Selvom præsidenten i USA ikke længere hedder Bush, men Obama, forsøger USA fortsat at indføre demokrati i verdens skrøbelige stater.
Obama viderefører neokonservativ demokrati-udbredelse
Obama forsøger at fuldføre den demokratisering af verdens svage stater, som forgængeren Bush og de neokonservative gik i krig for.

Så i virkeligheden har målet med den amerikanske udenrigspolitik ikke ændret sig grundlæggende, selvom præsidenten er en anden.
»George W. Bush og de neokonservative forsøgte ganske aggressivt at fremme demokrati, fordi de mente, at det er bedst for alle folk,« siger professor Georg Sørensen, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.
»Nu, under Obama, farer man blødere frem. Men man siger stadig til afghanerne, at man ved, hvad der er bedst for dem. Nemlig demokrati.«
»Problemet er bare, at demokrati et meget vanskeligt projekt, når man ikke har effektive statsinstitutioner og der er stor splittelse og mistillid blandt grupper i befolkningen.«
Georg Sørensen forelæste under det netop afholdte Matchpoints seminar ’Challenging Democracy’ om, hvordan USA har forsøgt at udbrede demokrati efter Bushs farvel.
Og hans analyse er klar:
George Bush og hans såkaldte ’neokonservative’ meningsfæller var for naive, da de ville indføre demokrati i skrøbelige stater som Afghanistan og Irak.
For det endte med, at USA følte sig nødsaget til at stoppe demokratiet ned i halsen på de lokale.
Barack Obama har nu set, at den strategi ikke virker.
Derfor går han mere forsigtigt frem. Men i sidste ende vil han stadig det samme som Bush: Indføre demokrati.
Ideen om at indføre demokrati i skrøbelige stater kommer fra den såkaldt ’neokonservative’ del af det republikanske parti i USA.
Det var dem, der hjalp George W. Bush til magten i 2001.
Overordnet set støtter alle etablerede demokratier, at demokratiet bliver mere udbredt.
Men den neokonservative fløj i USA havde stor tiltro til, at demokratiet kunne gennemtvinges i en fart.
»De neokonservative er en speciel fløj i USA's politiske system. Traditionelt går republikanerne ind for en lille stat og lave skatter. Det gør de neokonservative også.«
»Men som noget særligt kobler de det med en udfarende udenrigspolitik – særligt efter terrorangrebet 11. september 2001,« siger Georg Sørensen.
Efter at terrorister havde fløjet fly ind i World Trade Center og Pentagon i USA, kom de neokonservative for alvor op på dupperne.
»De besluttede sig til, at de både ville bekæmpe terroristerne og baggrunden for, at der opstod terrorisme,« siger Georg Sørensen.
Den neokonservative analyse viste, at demokrati var den medicin, der kunne kvæle terror.
»Man mente, at diktaturer og udemokratiske regimer var agerland for terror. Derfor gjorde man meget for at demokratisere verden.«
»Det førte til den meget aggressive udenrigspolitik, hvor USA besatte Afghanistan og Irak,« siger Georg Sørensen.
Da præsident Obama kom til magten i USA i 2009, arvede han de to krige – og målet med at føre dem, nemlig demokratisering.
Men han har valgt at gå lidt anderledes frem end sin forgænger.
»Nu, under Obama, går man blødere frem over for omverdenen. Man samarbejder og taler mere med de lokale.«
»Men samtidig ved USA også, at man ikke bare kan trække sig ud af Afghanistan,« siger Georg Sørensen.
Selvom den nye strategi er blødere, har målet ikke ændret sig.
Det går stadig ud på, at amerikanerne, der kommer udefra, ved, at demokratiet er det bedste for afghanerne.
»Desværre er der ingen nemme løsninger. Betingelserne for demokrati i Afghanistan er meget dårlige, men det er svært at forestille sig, at USA og dets allierede vil opgive ambitionen om at det kan lade sig gøre.«
»Samtidig skal tropperne gerne hjem hurtigst muligt. Det skaber problemer, for demokratiet kan ikke gennemføres i en fart,« konstaterer Georg Sørensen.
1
/
3
































