Der er omkring seks gange større risiko for, at kvinder oplever brud i parforholdet kort tid efter, at de har fået en kræft- eller multipel sclerose (MS)-diagnose, end hvis manden bliver syg. Hjernesvulst var én af flere tilstande, patienter i undersøgelsen var ramt af.
Forskerne udtrykker forbavselse over at have afdækket forskelle i amerikanske separations- og skilsmisserater med hensyn til, om det er kvinden eller manden i forholdet, som bliver patient.
Den gennemsnitlige skilsmisserate for kræftpatienterne i undersøgelsen var 11,6 procent. Men når forskerne sorterede efter køn, fandt de betydelige forskelle.
Når kvinden fik en kræft- eller MS-diagnose, var skilsmisseraten 20,8 procent, mens den var 2,9 procent, når manden blev syg.
Undersøgelsen er publiceret i tidsskriftet 'Cancer' 15. november.
Langt ægteskab giver et håb
Forskerne bag undersøgelsen hævder, at årsagen til, at flere mænd forlader ægtefællen, når hun bliver syg, delvis kan forklares med følgende;
»Kvinder er mere villige end mænd til hurtigt at påtage sig den forpligtelse, det er at være omsorgsperson for en alvorlig syg partner.«
De amerikanske forskere mener også, at kvinder har bedre evner til at påtage sig byrden at opretholde hjemmet og familien i en sådan situation, lyder det i en pressemeddelelse fra Fred Hutchinson Cancer Research Center.
Undersøgelsen antyder endvidere en forbindelse mellem alder, hvor længe parret havde været gift og sandsynligheden for separation eller skilsmisse. Jo ældre kvinden var på diagnosetidspunktet, des mere sandsynligt var det, at hendes forhold ville gå i stykker.
Og alligevel; hvis manden og kvinden havde været gift i mange år, så styrkede dette chancen for, at de ville fortsætte med at holde sammen.
Tidlige tiltag kan redde forholdet
»Vi vil anbefale sundhedsfagligt personale at være særligt fintfølende med hensyn til tidlige tegn på disharmoni i forhold, som rammes af alvorlig sygdom hos den ene part. Især når den som rammes er kvinden, og når det sker på et tidlig stadium i ægteskabet.«
»Hvis sådanne problemer påvises tidligt, og der hurtigt sættes ind med psykosociale tiltag, kan man reducere separations- og skilsmisseraterne for denne gruppe. Og derved både forbedre livskvaliteten og kvaliteten af den omsorg som gives,« siger forskerne i pressemeddelelsen.
I undersøgelsen har forskere fra tre medicinske centre haft 515 patienter (2001 og 2002) som datagrundlag. De har fulgt dem frem til 2006.
Deltagerne blev inddelt i tre grupper, to for personer med kræft (blandt andet hjernesvulster) og en for MS-syge. Omkring halvdelen var kvinder.
Forholdet kan også styrkes
En norsk undersøgelse publiceret i 'Demographic Research' (Syse, 2007) har vist at mange forhold kan tåle de belastninger, som en kræftsygdom medfører.
»De fleste kræfttyper gav små, umiddelbare fald i skilsmisseraterne i de første år efter en diagnose,« sagde førsteforfatter Astri Syse fra 'Kreftregisteret' i Norge, da resultaterne blev præsenteret.
»Samtidig gav enkelte kræftformer en betydelig øget risiko for brud. Kvinder med livmoderhalskræft havde 40 procent øget risiko for skilsmisse, mens stigningen var 20 procent blandt mænd med nylig diagnosticeret testikelkræft,« skriver 'Kreftforeningen' om samme undersøgelse.
Dette er normalt ikke de mest aggressive kræftformer. Det antydes, at forklaringen kan knyttes til intimitet og det seksuelle. Undersøgelsen viste ellers lavere skilsmisserater for kræftpatienter med dårlige prognoser.
»Det er nærliggende at antage, at dette skyldes, at mange ser det som uretfærdig og utilfredsstillende at forlade et forhold, når ægtefællen er i en sådan kritisk situation. Det kan også forekomme, at partnerne oplever, at forholdet styrkes som følge af sådanne omstændigheder,« siger Syse til 'Kreftregisteret'.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
































