I Järrestad i Skåne finder vi en helleristning, som viser bare fodsåler i par. De er ristet ind i stenen for måske så langt som 2.500 år tilbage.
Foden er den eneste del på menneskekroppen, som er afbilledet i naturlig størrelse i skandinaviske helleristninger. Derfor er disse ristninger sandsynligvis tæt forbundet til personen, som foden tilhørte.
Det mener lektor Peter Skoglund ved Institution for historiske studier ved Gøteborgs Universitet, der nu har publiceret et studie af fodristningerne i Norwegian Archaeological Review.
Peter Skoglund tror, at disse fødder er ristet i stenen som en del af et ritual, muligvis for at en person skulle få en ny rolle i gruppen. Lidt som en konfirmation i dag.
»Jeg tror, at alle helleristninger formentlig var en del af ritualer. Fodristninger er nok tæt forbundet med kroppen og livsforløbet, men billeder af skibe kan have været koblet til ritualer, som havde med havet at gøre.«
Det er dog ikke alle arkæologer, der er enige med Peter Skoglund.
Der er uenighed om helleristningers betydning blandt forskerne
Det var længe en udbredt opfattelse, at helleristninger blev foretaget for at bringe held i jagt. En helleristet hval skulle give god hvalfangst.
Nu er trenden vendt, og mange forskere hælder til, at helleristningerne var koblet til overgangsritualer i livet eller for at få kontakt med en anden dimension.
Nu er det teorien om, at helleristningerne havde rituel karakter, der har størst tilslutning, fortæller Peter Skoglund.
Men lektor David Vogt på Kulturhistorisk museum ved Universitetet i Oslo er ikke så sikker på, at teorien stemmer.
Han har skrevet en kommentar til Peter Skoglunds forskningsartikel om fodsålerne i Järrestad.
»Der er ting, som taler for, at helleristninger er lavet til ritualer, men der er også ting, som taler for andre teorier,« siger han.
Helleristninger blev måske brugt som afmærkning af territorium
David Vogt har selv kortlagt helleristninger i Østfold, og her mener han at kunne se, at bjergkunsten kan have haft en funktion som beskeder til andre, der befandt sig i området.
Ud fra en analyse, som instituttet Skov og Landskab ved Norges miljø- og biovidenskabelige universitet har foretaget, fandt David Vogt grundlag for at mene, at en del af helleristningerne måske blev brugt til at afmærke territorium. Analyserne tydede på, at de var lavet i forbindelse med det, der har været græsgange.
Græsgangene var vigtige for den vigtigste kapital, disse mennesker havde, nemlig græsspiserne, fortæller David Vogt.
»Ristninger i tusindvis er hugget i vigtige græsområder. Måske kan ristningerne have repræsenteret en gruppes interesser i kontrast til en andens?«
Begrænset viden om bronzealdersamfundet gør opgaven vanskelig
Fortolkning af helleristninger er et åbent fagområde, og det er umuligt at give et endegyldigt svar på, hvordan vi skal gøre det, mener han.
»Vi ved ikke ret meget om kulturen i bronzealdersamfundet, og det bliver derfor vanskeligt at forstå deres kunst. Vi ville højst sandsynligt blive overraskede, hvis vi rejste tilbage i tiden.«
Knut Helskog er professor ved sektion for kulturvidenskab ved Universitetsmuseet i Tromsø. Han har længe forsket i helleristninger fra jægersamfundet i de nordlige områder og set mange helleristningsområder.
Den bjergkunst, han forsker i, er meget ældre end fodbillederne, som Peter Skoglund har undersøgt. Billederne, der viser store vigtige dyr, jagt, både og mennesker, kan være op til 6.000-7.000 år gamle.
Knut Helskog mener, det er vanskeligt at definere helleristninger som enten rituelle eller ikke-rituelle, for hvad er et ritual?
»Hvis man siger, at et ritual er noget, man gør for at opnå noget bestemt, er jeg enig i, at helleristninger er rituelle. Men hvorvidt, alt er religiøst eller ikke-religiøst, er umuligt at svare på,« siger han.
Peter Skoglund mener, at man kan kalde en handling for rituel, hvis den gentages på bestemte tidspunkter eller steder, og når deltagerne i handlingen bidrager til at gøre den meningsfyldt.
Helleristninger var kommunikation
Knut Helskog mener ikke, at der er stor forskel på at tolke helleristninger som noget rituelt og som kommunikation med enten andre mennesker eller med dyret, der er hugget ind i stenen.
»Det kan have været en form for kommunikation med dyret, eller det dyret symboliserede. De kan også have brugt helleristningen til at fortælle en historie eller en myte. Man kan godt sige, at det kan have været et ritual, men uanset, hvordan du vender og drejer det, er det en form for kommunikation.«
Man kan kalde det for et ritual, eller man kan kalde det for en samtale mellem to ligeværdige parter, der lever i de samme omgivelser. Det er ikke nogen ensrettet og enkel forklaring. I én kontekst ønskede man måske at opnå noget med en bestemt figur, og noget andet i en anden kontekst, mener han.
»Jeg tror, at nogle helleristninger også næsten kunne fungere som et skilt, der fortalte andre, at 'her er vi og vores jagtområder'. Samtidig kan der have været noget rituelt i det at lave den slags skilte.«
Helleristningers betydning kan have ændret sig over tid
Tidsperioden med helleristninger i Norge spænder over flere tusind år, og de blev lavet af mange forskellige samfund.
Helleristningerne går fra meget enkle, naturtro tegninger af dyr til detaljerede billeder og menneskeskikkelser.
Deres betydning for mennesker ændrede sig sandsynligvis gennem tiden.
»Jeg vil ikke vælge den ene eller den anden fortolkningsmåde,« siger Kalle Sognnes, som er pensioneret professor ved NTNU.
Han har selv skrevet en videnskabelig artikel om fodhelleristninger i Stjørdalen. Her hælder han ikke mod, at ristningerne er lavet med et rituelt formål.
»Men der er så mange forskellige helleristninger. Nogle kan have med ritualer at gøre, mens andre måske i højere grad blev brugt til at fortælle om menneskernes tilstedeværelse,« siger han.
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
