Professor: Dræber-robotter er en fantastisk idé
Hvis vi begynder at bruge flere dræber-robotter i militæret, vil vi få mere humane krige, argumenterer professor. Men dén udmelding får ikke lov til at stå uimodsagt.

Autonome dræber-robotter er robotter, der selv kan vurdere, hvem de skal dræbe på slagmarken. Lykkes det at opfinde sådan nogle, vil vi kunne skåne menneskesoldaters liv. Men gør dét dræber-robotter til en god idé? (Foto: Colourbox)

Autonome dræber-robotter er robotter, der selv kan vurdere, hvem de skal dræbe på slagmarken. Lykkes det at opfinde sådan nogle, vil vi kunne skåne menneskesoldaters liv. Men gør dét dræber-robotter til en god idé? (Foto: Colourbox)

I anledning af filmfestivalen CPH:DOX genpublicerer Videnskab.dk denne artikel fra 28. august 2014. 
   
CPH:DOX har i 2014 et særligt tema om forholdet mellem menneske og maskine, 'We are the robots'.  Her bliver videnskaben bag robotterne sat til debat op til og under festivalen, der afholdes 6.-16. november.
 
Læs mere om 'We are the robots' i bunden af denne artikel.

Vi bør håbe på, at det amerikanske militær udvikler autonome dræber-robotter. Altså robotter, der kan sendes i krig og slå ihjel i stedet for soldater.

Sådan tænker professor i filosofi Vincent Müller fra Anatolia College/ACT i Grækenland. Ved den netop overståede konference Robo-Philosophy på Aarhus Universitet, gjorde han sig til fortaler for, at autonome dræber-robotter faktisk kan gøre krige mere humane.

»Der findes krige, hvor man kan standse massedrab ved at sætte soldater ind. I sådan nogle situationer er det lettere for politikerne at sende dræber-robotter end mennesker afsted. Samtidig er robotter ikke racistiske, og de voldtager ikke nogen,« sagde Vincent Müller.

»Jeg forsøger bare at være realistisk. Mennesker – voksne og børn – bliver dræbt i krig. Men kan vi gøre det en lille smule bedre? Måske ville færre uskyldige civile blive dræbt, hvis vi brugte autonome dræber-robotter. Ville det så ikke være dét værd?«

Dræber-robotter tager krigens sår

Lige nu er teknologien langt fra at kunne udklække robotter, der på egen hånd kan bevæge sig ind i fjendeland og beslutte, hvem der skal dø, og hvem der skal leve. Men scenariet er ikke længere væk, end at det bliver taget dybt seriøst.

Vincent Müller var en af de eneste på konferencen, der var for autonome dræber-robotter. Han er født og opvokset i Hamburg i Tyskland. En by, der blev sønderbombet af de allierede under 2. Verdenskrig. Mange mennesker døde, mange blev traumatiserede, og hele byen skulle genopbygges, da krigen var ovre.

Med det i baghovedet mener han, at autonome dræber-robotter både nu og på længere sigt kan gøre verden til et bedre sted.

  • I krig bliver soldater dræbt, såret og traumatiseret. Og det er uanset, om de befinder sig på vindersiden eller tabersiden. Brugte vi dræber-robotter i krig, ville de problemer ikke opstå. I modsætning til mennesker skal robotter nemlig ikke leve med krigens sår, efter der er kommet fred.
     
  • Mennesker begår krigsforbrydelser, når de er i krig. De torturerer deres fjender, de voldtager og plyndrer. Sådan har det altid været. Men den slags psykiske brister har dræber-robotter ikke, hvis de bliver programmeret til at følge Geneve-konventionens regler for korrekt krigsførelse.
     
  • Fremtidige generationer skal også leve med krigens sår. En befolkning, hvor mange mænd har oplevet krigens gru, må leve med kollektive traumer flere generationer efter krigen. Mange historikere mener for eksempel, at Danmarks nederlag i krigen til Prøjsen i 1864 lagde grunden til over hundrede års dansk pacifisme.

Problem: Kan man stille en robot til ansvar for drab?

Argumenterne for at bruge autonome dræberrobotter er umiddelbart gode. Men der er også store problemer forbundet med det. Et af de helt store problemer er, at robotterne ikke kan stilles til ansvar for det, de gør.

At stille en robot til ansvar for et drab, svarer til at stille en brødrister til regnskab for at brænde toasten. Man kan smadre den og smide den ud, men den er ligeglad, for den er bare en maskine.

Førerløse droner bliver i øjeblikket brugt af amerikanerne til at dræbe mennesker i Pakistan. Man kan kalde droner for dræber-robotter, men de er ikke autonome. Der sidder et menneske og styrer dem. Det er altså et menneske, der trykker på aftrækkeren, og derfor er der også et menneske at stille til regnskab for eventuelle krigforbrydelser. (Foto: Colourbox)

Derfor skal vi holde op med at udvikle autonome dræberrobotter, mener Anne Gerdes, som er lektor ved Institut for Design og Kommunikation Syddansk Universitet. Hun deltog også på konferencen, hvor hun kastede sig ud i en diskussion med Vincent Müller.

»Man kan ikke bare sige til den efterladte mor, at det var en robot, der dræbte din søn, så nu trækker vi stikket og straffer den. For hvem skal så have ansvaret?« spørger Anne Gerdes retorisk.

Hun kender ikke selv svaret, og det er en af hovedårsagerne til, at hun er modstander af autonome dræber-robotter. Normalt siger man nemlig, at en krig kun bliver udkæmpet lovligt, når man kan stille nogen til regnskab for hvert et drab, der bliver begået. Om det så er den soldat, der løsnede skuddene mod landsbyen, eller generalen der beordrede det.

Men autonome dræber-robotter vurderer selv, om de møder en ven eller en fjende. De træffer selv beslutningerne om at slå ihjel, uden at mennesker er direkte involveret.

»De konventioner, vi har nu, er lagt an på, at mennesker går i krig med mennesker. Der skal altid være et menneske, man kan give ansvaret,« fortæller Anne Gerdes.

Professor: Vi må leve med dræber-robotternes fejl

Dræber-robotter kan ikke blive pålagt et ansvar. Men det mener Vincent Müller ikke nødvendigvis er et problem. Han er overbevist om, at militæret først vil tage dræber-robotter i brug, når de er så pålidelige, at de ikke dræber de forkerte. Og skulle det ske, at noget gik galt, måtte vi leve med det – ligesom vi lever med farer i hverdagen.

»I det civile liv kan en bro brase sammen, og folk dør. Men hvem skal man stille til regnskab for det? De ingeniører, der har lavet broen? Det offentlige organ, der skulle holde øje med, at broen holdt? Brugerne af broen, som igennem mange år har lastet deres biler for meget, så den til sidst kollapsede?«

»Hvis man havde forsømt at tjekke broen hvert femte år, kunne vi placere ansvaret dér. Men hvis alle har gjort, som de skulle, kan vi ikke placere ansvaret hos nogen. Det er vi parat til at leve med. Der er altså et toleranceniveau i det civile liv, som også kunne fungere i forbindelse med autonome krigsrobotter.«

»Fejl opstår. Så opgaven er at designe en teknologi, der kan give systemet legitimitet – men ikke 100 procent sikkerhed,« sagde Vincent Müller.

Efterladte vil kunne se drabsmanden i øjnene

'Make love not war' er helt indlysende et rigtigt budskab. Men det løser bare ikke de problemer, vi står med.

Professor Vincent Müller

Man kan slet ikke sammenligne eksemplet med broen med at gå i krig, mener Anne Gerdes.

»Når jeg går over en bro, har jeg ikke en fornemmelse af, at det er en kontrakt på liv og død. Derfor vil min familie kunne forstå, hvis noget går galt, og jeg dør. Jeg var bare så uheldig at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.«

»I krig er situationen en anden. Når man går i krig, ved man, at man kan blive slået ihjel. Derfor har vi taget os nogle forholdsregler, så soldaten og hans familie er sikret, at hans liv har en værdi. Den enkelte skal ikke bare blive en i mængden. Der bliver stillet klare krav om, at nogen skal have ansvaret for hvert drab.«

Det er vigtigt, fordi de efterladte skal kunne placere ansvaret for dødsfaldet på et andet menneske. Ellers bliver tabet endnu mere meningsløst.

»Som mennesker sender vi på 'samme frekvens'. Bliver jeg slået ihjel i krig, vil min fjende vide det og sandsynligvis angre det bagefter. Det gør en robot ikke.«

»Det med, at vi sender på samme frekvens som mennesker, betyder for eksempel, at politiet kan have konfliktråd, hvor offer og voldsmand møder hinanden. Det giver offeret noget, når voldsmanden angrer, fortæller sin side af sagen og måske endda græder. Men noget lignende er umuligt, når voldsmanden er en robot,« siger Anne Gerdes.

Hun mener, at vi kan gøre krig 'mere ren' ved at uddanne soldaterne bedre. Militæret burde bruge de penge, de bruger på robot-udvikling, til at udstyre soldaterne med et robust psykisk beredskab, så vi i videst mulige omfang undgår krigsforbrydelser.

Hvad mener du? Skal vi skubbe på for, at militæret udvikler kunstig intelligens og robotteknologi, som gør det muligt at skabe autonome dræber-robotter? Eller skal vi helt holde os fra at gå ned ad den vej?

Giv dit besyv med i kommentarfeltet under artiklen her.

Den amerikanske robot Atlas er ikke i stand til at slå ihjel på egen hånd. Men den er et godt eksempel på, hvor lagt det amerikanske militær er med at udvikle fremtidens robot-soldat. (Video: DARPA)

Filmfestival diskuterer fremtiden med videnskabsbriller på

Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX lancerer i år et nyt program med fokus på fem af de fundamentale forandringer, der ændrer verden, som vi kender den og vil forme vores fælles fremtid. Det handler om ikke at nøjes med at betragte verden, men om at tage del i den – og ændre den.

Ambitionen er på sigt at skabe et helt nyt, demokratisk forum for deltagelse og refleksion. Et sted, hvor man på kvalificeret vis kan gøre status over de væsentligste strømninger i samfundet, og hvor man kan blive klogere på, hvordan vi selv kan være med til at forme og forandre fremtiden.

Da dokumentarfilmen som medium er ideel til at samle mennesker omkring en fælles virkelighedserfaring, er det også et filmprogram, der under hver af de fem MEGATRENDS danner afsæt for debatter, seminarer, events og interaktive workshops.

Med målet om at skabe debat omkring de fem tendenser, sætter CPH:DOX  festivalens facebook-side i fem uger fokus på sætte fokus på hver enkel trend - én uge ad gangen. Med debatartikler og spørgsmål til facebook-følgerne vil CPH:DOX allerede nu involvere publikum, inden det for alvor går løs til november, når festivalen skydes i gang.

We are the robots

I uge 43  er der fokus på forholdet mellem menneske og maskine under temaet 'We are the robots'. Grænserne mellem menneske og maskine bliver i disse år udvisket - droner dominerer luftrummet, Googles briller og selvkørende biler er lige om hjørnet, og vi er efterhånden komplet afhængige af smartphones og computere. Men hvad betyder alt dette for mennesket som socialt og biologisk væsen?

Her udvalgte film og events under 'We are the robots'.

Se det fulde program på festivalens hjemmeside og følg debatten på CPH:DOXs Facebookside.

FILM:

Fixed: The Science/Fiction of Human Enhancement / Regan Brashear
Hvor går grænsen? Og har der nogensinde været en grænse? Moderne teknologi gør det muligt at udvide kroppens fysiske formåen og hjælpe mennesker, der er blevet invalide i ulykker og krig. Men én ting er at hjælpe, noget andet er at optimere. Og lige nu står vi på tærsklen til det, der er blevet kaldt den transhumane tidsalder, som vil rejse nogle helt fundamentale spørgsmål om, hvad det vil sige at være 'normal' - og at være et menneske. Der forskes og udvikles på livet løs, og et helt nyt marked baseret på hæmningsløs konkurrence følger med. Perspektiverne er svimlende, og det samme er dilemmaerne.

Autonomous / Per Eriksson & Aleksander Rynéus
En kvinde kigger ind i kameraet og hilser høfligt på os. Hun sidder i noget, der ligner et fotostudie, men viser sig at være et laboratorium i Tokyo. Og kvinden selv viser sig at være en robot. Men først efter et øjebliks tvivl. 'Autonomous' er en tidsrejse ind i en fremtid, der allerede er her. Den er bare ikke blevet mainstream - endnu. Forskningen i robotteknologi og kunstig intelligens er i færd med at opløse grænserne imellem virkeligt og kunstigt. Kortfilmen 'Autonomous' er en audiovisuel stemningsrapport fra Japans futuristiske robotscene.

Drone / Tonje Hessen Schei
Brandon Bryant kunne sidde tolv timer i træk i en bunker uden vinduer og slå mennesker ihjel. Med et enkelt klik sendte han en drone af sted mod de sorte silhuetter på computerskærmen foran ham, sekundet efter var de dræbt. Som forhenværende drone-operatør har Brandon utallige drab på sin tyngede samvittighed, selvom han aldrig selv har sat fod på slagmarken. På videospilskonferencer bliver unge 'gamere' rekrutteret af nydelige mænd i uniformer, imens Pakistans børn skyder med slangebøsser mod dronerne i mangel af en fjende med et reelt ansigt. Og selvom dronerne skal mindske civile drab i jagten på militære mål, fortæller tallene en anden historie.

EVENT OG FILM:

The Cyborg Experience / Neil Harbisson
Har du nogensinde tænkt på, hvordan en farve lyder? CPH:DOX byder dig på en aften under huden på mennesket 2.0, når den verdensberømte komponist/kunstner/cyborg Neil Harbisson gæster årets festival. Neil er født komplet farveblind og kan kun se sort/hvid. Men ved hjælp af en antenne direkte tilkoblet hans hjerne hører han i stedet farver omdannet til toner! Der står 'cyborg' i Harbissons pas, og i dag komponerer han farvekodede koncerter og står bag Cyborg Foundation. Kom og oplev, ikke blot et enestående menneske og en unik kunstner, men prøv også din egen _Eyeborg_, og se/hør hvordan alverdens farver lyder! Yderligere har vi besøg af Diffus Design, der vil demonstrere Self-Contain, en tekstilbaseret teknologi og en række interaktive kostumer, der kan kommunikere med hinanden i visuelle og audiotive settings. En aften i den kunstneriske futurismes tegn!
Tid og sted: Designmuseum Danmark - 11/11, 20.00


 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte, døde og vaccinationer i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med over en halv million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk