Ødelæggelser i Palmyra: Islamisk Stat ikke de eneste, der smadrer fortidsminder

Den syriske oldtidsby Palmyra er faldet i hænderne på styrker fra Islamisk Stat. Det forventes, at den islamistiske oprørsgruppe systematisk vil tilintetgøre Palmyra - som er optaget på UNESCOs Verdensarvliste - på samme måde, som gruppen allerede har hærget andre berømte arkæologiske levn, som den assyriske by Nimrud og den 2000 år gamle by Hatra i Irak.

En tragisk bølge af plyndring og ødelæggelse af museer, oldtidslevn og artefakter har gennemstrømmet Syrien siden begyndelsen af borgerkrigen, og nu hvor Islamisk Stat udnytter det medfølgende kaos og gør krav på mere og mere territorie, har destruktionen bredt sig til Irak.

Hvad, der sker med sten og krukker, blegner i forhold til den kolossale menneskelige tragedie, der finder sted i regionen.

Men disse levn fra fortiden repræsenterer mere end bare et tab i turistomsætning: De er et vidnesbyrd om de samfund, som skabte de tre store abrahamitiske religioner (jødedom, kristendom og islam, red.) og regionens mange forskelligartede folkeslags historie - et uvurderligt stykke verdenskulturarv.

Og for mange syrere og irakere er fortidslevnene en vigtig del af deres identitetsfølelse og tilhørsforhold til verden.

Ødelæggelsen af Palmyra giver endnu mere sorg og pine for syrerne

Nogle af fortidslevene - som for eksempel den nu ødelagte basar i Aleppo - blev stadig brugt som arbejdsplads og til handel. Basaren i Aleppo var en del af et højtelsket bylandskab, som gav den samme følelse af tilhørsforhold og rodfæstethed, som Covent Garden giver indbyggerne i London og Montmartre giver pariserne.

Ødelæggelsen af byer som Aleppo gør sorgen over tabte familiemedlemmer værre og forøger følelsen af bitterhed over landflygtigheden. Nu står de overlevende ansigt til ansigt med sorgen over, at ikke engang hjemegnens velkendte, historiske vartegn eksisterer længere.

Oldtidsbyen Palmyra giver anledning til national stolthed hos mange syrere. Byen ligger i en oase i den syriske ørken mellem hovedstaden Damaskus og floden Eufrat.

Palmyra blev bygget af forfædrene til nutidens arabiske befolkning, og blev betalt gennem deres handlesmæssige snilde, der bragte kinesisk silke til Rom. Under den berømte dronning Zenobia erklærede bystaten sig uafhængig af Romerriget.

Palmyra har skænket os udsøgt arkitektur i form af fantastiske templer og gader og bemærkelsesværdige skulpturer ved gravkamrene, der portrætterede byens indbyggere. Det er mere end bare sten. Det er så stor en del af nutidens Syrien, at Zenobia og ruinbyen afbilledes på pengesedlerne.

Vandalisme og ødelæggelse er ikke kun følgeskader af krig

Ødelæggelsen af arkæologisk arv er ofte en del af krigens 'følgeskader', men borgerkrigen i Syrien og det omfattende kaos, som Islamisk Stat skaber, har set det i en grotesk grad.

Det er i bund og grund en grum politisk handling. Sideløbende med de chokerende videoer, der skildrer horribel vold, afhænger den kampagne - som Islamisk Stats fører i forsøget på at skabe en monokulturel realitet - af den demonstrative tilintetgørelse af alle kulturgenstande, der viser Syriens og Iraks multikulturelle og hovedsaglig tolerante fortid - et mønster der blev etableret i oldtiden og som forsatte gennem den islamiske tidsperiode.

Videoerne, der viser Islamisk Stat i færd med at smadre 'forhistoriske afguder' og sprænge monumenter i luften med dynamit, er en følge af dette.

Sideløbende med den primitive og teatralske vandalisme bliver den arkæologiske arv også systematisk plyndret for ganske enkelt at tjene penge. Arkæologiske levn er en ligeså uvurderlig del af vores verden som uberørte naturlige økosystemer.

Men hvor et økosystem kan genoprettes, hvis en del af det overlever - som man forsøger i Iraks marsklande efter Saddams ødelæggelser - kan arkæologiske levn ikke genskabes. Når der først er blever grebet forstyrrende ind - og med mindre de er forsigtigt og omhyggeligt optegnet - er deres vidnesbyrd tabt for evigt.

I Mellemøsten - som overalt i verden - har mulighed og ren og skær fattigdom drevet mennesker til at genbruge sten fra glemte bygninger eller til at grave gamle gravkamre op for at få fingrene i værdigenstandene. I dag er udviklingslandene værter for et forslugent antikvitetsmarked, der til dels er synlig gennem dyre auktionshuse, men som i stor udstrækning holdes hemmelig.

Dette marked får næring fra ødelæggelserne verden over - et fundamentalt motivationselement for den kulturelle katastrofe, der finder sted i Syrien og Irak.

Dura Europos gav en enestående indsigt i regionen

De fleste (om ikke alle) af Syriens stridende fraktioner var med til at drive rovdrift og tjene penge på kulturarven - selv før Islamisk Stat begyndte dens usædvanligt effektive plyndringer og ødelæggelser. Det står frygteligt klart i andre forhistoriske levn med tætte forbindelser til Palmyra: Dura Europos, fæstningsbyen ved Eufratflodens bred.

I år 165 efter Kristus blev denne forfatningsmæssige græske by, med en hovedsaglig mesopotamisk befolkning, indlemmet i Romerriget, og erhvervede sig en kejserlig militærkoloni og både jødiske og tidlig kristne befolkningsgrupper. Byen er blevet kaldt 'Østens Pompeji', da videnskablige udgravninger har givet os en overraskende livagtig indsigt i regionens multikulturelle beskaffenhed i oldtiden.

Og det er nu ved at blive systematisk ødelagt. Satellitbilleder har bekræftet, at plyndringen af Dura er i en mareridtsagtig størrelsesorden. I forsøget på at finde noget salgbart, er der blevet brugt maskiner til at flænse hundredevis af huller i Duras struktur. Ødelæggelserne startede før Islamisk Stat erobrede området, og gruppen vil nu udføre eller beskatte den fortsatte plyndring.

Kæmpe plyndringsaktioner som denne - som også ses andre steder under Islamisk Stat kontrol - er tilsyneladende finansieret og organiseret uden for krigszonerne. Veludstyrede bander trænger ind i de omkringliggende lande for at hente antikviteter og så smugle dem tilbage over grænserne i et forsøg på at mætte det internationale marked.

Vi må slår hårdere ned på den nådesløse ødelæggelse

For de bander, der foretager professionelle udplyndringer, er de arkæologiske levn ting, der kan stjæles og sælges til den højstbydende. Det stemmer godt overens med Islamisk Stats fulstændig nådeløshed i at skaffe ressourcer til deres kampagne.

Gruppen har taget alt - lige fra ulovligt salg af olie til at slavebinde yazidi-kvinder - til sig.

Og ligesom vi for lang tid siden har forbudt slaveri og lært at se miljømæssig kriminalitet for hvad det er, er det på høje tide, at vi slår meget hårdere ned på ødelæggelsen af vores kulturarv - og ikke mindst de samvittighedsløse forhandlere og samlere, der giver næring til den.

Simon James hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.