røret i morgen, som pludselig har fået falske forhåbninger,« lød det fra overlæge og hjernekirurg Rene Laursen til Videnskab.dk’s journalist, som havde bedt ham om at læse og vurdere studiet.

Vi fulgte ikke overlægens råd, for vi bragte faktisk historien. Men frem for at vinkle på et kræftgennembrud, blev vinklen, at der var stor uenighed om, hvorvidt medicinen virkede eller ej.  

Find din uafhængige kilde

Men hvordan finder du frem til en god og uvildig forsker, som kan kommentere på din historie?

Google og universiteternes pressemedarbejdere kan naturligvis hjælpe dig.

Men ellers er et godt tip at få hjælp fra forskerne bag studiet: Spørg ind til, om deres resultater har bred opbakning fra den øvrige forskning – og hvem der potentielt vil være uenige i deres konklusioner. Forskerne kender bedst selv deres egne kritikere og er ofte åbne og ærlige om det.

Usikkerhed, forbehold og kritik fra andre forskere er en indgroet del af den videnskabelige verden - så hvis din journalistik giver indtryk af det samme, skildrer du bare virkeligheden.

Vær opmærksom på, hvilken uvildig ekspertkilde du udvælger.

Særligt i små forskningsmiljøer kan det være vanskeligt at finde kilder, som ikke er nære samarbejdspartnere, venner eller måske det modsatte.

Du skal naturligvis også være kildekritisk over for den uafhængige ekspert. Nogle gange kan det være en god ide at kigge mod udlandet for at finde en ekspertkilde, som reelt er uvildig.