Professor: Vi er moralsk forpligtede til at genmanipulere mennesker

Vi er stort set alle positivt indstillede, når det gælder teknologiske fremskridt, der kan mindske lidelse, fremme sundhed og forebygge sygdom.

Men nye fremskridt i teknikken, der roder med de menneskelige arveanlæg, er en undtagelse.

Disse fremskridt møder ofte stor modstand. Mange mener, at de er uetiske og burde anses som en alvorlig og strafbar lovovertrædelse.

Argumenterne er ikke overbevisende

Jeg mener ikke, at modstandernes argumenter holder - faktisk er nogle af dem ikke engang overbevisende.

Den etiske debat om manipulation af det menneskelige genom skelner mellem to forskellige slags celler:

1. Alle celler - med undtagelse af kønscellerne - kaldes somatiske. Man har forsket i de somatiske celler i flere år, uden at det har været videre kontroversielt - eksempelvis er ACT-teknikken ('adoptiv celle transfer', red.), der redigerer T-celler til behandling af kræft, et stort område inden for kræftforskningen.
   
2. Kønscellerne kaldes også kimceller eller germinalceller. Ændringer i kønscellerne kan blive en permanent del af den menneskelige arvemasse. De kan altså nedarves til kommende generationer.

De vigtigste indsigelser mod teknikkerne bag human genmanipulation kan inddeles i fire kategorier:

• De er uoverskuelige og farlige.
  
• De er ude på et skråplan - på vej mod racehygiejne og designerbabyer.
  
• De blander sig i naturens gang og spiller gud.
  
• De vil forværre social ulighed og forårsage et skel mellem de genetisk forbedrede og os andre.

Social ulighed er ikke nødvendigvis uetisk

Men for det første er ikke alt, der fører til social ulighed, uetisk. Og selv i de tilfælde, hvor fremgangsmåderne er uetiske, er de ikke nødvendigvis ulovlige.

For eksempel kan man hævde, at videregående uddannelsessystemer sikrer varig social ulighed:

En person, der klarer sig godt i uddannelsessystemet, får måske et bedre job end en person, der er knap så veluddannet. Og der er en større sandsynlighed for, at børn af højtuddannede forældre selv får høje uddannelser end andre børn.

Få mennesker vil påstå, at det betyder, at lange uddannelser er uetiske. Vi forlanger normalt heller ikke, at vi kun skal påbegynde forskning, hvis det er sikkert, at det ikke fører til social ulighed og splid.

På samme måde er det urealistisk at stille sådanne betingelser for redigeringen af det menneskelige genom.

Vi ændrer allerede naturens gang

Med hensyn til naturens gang - så ændrer vi den allerede, når vi bygger en dæmning eller et hus. Vi spiller gud, når vi vaccinerer et barn mod polio eller opererer en baby med hul i hjertet, i stedet for at lade barnet dø.

Hvis vi kunne benytte genom-teknikkerne, så disse eventualiteter blev udryddet for bestandigt, hvorfor skulle vi så ikke gøre det? Vi spiller gud, når vi anser det for rimeligt, og det er også, hvad vi bør gøre.

Vi skal i virkeligheden overveje, om det er etisk ikke at handle i disse tilfælde:

Det er forkert at skubbe en person ud over en skrænt. Men det kan også være forkert ikke at forhindre en person fra at falde ud over en skrænt ved et uheld.

På samme måde vil det være forkert at redigere et genom, så en person, der kunne havde levet et langt og godt liv, får et kort og elendigt liv.

Vores etiske pligt

Men hvad med det modsatte?

Hvis vi forsætligt kunne redigere et genom, så vi kunne forlænge levealderen og gøre dem sundere? Ville vi ikke have en etisk forpligtigelse til at gøre det?

Og hvis deres efterkommere også ville nyde godt af de samme fordele, ville forpligtelsen endda være endnu større.

Man kan faktisk vende spørgsmålet på hovedet og sige - hvis man kunne designe sunde og raske babyer - hvor er den moralske retfærdiggørelse så for ikke at gøre det?

Det er indlysende, at den ikke findes. Selve ordet 'designerbabyer' er følelsesladet, nedsættende og misvisende. Men hvis der findes et skråplan, der fører til dem, burde vi måske ganske forsigtigt kante os langs det.

Risici og belønning

Det bringer os til den fjerde indsigelse:

En gruppe fremstående forskere hævdede i marts måned i det naturvidenskabelige tidsskrift Nature, at der er 'alvorlige risici' forbundet med redigering af det menneskelige genom.

De skrev: »Det er vores mening, at ingen rigtig kan overskue konsekvenserne ved redigeringen af genomer i menneskefostre, da ændringer vil nedarves til kommende generationer. Det betyder, at teknikken både er farlig og uacceptabel.«

Forskerne hævdede, at det er umuligt at vide præcis, hvad redigering af genomer i menneskefostre kan medføre. Det er først efter, barnet er født, man kan se, hvilken effekt det har haft.

Det vil jeg godt gå med til. Men risiko og usikkerhed er to vidt forskellige begreber. Redigering af genomer kan måske føre til lige så mange uforudsigelige fordele som skader. Det betyder ikke nødvendigvis, at det er farligt - snarere at det er uforudsigeligt.

Præcis hvad der vil ske, hvis vi ikke fortsætter med genom-redigering, er også uforudsigeligt. Vi er langt fra sikre på, at udviklingen af disse teknikker vil forårsage større skade, end hvis vi undlader at udvikle dem.

Og i visse tilfælde kan vi være helt sikre på, at nogle mennesker ellers vil dø. Eller de vil overleve, men få et liv fuldt af smerter, sygdom og inhabilitet.

Hvis vi ved, at det er farligt at undgå genetisk redigering, har vi uden tvivl en moralsk pligt til at gøre det modsatte.

Ud med totale forbud - ind med fokus på at mindske risici

Til sidst skal vi også huske på, hvad der sker ved en normal fødsel.

Vi kender normalt først det genetiske slutresultat, når barnet er født. Det betyder ikke nødvendigvis, at fødsler er farlige.

Selv når noget er farligt og forbundet med risiko, betyder det ikke nødvendigvis, at det er uetisk - eller at det skal ulovliggøres.

Vi ved ikke med sikkerhed, at det er farligt at redigere genomer. Og selvom det er, betyder det ikke nødvendigvis, at det er uetisk, eller at det burde forbydes.

Religiøse grupper og andre velmenende mennesker har alt for længe afholdt os fra at udforske muligheder, der potentielt kan være afgørende for den menneskelige udvikling med argumenter, der spænder fra at være diskutable til fuldstændigt forkerte.

Det er på høje tide, at vi bevæger os væk fra totale forbud og i stedet begynder at fokusere på at mindske risici og farer.

Hugh McLachlan hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark