Zenobia var en berømt krigerdronning, der trodsede den romerske kejser og svækkede overmagten gennem en ambitiøs militær ekspansion.
Hun levede i Palmyra – en antik oaseby i det nuværende Syrien – i 200-tallet e.v.t.
Palmyra-områdets usædvanligt velbevarede oldtidsminder blev for nylig udsat for omfattende ødelæggelser som følge af igangværende konflikter. Området er dog stadig én af det østlige romeriges mest berømte urbane bosættelser.
Ifølge forhistoriske, skriftlige kilder bristede Zenobias drømme om sejr for Palmyra som følge af romernes succesfulde felttog, der kulminerede i tilintetgørelsen af byen i 272/273 e.v.t. – beordret af den romerske kejser Aurelian (270-275 e.v.t).
Men i hvor stor udstrækning kan vi stole på de skriftlige kilder? Hvad skete der med Palmyra efter Zenobia?
Det har et forskningsprojekt påbegyndt i 2011 forsøgt at finde svarene på.
Vores resultater er nu publiceret i en ny bog: ‘Palmyra after Zenobia (AD 273-750) – an archaeological and historical reappraisal‘.
\ Læs mere
Palmyras urbane vendepunkt
Baseret på reevaluering af publicerede redegørelser og ikke-publicerede arkivdata fra tidligere arkæologiske udgravninger og opmålinger, samt en stor samling latinske, oldgræske, syriske og arabiske skriftlige kilder, har projektet indtil videre kastet nyt lys over Palmyras skæbne.
Det lader til, at begivenhederne i 272/273 e.v.t. var et vigtigt vendepunkt i byens historie.
\ Ny bog om Palmyras historie
Denne artikel bygger på Emanuele Ettore Intagliatas nye bog ‘Palmyra after Zenobia AD 273-750: An Archaeological and Historical Reappraisal‘.
Bogen dykker især ned i Palmyras historie efter romernes ødelæggelse af byen i 273.
Bosættelsens arealstørrelse svandt til knap halvdelen af dens oprindelige størrelse, og store byggeprojekter sluttede brat; eksempelvis anlæggelsen af en storslået 1,2 kilometer lang processionsgade navngivet af forskerne efter en af dens søjlegange, The Great Colonnade.
Fra det 4. århundrede e.v.t. var det urbane aristokratis huse ikke længere overdådigt udsmykkede, hvilket indikerer, at den aristokratiske elite udvandrede.
En ny begyndelse
Byen blev dog ikke helt forladt, men gradvist genopbygget fra asken, hvilket demonstrerer en bemærkelsesværdig urban modstandsdygtighed, som vi nok vil kalde det i dag.
Senantikkens Palmyra så dog meget anderledes ud, end byen gjorde i løbet af den romerske periode.
Fra slutningen af det 3. århundrede e.v.t. var opførelsen af nye bygninger, både offentlige og private, allerede i gang med genbrugte bygningsmaterialer.
Offentlige gader og pladser blev gradvist opslugt af private boligkvarterer med huse og butikker.
Det i sig selv indikerer ikke nødvendigvis en urban tilbagegang, men snarere forekomsten af et blomstrende bysamfund, der kæmpede om den begrænsede plads inden for bymurene.
Et bylandskab i forandring
Én af hovedårsagen til Palmyras overlevelse relaterer til anlæggelsen af et fast hjemsted for en militær enhed i byen, nemlig legio I Illyrisorum; en nyopført fæstning, der med tiden blev den økonomiske drivkraft bag bosættelsen.
Kristendommens indtog var også afgørende for byens transformation.
Så tidligt som fra begyndelsen af det 4. århundrede (og muligvis endnu tidligere) havde Palmyra en biskop, og fra slutningen af dette århundrede blev de hedenske, urbane, hellige bygninger gradvist forladt eller konverteret til kirker, som eksempelvis det berømte Bel-tempel.
Man har fundet mindst otte kirker i Palmyra: ‘Kirke 4’, der blev udgravet af et syrisk-polsk team af arkæologer, er én af de største i hele det tidlige kristne Syrien.
Men da kalif Abu Bakrs muslimske hær ledet af den arabiske hærfører Khalid ibn al-Walid, der følge islamisk overlevering fik tilnavnet ‘Guds sværd’ af Muhammed, nåede Palmyra, overgav byen sig uden kamp.
Palmyra efter den islamiske erobring
Palmyra viser i den tidlige islamiske periode usandsynlig stor kontinuitet fra senantikken, men der er også store synlige forandringer i det urbane layout.
Én af de mest bemærkelsesværdige forandringer er en moské, der blev installeret i en eksisterende bygning tæt på den antikke, romerske teaterbygning.
En åben basar blev også installeret i den midterste del af processionsgaden, Great Colonnade, hvilket er et udtryk for, hvor fuld af kommerciel livskraft bosættelsen var selv i løbet af denne periode.
Der var ikke længere brug for militærfæstningen, som engang husede den romerske legion, fordi Palmyra ikke længere lå i et grænseland, men i stedet i midten af et stadig voksende territorie, som det islamiske kalifat i Damaskus havde herredømmet over.
Enden på den forhistoriske bosættelse
I sidste ende satte politiske spændinger en stopper for Palmyra.
I den tidlige islamiske periode var byen hjem for den magtfulde Banu Kalb-stamme, der støttede Umayyaderne; det første islamiske dynasti bygget på familiearvefølge.
Da Abbasiderne overtog magten i det islamiske kalifat i år 750 e.v.t. blev der sat en brat stopper for Palmyras politiske overlevelse.
Byen svandt i størrelse og den prægtige bosættelse nåede vejs ende.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Nye milepæle og fremtidig kurs
Publikationen af den nye bog er en vigtig milepæl, men der er stadig meget at gøre, før vi har optrævlet alle mysterierne omkring Palmyra efter Zenobia.
Projektet indsamler fortsat ny vigtige data, der skal kaste lys over denne forsømte del af Palmyras historie, heriblandt gammel dokumentation fra tidligere arkæologiske udgravninger og undersøgelser.
Projektet forsøger desuden at placere Palmyras historie i løbet af senantikken og den tidlige islamiske periode i en mere omfattende regional og empiriemæssig kontekst.
Det gør vi gennem en forståelse af, i hvilken udstrækning den urbane evolution repræsenterer trends i nutidige bosættelser.
Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic.com. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
